Politiets fælde er klappet for over 1.200 cyklister

Halvvejs gennem politiets cykelrazzia i uge to har cyklister i hele landet fået bøder på mellem 700 og 1.000 kroner for at overtræde færdselsloven.

ARKIVFOTO. 1.200 cyklister er røget i politiets fælde under en razzia.
ARKIVFOTO. 1.200 cyklister er røget i politiets fælde under en razzia.

De krydser vejen, selv om der er rødt lys, glemmer lygterne eller lader den tohjulede suse hen over fortovet – cyklisterne, som politibetjente over hele landet har snuppet i denne uges cykelrazzia.

De seneste tal, som er registreret, viser, at 1.213 cyklister på landsplan har fået en bøde siden mandag, hvor kontrollen begyndte. Men langt flere kan gå i fælden frem mod søndag, som er razziaens sidste dag.

I Østjyllands Politikreds lyder seneste optælling fra onsdag formiddag på 135 sigtelser for at bryde færdselsloven, og her er de tre topscorere, fortovscykling, kryds for rødt og manglende lygter, stort set ligeligt fordelt.

»Det er kørt stille og roligt, og de, der er blevet sigtet og får en bøde, har haft forståelse for det. De, der ikke har lygter på, får en bøde på 700 kroner, og så koster det 1.000 kroner at cykle over for rødt lys,« forklarer politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.

Han tilføjer, at man også i det østjyske har oplevet cyklister, der træder i pedalerne og taler i mobiltelefon samtidig, mens andre har været to personer på én cykel.

I København går razziaen »desværre som forventet«, fortæller Mogens Knudsen, politikommissær og operativ leder i færdselspolitiet.

»Der er stadig rigtig mange, der overtræder loven derude. I København har vi skrevet 380 bøder til cyklisterne på nuværende tidspunkt, og at det ligger så højt skyldes, at problemerne med cyklister i storbyerne ofte er mere massive end på landet. Det giver sig selv, når der er mange flere,« siger han.

Af de 380 er 250 tohjulede kørt over for rødt lys, hvilket har udløst bøder på 1.000 kroner.

»Det er bekymrende, at så mange ikke respekterer lysreguleringerne,« siger Mogens Knudsen.

I det syd- og sønderjyske er i alt 83 cyklister blevet snuppet af politiet, og allerede nu er det flere end sidste år. Det største problem her er de cyklister, der tager ud i morgen- eller aftenmørket uden lys på cyklen. Særligt sender vicepolitikommissær Søren Knudsen fra færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi en opfordring til forældrene:

»Der er stadig forældre, der lader deres børn cykle uden lygter. Man glemmer at tænke sikkerhed ind over, og det skal man. Forældrene gør deres børn en bjørnetjeneste, hvis de ikke sørger for, at deres cykler er forsynet med lygter og reflekser i den mørke tid, for det går ud over børnene. Det er vigtigt, at når man er ude i trafikken, skal man både kunne se og blive set,« siger han.

Heller ikke i Sydøstjylland er politiet tilfreds med de borgere, der overtræder loven på cykel.

»På to dage har vi skrevet 25 cyklister uden lys! Hvad sker der lige? De kan ikke alle være supermand – og så er det altså farligt,« skrev vagtchefen onsdag på Twitter.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.