PET bekræfter: Vi var allerede advaret om radikalisering af Omar El-Hussein

Allerede i september blev PET advaret af Kriminalforsorgen om, at den terrormistænkte Omar Abdel Hamid El-Hussein var radikaliseret. Men efterretningstjenesten "havde ikke grund til at tro," at han planlagde et terrorangreb.

Politiets Efterretningstjenste bekræfter nu, at man allerede i september blev underrettet om, at Omar Abdel Hamid El-Hussein var blevet radikaliseret i fængslet. Men meldingen om den 22-årige, der formodes at være gerningsmanden bag weekendens terrordrab i København, udløste ikke alarmberedskab hos PET.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som PET udsendte i formiddag.

»PET havde på baggrund af indberetningen fra Kriminalforsorgen ikke grund til at tro, at den nu afdøde 22-årige formodede gerningsmand planlagde angreb, ligesom PET i øvrigt forud for angrebene ikke havde efterretninger om, at den pågældende planlagde angreb,« skriver PET.

Omar Abdel Hamid El-Hussein blev fængslet i januar 2014 for knivstikkeri og blev ifølge Kriminalforsorgen radikaliseret under varetægtsfængslingen. I pressemeddelelsen bekræfter efterretningstjenesten, at man modtog indberetningen fra Kriminalforsorgen i september.

»Når PET modtager sådanne indberetninger, bliver der foretaget en konkret vurdering af oplysningernes karakter og indhold med henblik på at overveje, hvordan oplysningerne videre håndteres i PET samt karakteren af en eventuel opfølgning,« står der i pressemeddelelsen.

Ud over at man ikke havde grund til at tro, at den 22-årige planlagde et angreb, oplyser PET ikke om eller hvordan tjenesten fulgte op på advarslen.

Ordningen med indberetninger om radikaliserede indsatte har fungeret i to et halvt år og er et samarbejde mellem Kriminalforsorgen og Politiets Efterretningstjeneste.

PET oplyser, at ordningen indebærer, at Kriminalforsorgen indberetter oplysninger om indsatte, som er i risiko for radikalisering, til PET. Herefter kan efterretningstjenesten sammen med andre relevante myndigheder, herunder Kriminalforsorgen selv, »iværksætte relevante forebyggende tiltag,« skriver PET.

Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti, noterer sig, at PET har vurderet, at Omar Abdel Hamid El-Hussein ikke planlagde angreb.

»Jeg har stor tiltro til, at PET i et vist omfang er opmærksomme på de indberetninger, man modtager fra Kriminalforsorgen. Når Kriminalforsorgen gør opmærksom på en radikaliseret indsat, er det jo et rimeligt forlangende, at der bliver sat ind over for det. Der er jo tale om en indsat, der har ytret ønske om at tage til Syrien for at kæmpe,« siger han.

Peter Skaarup har forståelse for, at det på grund af ressourcer ikke er muligt eksempelvis at døgnovervåge en person, når der ikke er konkrete mistanker om angreb at bygge på.

»Men der må også være en mellemvej. En mulighed for at være i kontakt med en radikaliseret indsat efter løsladelse uden at der nødvendigvis er tale om fuld døgnovervågning. Politiet og PET har travlt i disse dage, men jeg er overbevist om, at der vil blive lagt oplysninger frem om hvad man rent faktisk har gjort i sagen ud over, at man ikke har haft grund til at tro, at vedkommende planlagde et angreb«.

Venstre og Enhedslisten opfordrer i Berlingske i dag også til en undersøgelse af forløbet. Men opfordringen er overflødig, da statsminister Helle Thorning-Schmidt allerede har lovet, at der vil blive redegjort for forløbet, når efterforskningen er afsluttet, siger Socialdemokraternes retsordfører Tine Bramsen til DR:
- Helle Thorning-Schmidt sagde meget klart på pressemødet i går, at vi kommer til at vende hver en sten i denne sag, når efterforskningen er færdig, og det gør vi selvfølgelig også, siger Trine Bramsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.