Eksperter roser konceptet bag Karen Jespersen og Ralf Pittelkows "Den korte avis". Men der er langt imellem tale og handling på indholdssiden, lyder det.
29. januar 2012, 15:25
"Klar, skarp, seriøs". Med disse ord bliver læserne budt velkomne til Ralf Pittelkow og Karen Jespersens nye nyhedssite "Den Korte Avis", som åbnede søndag morgen. Blandt eksperter er der enighed om, at konceptet er rigtigt udtænkt, ikke mindst fordi avisen er relativt omkostningslet, men på indholdssiden er der et stykke vej til intentionerne.
Lektor og fagmedarbejder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DJH) Lars Kabel mener, at der er grund til at rose "Den Korte Avis" for sit overskuelige design, som giver læseren et hurtigt overblik igennem korte nyheder. Desuden er der grund til at rose de relativt lave omkostninger, som avisen har, da den bagvedliggende software er rimelig billig. Han mener imidlertid, at avisen søndag morgen ikke leverer de upartiske nyheder, som læserne var blevet stillet i udsigt.
- Jeg er næsten chokeret over, at de kan finde på at åbne med de to historier, som er vinklet på den måde de er. De har sagt, at de ikke vil lave en blog for en bestemt partipolitisk opfattelse, men deres to hovedhistorier er taget lige ud af en borgerlig politisk opfattelse af, hvad er de store emner i tiden, og hvem der er de vigtigste folk at give en stemme, siger Lars Kabel, med henvisning til et interview med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og en historie om de igangværende energiforhandlinger, som ifølge Lars Kabel gengiver et borgerligt synspunkt.
Jespersen: "Kritikken er noget galvaniseret vås"
Lars Kabel erkender, at det er noget tidligt at fælde dom over Den Korte Avis, men han spår ikke mediet mange chancer, hvis det fortsætter i samme rille.
- Der er simpelthen ikke nyhedssubstans nok til at selv så kendte personer kan positionere sig i konkurrencen på mediemarkedet. De er stærke på holdninger, men den store udfordring bliver at finde nogen reel nyhedssubstans som bliver reelt dagsordenssættende, hvis de skal leve i mere end et halvt til et helt år.
Kollegaen Karsten Vestergaard, som er lektor i interaktive medier ved DJH, mener ligeledes, at der er grund til at rose konceptet bag "Den Korte Avis".
- Man går ind på bloggerens hjemmebane med et journalistisk produkt, hvor man vil distancere sig fra bloggeren med et objektivt nyhedsprodukt. Jeg tror, at de kan vinde lidt på at have de her korte nyheder. Nu står det jo småt til med gratisaviserne i trykte versioner, og det lader til, at de forsøger at lukke det hul med en gratisavis på nettet, siger Karsten Vestergaard.
Journalist og vært på "Mennesker og Medier" Lasse Jensen roser ligeledes sidens design for sin overskuelighed. Han mener dog ikke, at der som sådan er meget nyt at finde på hjemmesiden.
- Det illustrerer det svære ved at lave noget man kalder en avis med meget begrænsede ressourcer. Hovedproblemet er, at de kalder det en avis, men præmissen er måske lidt forkert, da det mere er en holdningsside, siger Lasse Jensen.
Han mener ikke, at det er det er overraskende i sig selv, at de to debattører har lavet et sådant medie, da han ville undre sig, hvis så to så prominente debattører lavede en side uden markante holdninger. Af selv samme grund mener han, at der er grund til at glæde sig over "Den Korte Avis".
- Det er et bidrag til samfundsdebatten, og alle bidrag til samfundsdebatten er per definition en god ting, siger Lasse Jensen, som mener, at det er for tidligt at spå om det nye medies overlevelsesmuligheder i det danske mediebillede.
Deltag i debatten nedenfor: Skriv hvad du synes om denkorteavis.dk




































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten