Den statsløse mand, som regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti strides om, blev uberettiget nægtet dansk statsborgerskab helt tilbage i 2004, erfarer Berlingske.
11. november 2011, 06:00
I mindst to tilfælde har Politiets Efterretningstjeneste (PET) i år advaret mod at give statsborgerskab til en statsløs, erfarer Berlingske.
Den person, som de seneste dage har trukket overskrifter i landets aviser, fordi vedkommende har ret til dansk statsborgerskab ifølge FNs konventioner, er ikke - som flere medlemmer af Folketingets Indfødsretsudvalg har antaget - den person, som Søren Pind (V) advarede imod, da han var integrationsminister. Der er tale om en ny og lignende sag.
Men det gør kun problemstillingen endnu mere presserende, mener Venstre:
»Det gør risikoen for langvarige konsekvenser større. Når PET advarer imod ikke bare én, men flere, der står til statsborgerskab, så øger det risikoen for den enkelte dansker,« siger Venstres retsordfører og medlem af indfødsretsudvalget, Karsten Lauritzen.
Det er uvist, hvor den første sag står, fordi sagerne vurderes under fortrolighed af PET og Folketingets Indfødsretsudvalg, men ifølge Berlingskes oplysninger omhandler den nye sag en 24-årig statsløs person, som ved en fejl fik uberettiget afslag på dansk statsborgerskab i 2004, fordi vedkommende havde en betinget dom på seks måneders fængsel.
Personen var dengang under 18 år og havde krav på statsborgerskab ifølge FNs Børnekonvention.
FN: Vi bestemmer
Emnet har været genstand for stor debat de seneste dage, fordi Venstre har opfordret regeringen til at bryde FN-konventionerne af hensyn til statens sikkerhed, hvilket er blevet afvist af regeringspartierne, de Konservative og Liberal Alliance.
Ifølge Socialdemokraternes indfødsretsordfører, Lennart Damsbo-Andersen, ændrer de nye oplysninger ikke på sagens substans:
»Når man er statsløs, så har man ingen til at tage vare på sig, og den situation er ikke ændret for borgerne. Jeg ved godt, der kan være terrorisme, men det har ikke noget med statsløshed at gøre,« siger han.
Tidligere integrationsminister Søren Pind (V) iværksatte på baggrund af den første sag en forespørgsel om fortolkning og anvendelse af konventionerne i andre lande og hos FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. I går fik Folketingets Indfødsretsudvalg så udleveret konklusionerne af forespørgslen, hvor UNHCR slår fast, at konventionerne skal overholdes, hvilket der ifølge papiret er »bred enighed om« i andre lande.
Formand for indfødsretsudvalget Christian Langballe (DF) er på linje med Venstre, og mener, at UNHCR med skrivelsen ligesom resten af Folketinget ser stort på rigets sikkerhed:
»Det gælder den almindelige tryghed i hverdagen, at man skal være sikker på, at der ikke er nogen, som tildeles statsborgerskab og efterfølgende begår en eller anden terrorhandling,« siger han.
Så I din vurdering står FNs konventioner under Politiets Efterretningstjeneste?
»Jamen, selvfølgelig skal PETs ord veje tungest. Jeg er ikke nogen ven af de konventioner, og jeg vil af med dem,« siger han. B

































