Pigen fra Rebild-sagen står frem: »Jeg husker smerten. Jeg husker angsten«

Rebild-sagen har nogle af danmarkshistoriens værste ingredienser af incest, blodskam, pædofili og vold. Tragedien kom for dagens lys, da en 55-årig far blev arresteret i 2010, men det hele burde være blevet stoppet længe før. Dette er første gang, at Mai, den ældste datter, fortæller sin historie.

Der er lyset, og der er mørket. En streg dirrer ned gennem 18-årige Mais ansigt, som hun sidder i stuens sollys. I den ene del af ansigtet er hendes lyse, skære hud oplyst af sol, i den anden halvdel hersker mørket.

Selv om Mai har gennemlevet noget af det værste, der kan overgå et menneske, udstråler hun en sårbar styrke og illustrerer menneskets ekstreme evne til at overleve. Hun står op om morgenen, hun har en kæreste, hun har venner. Hun er ved at planlægge sin fremtid.

Men om aftenen hører hun ofte stemmer, hun hører trin. Skridtene slæber hen over gulvet.

»Når jeg har lukket mine øjne, kommer skridtene nærmere. Det er som om, en skikkelse går gennem min dør.«

Det er døren ind til barndommens helvede, der bliver ved med at glide op i mørket. Mai blev voldtaget af sin far, fra hun var tre år gammel. Og fra hun var lille tvang faren hendes brødre til at have sex med hende. Mai har syv ældre brødre. Frygten for faren lurede over alt, i husets vægge. Instruksen var enkel.

»Det var forskelligt, hvilken bror det var. Han fik ordre til at have samleje med mig. Vi blev sendt ind i et rum. Bagefter kom min far ind.«

Mai er vokset op i en familie, hvor vold var dagens ret, og angsten for faren altid bankede i hendes lille krop. Den krøb langs væggene. Mai og hendes ni søskende overværede, hvordan moren ofte blev gennembanket eller smidt ud af bilen, mens den kørte. Det er første gang, Mai fortæller sin historie til offentligheden. Hun vælger at stå frem nu, fordi hun håber at kunne hjælpe andre og medvirker i et nyt forslag til et exitprogram for voldsramte kvinder udarbejdet af Huset Zornig og kvindenetværket Zonta.

»Hvis min mor var blevet hjulpet ud af voldshelvedet med min far, kunne hans seksuelle misbrug af mig og mine søskende være blevet stoppet tidligere,« siger Mai.

I stedet fortsatte misbruget over 14 år i en af danmarkshistoriens værste sager om incest, blodskam, pædofili og vold.

»Min far truede altid med, at hvis jeg sagde noget eller ikke makkede ret, så ville han slå mine søskende, min mor, min elskede hund ihjel. Så ville han slå mig ihjel.« Da Mai var ti år, var familien flyttet til et nyt hus, og hun fik det største værelse, fordi hun var en pige.

»Min far kom ind i værelset og ville som så mange andre dage have samleje med mig. Jeg strittede imod. Jeg sagde, jeg ikke havde lyst. At jeg ikke ville mere. Han gik ned i køkkenet og beordrede mig til først at komme ned, når han sagde til. Senere kaldte han, og jeg gik ned i køkkenet. Han trak mig op på sit venstre lår og fortalte mig om min hund, som hed Binki. Jeg elskede den hund. Han havde forsøgt at drukne den, men knækkede i stedet nakken på den. Han var helt kold, mens han fortalte det. Han sagde, at hvis jeg ikke adlød ham, ville han gøre det samme ved andre.«

Mais første erindring stammer fra, da hun var fem år gammel.

»Vi boede ude på kæret. I Nordjylland. Min lillesøster og jeg er i bad. Jeg husker, at vi havde et brusebad med kant. Min far kommer ind på badeværelset. Han sætter sig på toilettet og hiver sine bukser ned. Så tager han mig op og tvinger mig til at have samleje med ham. Så tager han også min lillesøster op på sit skød. Jeg spørger ham: »Gør du det også med hende?« Han ser på mig og sætter en finger for sin mund. »Sshh,« siger han. »Sshh.««

Badeværelset i huset på kæret var hvidt, fortæller Mais mor.

»Men jeg husker det, som om det var mørkt,« siger Mai.

»Jeg troede i starten, at det var normalt. At det var noget, alle familier gjorde,« fortsætter Mai. Hendes stemme er lys og klar. Den skælver lidt.

»Min far sagde til mig: »Sådan gør alle fædre. Fordi de elsker deres piger.«

Da Mai var seks, begyndte hun i børnehave i Nordjylland.

»Jeg legede ofte med en veninde efter fritteren. Det slog mig, at hendes far ikke bankede hendes mor. Det gik langsomt op for mig, at hendes far ikke gjorde de ting ved hende, som min far gjorde ved mig. Men min far sagde til mig, at hvis jeg fortalte det til nogen, så ville jeg aldrig se min mor igen, så ville hun forsvinde ud af mit liv. Min mor betød alt for mig.«

Jo ældre Mai blev, des klarere stod det for hende, at det, der foregik i hjemmet, ikke var normalt.

»Da vi fik seksualundervisning i skolen, sagde læreren: »Hvis nogen rører ved jer på intime steder, så fortæl det til mig.« Jeg overvejede det. Men jeg ville ikke tage den risiko, det ville være at sige noget. Jeg tænkte, hvad hvis min mor, mine brødre forsvinder? Jeg fortalte det ikke til nogen.«

I skolen blev Mai ven med en af lærerne og overvejede igen at betro sig til hende.

»Men jeg gjorde det ikke. Jeg troede, der var noget galt med mig. Jeg ville ikke miste hende.«Det samme mønster gentog sig, da Mais forældre blev skilt, og familien langsomt gik i opløsning. Mai og hendes bror blev senere anbragt på et opholdssted.

»Jeg hadede opholdsstedet, men der var to voksne, som jeg knyttede mig til, som jeg var glad for. Men jeg sagde ikke noget. Jeg var bange for at miste dem. Jeg frygtede, at de ville se ned på mig.«

I 2008 kunne en af Mais brødre ikke tie stille længere. De var to brødre, der havde banket faren og blev meldt til politiet. På en lejrskole betroede den ene af brødrene sig til en pædagog. Han fortalte om de uhyrligheder, faren udsatte Mai og hendes søster for. Han skildrede ifølge sagens akter »lagner for vinduerne,« at de sov sammen under »et tæppe« i stuen, at faren kom »våd« ud fra badeværelset, når pigerne var i bad.

En pædagog fra drengenes skole tog affære. Tre gange i 2008 og 2009 skrev hun underretninger til Rebild Kommune.

»Vi beskrev, at alle tegnene på incest var der,« fortæller pædagogen Grete Horn-Jeppesen. »Man måtte ikke røre drengen. Han sad med en hætte over hovedet. Han ville ikke tale om sin familie.« Men kommunen tog hverken denne eller andre mistanker seriøst. Da Horn-Jeppesen ingen respons fik, anmeldte hun i juni 2009 anonymt sagen til politiet. Det opdagede hendes ledelse i 2010 og suspenderede hende for at bryde sin tavshedspligt.

»Jeg vil råbe det til hele verden: Kommunen svigter alle de børn,« siger hun. »Det gør så ondt at tænke på.« Familiens forhold til kommunen har føltes som en lang boksekamp.

»Vi kæmper med systemet konstant og hele tiden,« siger Mais mor.

Anny Winther (V), der var borgmester i Rebild, mens sagen kom for dagens lys, har erkendt kommunens totale svigt af børnene. Mens borgmesteren selv blev siddende, valgte kommunen at fyre tre ledende medarbejdere. I forbindelse med dommen over faren lagde borgmesteren stor vægt på, at kommunen skal gøre alt for at hjælpe børnene til at få et godt liv. Men Mai har stadig ikke været i et vellykket terapi- eller psykologforløb. Enten har psykologerne opgivet hende, eller hun har opgivet dem.

Kommunen arrangerede for fire år siden, at familien kunne mødes fire timer hver anden søndag under kommunal overvågning. Eftersom børnene var blevet fjernet fra moren, mødtes de i en børnehave, som kommunen stillede til rådighed. Familien holdt også jul i denne børnehave.

»Det var ren overvågning. Det var ikke særlig rart,« siger Mai.

Mais mor mødte Mais far på Vesterbro, da hun var 14 år gammel, og han var 24.

»Min bror introducerede mig til ham,« fortæller Mais mor. På det tidspunkt var Mais mor selv blevet seksuelt misbrugt. »Jeg blev misbrugt i to år af den ene mand og i tre år af den anden, fra jeg var 12-15 år. Begge mænd var venner af min familie,« fortæller moren.

Mais far kom fra en middelklassefamilie. Hans far havde et ledende job i bankverdenen. Parret blev gift, da Mais mor var 18 år.

»Der har været kærlighed på et tidspunkt,« siger hun: »Han var sød og rar i starten. Med de to første børn hjalp han meget.« Så gik det ned ad bakke.

»Jeg har da tænkt nogle gange, om jeg bare var en, han ville gemme sig bag og lave mange børn på.« Ægteskabet gled over i daglig, uhæmmet vold, og manden blev dybt alkoholiseret. Han drak ofte tre-fire sixpacks med dåseøl om dagen og røg flere pakker cigaretter. Han arbejdede sporadisk bl.a. som chauffør af handikapbusser, men var ellers på kontanthjælp. På et tidspunkt købte manden en kro, som var hans drøm, men gik efterfølgende konkurs med den omkring år 2000.

Familien flyttede konstant; i Mais levetid har de boet på 16 adresser på tværs af Jylland, blandt andet i Kongerslev, Terndrup, Skørping, Vildbjerg, Blenstrup, Fredericia, Arden og Hadsund. Rakkerlivet var ifølge Mai en bevidst strategi fra farens side for at undgå myndighedernes opmærksomhed:

»Når nogen kom for tæt på, så flyttede vi.«

Bag en anden dør i Mais erindring gemmer sig en stue med en brændeovn, det ene af tre værelser i et hus, hvor familien boede i Blenstrup. Det var et stort rum, en stue, man kom ind i fra køkkenet. Hjørnesofaen stod med ryggen til køkkenet, og når man lå i den, kunne man se hen på farens computer.

»Min far fik en af mine brødre til at sætte kroge op i loftet i stuen. Han satte hvidt snor op i dem og bandt mine ben fast. Så voldtog han mig, mens jeg hang fastspændt,« fortæller Mai. De gråblå øjne skælver et øjeblik. På én gang sårbare og stærke som stål.

»Det var i midten af tredje klasse. Jeg var ni år. Snoren gjorde ondt. Jeg var hundeangst. Jeg var allermest bange for, at mine brødre skulle opdage det. At de skulle synes, jeg var mærkelig eller ulækker.«

Det var ikke bare Mai, der blev misbrugt af sin far og af sine brødre. Han tiltvang sig også samleje med hendes søster og flere af sønnerne. Den ene af sønnerne blev voldtaget fra han var omkring fem år gammel. Omfanget af misbruget og den psykiske og fysiske terror gik først op for børnene og omgivelserne, da Mai i 2010 betroede sig til den plejefamilie, hun som 12-årig var blevet anbragt i.

En dag hentede Mais plejemor hende efter fodbold. Da de rullede ind i indkørslen ud for familiens stråtækte, lille hus, slukkede plejemoren for Skodaens motor og lænede sig tilbage i sædet.

»Der er noget, jeg skal tale med dig om, Mai,« sagde hun.

»Jeg tænkte, fuck, fuck, fuck. Min far havde truet med at dræbe min familie, mig, hvis jeg sagde noget. Jeg var tretten år. Jeg tænkte også, hvis jeg ikke siger noget, hvordan skal det så nogensinde få en ende? Jeg begyndte at græde. Jeg kunne ikke tale.«

Mai og plejemoren sad i bilen i to timer. Plejemorens første spørgsmål var:

»Har du nogensinde set din fars tissemand?«

»Jeg tænkte, fuck, hun ved det. Jeg så i et glimt for mig, hvordan min far hver gang, vi sagde farvel, tog mig om bag en dør og kyssede mig på munden. Jeg fik tit forkølelsessår. For han havde ofte forkølelsessår. Jeg nikkede ja til spørgsmålet. Hun fortsatte med flere spørgsmål: »Har du set hans tissemand stiv? Har den været oppe i dig?« Jeg græd. Jeg kunne ikke tale. Jeg nikkede eller rystede på hovedet, når hun spurgte. Til sidst sagde jeg: »Nu kan jeg ikke mere.« Jeg var ved at kaste op. Jeg løb ind i huset og op på mit værelse. Jeg lå under dynen. Jeg følte, at det var mig, der var noget galt med.«

Den næste dag blev faren arresteret i sit hjem i Nordjylland. Lavinen af episoder af incest, blodskam, pædofili og vold begyndte at rulle. Det tog lang tid, før de respektive søskende kunne forbinde hinandens flager af misbrug, rædsel og skam. To af Mais veninder var også blevet misbrugt. Faren fik i 2012 12 års fængsel.

»I lang tid troede jeg, at det kun var mig og nogle gange min søster, som min far misbrugte. Det var først, da sagen kørte, at jeg blev klar over, at mine brødre også var blevet voldtaget, nogle gange dagligt, i årevis,« fortæller Mai.

Der er mørket, og der er lyset. For ti måneder siden fik Mai en kæreste. Parret er stadig sammen og ses tit.

»Min kæreste forstår mig. Han kender min historie. Det tog lang tid for mig at åbne mig for ham. Men han var tålmodig. Han ventede på mig.«

Mai begyndte for to år siden på et gymnasium i Nordjylland. Det lyser ud af hendes skære hud, hvor videbegærlig og ivrig, hun er for at komme videre i livet. Hun vil gerne være politimand. Måske. Men mørket spænder ben. Episoder dukker op.

»På et tidspunkt boede vi på en gammel købmandsgård. Det var et stort hus med mange rum. Der var seks soveværelser ovenpå og to kældre. Der var et ekstra rum med en fryser nedenunder. Jeg husker, at min far anbragte mig ovenpå fryseren. Jeg havde en mørk kjole og stribede strømpebukser på. Noget af mit hår var sat op i en hestehale. Min far tog mine strømpebukser ned og havde samleje med mig. Jeg husker smerten. Jeg husker angsten, som hamrede i mig.«

Mai startede først på et gymnasium og gik der i et halvt år. Men hun trivedes ikke.

»De andre gik op i kliker, i dyre ting. Så kommer man der i sit ikke-dyre tøj. Jeg gik heller ikke op i makeup som de andre.« Mai har slet ikke noget makeup på. Øjnene funkler. Huden stråler hvidt og rent, og lyset skinner i hendes rødbrune, lange hår. Mai flyttede til et nyt gymnasium. Klassen var bedre. Men mørket var på sporet af hende. Rakte ud efter hende.

»Når jeg går i et butikscenter, giver lugten af øl mig flashbacks. Det er som en mavepumper. Lugten af øl og cigaretter får mig til at tænke på min far. På det han gjorde ved mig.«

Mai og hendes mor bad desperat om støtte til lektiehjælp, som var for dyrt for familien selv at finansiere. Men kommunen tøvede, og i januar meldte Mai sig ud af gymnasiet.

»Jeg kan ikke overskue det lige nu. Derfor bad jeg om hjælp. Der var en stor arbejdsbyrde. Jeg lå søvnløs over det. Nogle dage magter jeg ikke at stå op om morgenen eller at spise.« Mai fik en spiseforstyrrelse, der varede omkring et år, men nu går det bedre.

»Jeg føler en mæthed hele tiden, som om jeg lige har spist to store, fede burgere. Jeg vil gerne uddanne mig og skabe en fremtid. Men jeg har simpelthen ikke kræfterne til det lige nu. En af grundene til, at jeg nu står frem og fortæller min historie, er, at jeg gerne vil have folk til at forstå hvorfor.«

Da Mais mor gik fra faren i 2003, boede de på den gamle købmandsgård. Børnene blev delt op. Fem blev hos faren, blandt andre Mai. Fire flyttede med moren. Den ældste søn var allerede flyttet hjemmefra. Mai boede i tre år hos faren. I en periode boede de fire børn på et loftsrum. I en anden boede hun og en af brødrene med faren i en campingvogn. Faren gjorde alt for at vende børnene mod moren. Når de skulle besøge hende, foregav han ofte, de var syge, så besøget ikke blev til noget. Fra Mai var ti år, boede hun i knapt to år på et opholdssted. Da hun var 12, blev hun anbragt i en plejefamilie. Familien med det stråtækte hus, som til sidst fik hul igennem til hendes grusomme hemmelighed.

Havde moren mistanke om, at faren hele vejen igennem misbrugte børnene seksuelt, når de var hos ham?

»Nej,« svarer moren: »Det kom som en bombe for mig. Han låste døre. Han anbragte ting foran dem. Sådan var han jo bare. Tanken har selvfølgelig strejfet mig, om jeg har gjort noget galt. Om jeg kunne have gjort noget anderledes? Men det kunne jeg ikke. Min store bekymring er, at børnene ikke får den hjælp, de skal have.« Mais yngre søster er født med et handikap og er mentalt tilbagestående. Flere af brødrene er uden arbejde eller uddannelse og har i perioder ikke haft noget sted at bo. Moren arbejder som social- og sundhedshjælper, men har svært ved at få midlerne til at slå til.

Det var meningen, at familien skulle i familieterapi. En del drenge, der har været udsat for seksuelle overgreb og ikke får professionel hjælp, bliver ifølge eksperter selv krænkere. Men terapien er aldrig blevet til noget.

»Vi har presset på og presset på og presset på. Men det er strandet hos kommunen,« siger Mais mor.

Mai har derfor taget terapien mellem sig selv og sine brødre i egen hånd.

»Jeg tog fat i min bror, fordi jeg vidste, han havde det dårligt over det, der er sket mellem os. Jeg sagde til ham: »Det er ikke din skyld. Det er en syg mand, der gav dig de lyster.« Min bror svarede: »Men det var mig, der gjorde det.« Jeg gentog over for ham, at det var vores far, der proppede de lyster ind i ham.«

Mai håber, at hun aldrig ser sin far igen. Ærmet på hendes grå sweatshirt med teksten »Trouble is my Boyfriend« glider op, og en tatovering på Mais arm kommer til syne. Lyset glimter henover hendes hvide hud, hvor de tatoverede ord lyder: »Stay Strong« forbundet med pile.

»Det var en tatovering, jeg fik en dag, hvor jeg var sammen med min mor. Den er for mig et symbol på min familie, at vi har været stærke i så lang tid. At jeg har været stærk i så mange år. At jeg har overlevet.«

Der er mørke. Og der er lys.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.