Det kan være livsfarligt at bevæge sig ud på isen, melder Københavns Politi.
5. februar 2012, 16:06
Isen på de Københavnske søer ser måske tyk nok ud. Men det er den langt fra. Det fortæller vagtchef hos Københavns Politi, John Hansen.
"Det er ikke til at se, hvor tyk eller tynd isen er. Den kan se dejlig fast og stærkt ud, og det kalder på børn og voksne. Men der kan være steder, hvor den endnu ikke er tyk nok," siger Vagtchef hos Københavns Politi, John Hansen.
Københavns Kommune skriver på sin hjemmeside, når søerne er stærke nok til, at man kan gå eller stå på skøjter på dem. Isen skal være omkring 16-17 cm, før det er forsvarligt at gå rundt på isen. Og når den er tyk nok, sætter Københavns Kommune blå skilte op og afmærker der, hvor man kan stå på skøjter eller gå.
Kan være livsfarligt
Men der er god grund til at vente med at gå ud på isen, for det kan være livsfarligt, hvis den pludselig ikke er stærk nok.
"De tænker måske, at de hurtigt kan komme op igen, hvis isen sprækker, fordi søerne ikke er særlig dybe. Men vandet er iskoldt, og man kan ikke holde ud at ligge der alt for længe. Derfor siger vi også, at det er livsfarligt at færdes på søerne i øjeblikket," siger John Hansen.
Falder folk igennem isen er det dykkere fra Københavns brandvæsen, der har ansvaret for at udføre redningsaktionen. Indtil videre har Københavns Politi dog været forskånede for ulykker med folk, der er faldet igennem et for tyndt lag is.

































