Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Politiet: Sådan ser hun ud

Politiet kan ikke finde identiteten på den kvinde, der søndag faldt nøgen ned fra tårn på Roskilde Festival og døde. Nu offentliggøres signalement.

Det er stadig ikke lykkedes at identificere den kvinde, der tidligere på eftermiddagen styrtede i døden fra det 31 meter høje svævebanetårn på Roskilde Festival.

Derfor har Midt- og Vestsjællands Politi nu offentliggjort et signalement af den omkomne kvinde. Betjente har til eftermiddag forgæves forhørt sig om kvindens identitet på festivalens lejrområde.

Tidligere forlød det, at den dræbte kvinde var midt i tyverne, men det er nu udvidet til 25-40 år og skandinavisk udseende. Hun er mellem 160 og 170 centimeter høj, almindelig af bygning og med brune øjne.

Kvinden havde mørkeblond, skulderlangt hår med krøller startende cirka midt på håret. Hun var nøgen, da ulykken skete, og på hovedet havde hun en brun bandana og et orange hat. Hun havde en guldring med rød sten på højre ringfinger.

Politiet oplyser desuden i en pressemeddelelse, at kvinden af andre kendetegn havde mellemrum mellem fortænder, modermærke på 1,5 x 1 cm på forsiden af højre lår. Operationsar på venstre knæ og operationsar i højre lyske.

Politiet oplyser, at efterforskningen viser, at der efter al sandsynlighed er tale om en ulykke, og at der altså ikke lå nogen kriminel handling bag.

Politiet opfordrer til at folk, der mener, de kan hjælpe, henvender sig til Midt- og Vestsjællands Politi på 46351448.