Politifolk nægter at oplyse navn og tjenestested

Politibetjente har som udgangspunkt pligt til at oplyse navn og tjenestested. Men i en del tilfælde nægtes borgerne at få oplyst begge dele. Det kan være årsag til, at »relativt mange« klagesager ender med, at betjente ikke kan identificeres.

Johan Gaunitz mødte op ved skranken på Bellahøj Politistation med det tilforladelige ærinde at anmelde en flugtbilist, der havde kørt ham ned. Men da han bad om en kopi af anmeldelsen til sit forikringsselskab, ville politimanden ikke udlevere én. Og selv om reglerne siger, at politifolk på forlangende skal oplyse deres navn, kunne Johan Gaunitz heller ikke få det ud af betjenten ved skranken. Foto: Thomas Lekfeldt
Johan Gaunitz mødte op ved skranken på Bellahøj Politistation med det tilforladelige ærinde at anmelde en flugtbilist, der havde kørt ham ned. Men da han bad om en kopi af anmeldelsen til sit forikringsselskab, ville politimanden ikke udlevere én. Og selv om reglerne siger, at politifolk på forlangende skal oplyse deres navn, kunne Johan Gaunitz heller ikke få det ud af betjenten ved skranken. Foto: Thomas Lekfeldt

I løbet af de seneste fem år har tusindvis af borgere spurgt om en politibetjents navn, men har ikke kunnet få det oplyst. Det er sket på trods af, at politibetjente som udgangspunkt er, og i årevis har været, forpligtet til at oplyse deres navn eller på anden vis legitimere sig over for borgere, der spørger. En ny Gallup-måling, som Berlingske har fået foretaget, viser, at knap tre ud af ti borgere, som de seneste fem år har spurgt om en betjents navn, ikke har fået det.

Tallet bekræftes af Berlingske Researchs egen rundspørge, som desuden viser, at betjentene ifølge borgerne ikke oplyser deres tjenestested, som de skal.

Der er ikke kun tale om episoder, hvor borgere har overtrådt færdselsloven, men også når en uskyldig borger har anmeldt en sag eller er blevet afhørt af politiet. Flere borgere fortæller, at betjenten ikke mente, at han havde pligt til at oplyse navnet.

»Så sagde jeg, at jeg gerne ville have betjentens navn, men det måtte jeg ikke få,« siger 62-årige Johan Gaunitz om en episode, da han for nogle år siden anmeldte en flugtbilist.

På landsplan er der ifølge undersøgelsen tale om, at omkring én procent af befolkningen – eller mindst 20.000 borgere – de seneste fem år er stødt ind i problemet og ikke har kunnet få navnet på en betjent.

Stort problem i klagesager

Manglende oplysninger kan være et stort problem i klagesager, fordi betjente ikke kan identificeres. Et kendt eksempel stammer fra klimademonstrationerne ved COP15, hvor en flyttemand blev tilbageholdt i timevis af politiet, der mistænkte ham for at være terrorist. Manden indgav efterfølgende en klage over hårdhændet behandling, men både Statsadvokaten og Den Uafhængige Politiklagemyndighed måtte efter flere års efterforskning konkludere, at en betjent ikke kunne identificeres.

Politiforbundet afviser, at der er problemer med at identificere betjente.

»Man kan altid finde frem til politifolkene, hvis de har været sendt til en opgave via en vagtcentral,« siger formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt.

Men eksemplet er ikke enestående. Det er et problem i en del andre klagesager, at der mangler oplysninger.

»Ud af det samlede antal klager er det selvfølgelig et mindretal af sager, men jeg vil alligevel sige, at det er relativt mange klagesager, hvor betjentene ikke kan identificeres. Det er indimellem et stort problem,« siger jurist og kontorchef i Den Uafhængige Politiklagemyndighed Rasmus Blaabjerg.

Han bekræfter, at en af årsagerne til, at betjente ikke kan findes, netop kan være, at næsten tre ud af ti borgere ikke kan få oplyst navnet af betjenten. Dermed mangler klagesagen vigtig information, som måske ikke kan skaffes på anden vis.

Hvis tallet er korrekt, kan det give politiet et »troværdighedsproblem«, mener Rasmus Blaabjerg, som ikke kan sige, hvor mange af de ca. 2.000 årlige klagesager der må opgives, fordi man ikke kan identificere betjente. Klagemyndigheden vil dog i nærmeste fremtid begynde at registrere hvert tilfælde.

Overfortolkning af undtagelsesregel

Hos Københavns Politi stiller Mogens Lauridsen sig tvivlende overfor, at der skulle være tale om tusindvis af borgere, som ikke får oplyst navnet, men han kender dog til fænomenet.

»Indimellem er der folk, der klager over ikke at kunne få et navn, men det er ret sporadisk, så derfor overrasker det mig, at undersøgelserne viser, at det skulle være knap tre ud af ti. Det er ikke godt nok,« siger politiinspektør Mogens Lauridsen, der nu vil indskærpe reglerne over for de københavnske betjente.

»Det kunne tyde på, at undtagelserne bliver overfortolket lidt,« siger han.

Ifølge reglerne har betjente ikke pligt til at oplyse navnet, hvis borgeren for eksempel er spirituspåvirket eller provokerende, men det er heller ikke tilfældet i de fleste sager, hvis man skal tro personernes egne fortællinger.

Betjenten skal i alle tilfælde oplyse sit tjenestested, men det er ifølge borgerne ikke sket i et eneste af de 14 tilfælde, Berlingske har spurgt til. »Der er få undtagelser, men lige meget hvad, skal betjente jo oplyse deres tjenestested. Folk skal jo ikke afskæres fra at klage over politiet, fordi en politimand mener, at det falder ind under en af undtagelserne,« siger politiinspektør Mogens Lauridsen.

Numre på uniformer

Med identifikation på uniformerne kunne problemet delvist undgås. Spørgsmålet om identifikation ligger for tiden til overvejelse i Justitsministeriet, der ikke ønsker svare på, om man forventer at indføre identifikation på uniformerne, hvor længe man forventer at overveje sagen, eller hvad overvejelserne går ud på.

Skulle der blive indført numre på uniformerne, vil det ikke være første gang i danmarkshistorien. Ved nytårsrevolten i 1859-1860 havde politiet i stor stil slået demonstranter med stokke, og derefter blev der med politireformen i 1863 indført numre på krave og/eller hjelm. Godt 50 år senere blev numrene dog fjernet igen, da ekstreme venstreorienterede grupper efter en række optøjer sendte et stort antal klager over politiet.

»Klagerne blev sendt i chikaneøjemed,« siger historiker og professor ved Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet Henrik Stevnsborg, der har forsket i dansk politihistorie.

I Norge har det dog ikke haft negative konsekvenser, at man for ti år siden indførte numre på uniformerne, har Justis- og politidepartementet i Norge oplyst.

Henrik Stevnsborg lægger mere vægt på det historiske argument og er derfor ikke ubetinget fortaler for, at dansk politi får numre på uniformerne.

Men argumentet er ikke meget værd, mener antropolog og professor i politividenskab ved Aalborg Universitet Lars Holmberg.

»Samfundsforholdene var fuldstændig anderledes dengang. Danmark har langt mere til fælles med landene omkring os end med samfundet for 100 år siden,« siger Lars Holmberg, der også fremhæver, at heller ikke Skotland ifølge hans oplysninger har negative erfaringer med identifikation på uniformerne.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.