Politiforbund: Øget chikane kan forklare tavse betjente

Når betjente ikke vil oplyse navn og tjenestested til borgere, kan det være for at undgå chikane, mener Politiforbundet, der afviser, at betjente i stor stil ser stort på reglerne.

Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, forklarer, at politibetjente i stigende grad oplever grov chikane, og at det kan være en af årsagerne til, at betjentene forsøger at undgå at oplyse deres navne.
Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, forklarer, at politibetjente i stigende grad oplever grov chikane, og at det kan være en af årsagerne til, at betjentene forsøger at undgå at oplyse deres navne.

Som Berlingske onsdag beskriver, viser en rundspørge foretaget af TNS Gallup, at knap tre ud af ti borgere, der har spurgt en politibetjent om navn eller ID, har oplevet, at de ikke kunne få oplyst nogen af delene trods regler på området. Heller ikke tjenestestedet har en del borgere kunnet få oplyst.

At betjente ikke vil identificere sig kan skyldes at de frygter chikane, mener Politiforbundet.

»Vi oplever mere og mere chikane,« siger formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt.

»Og chikane kan sagtens være en væsentlig årsag til, at politifolk tænker: »Jeg skal ikke have sagt, hvad jeg hedder«. At de så ikke heller oplyser tjenestestedet, er en fejl,« siger Claus Oxfeldt, der er åben over for, at der kan være betjente, der ikke har helt styr på pligten til at oplyse tjenestestedet.


Han er overrasket over antallet af chikanesager, som fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport fra Rigspolitiet og Politiforbundet.

»Det er rigtig mange sager. Også flere end jeg havde regnet med. Det kan for eksempel være en politibetjents mor, der bliver forfulgt af en bil i flere timer. Eller nogen, der igen og igen kører forbi en politibetjents hus og dytter hver gang. Et tredje eksempel er, at nogle rockerrelaterede personer står og kigger ind i en børnehave med en politimands børn,« siger Claus Oxfeldt.

Skeptisk over for undersøgelse

Ifølge rundspørgen, som TNS Gallup har udført for Berlingske, har omkring én procent af befolkningen – eller flere end 20.000 borgere – i løbet af fem år oplevet, at de ikke har kunnet få navnet på en politibetjent. Berlingskes egen rundspørge blandt læserne viser det samme.

»Jeg tror ikke på tallet. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at vi kan nå op i nærheden af 20.000 på fem år. For så skulle der jo være 20.000 potentielle klager. Dem har vi i hvert fald ikke hørt noget til,« siger han.

»Jeg har været ude på opgaver i 15-20 år, og jeg er måske blevet spurgt fem gange om mit navn,« siger Claus Oxfeldt.





Han hæfter sig ved, at borgerne ikke i alle situationer har krav på at få oplyst navnet, men kun tjenestestedet. Ifølge Berlingskes rundringning svarer de fleste dog uden på forhånd at være blevet oplyst om reglerne, at de hverken var spirituspåvirkede, provokerende eller andet, der gør, at de ikke skulle have krav på navnet. Men deres udsagn tager formanden ikke for gode varer.

»Min vurdering er, at der er flere, der har været spirituspåvirkede eller andet, der gør, at de falder ind under en af undtagelserne. At de fleste selv fortæller noget andet er vel ikke så overraskende. Typisk føler folk sig meget forurettede, når de er blevet sigtet for en eller anden forseelse, som en del af dem er.«

Forbund: Betjente kan altid findes

Formanden sætter desuden spørgsmålstegn ved Den Uafhængige Politiklagemyndigheds udsagn om, at det er et problem i nogle klagesager, at betjente ikke kan identificeres.

»Man kan altid finde frem til politifolkene, hvis de har været sendt til en opgave via en vagtcentral. Vi må have noget dokumentation for, at det er så svært at finde frem til betjentene,« siger Claus Oxfeldt.

Også COP15-sagen, hvor en betjent ifølge Den Uafhængige Politiklagemyndighed ikke kunne identificeres, afviser han.

»Jeg ved, at man kunne finde frem til politifolkene meget hurtigt. Da det kom frem i pressen, at man lukkede sagen, fordi man ikke kunne finde frem til folkene, måtte jeg reagere. For så siger man jo samtidig, at vi dækker over hinanden. Der gik under en time, og så blev jeg ringet op af en kollega, der sagde, at han slet ikke var blevet kontaktet, selv om han havde været med i vognen. Så det var simpelthen for dårligt efterforskningsarbejde.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.