PET advarer om ekstremister blandt flygtninge

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste kan der være personer, der sympatiserer med militant islamisme, blandt de flygtninge og migranter, der i øjeblikket kommer til Danmark.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) følger nøje med i den aktuelle flygtningestrøm og gør opmærksom på, at den kan få betydning for trusselsbilledet i Danmark.

I en skriftlig kommentar til Berlingske påpeger PET, at et stort antal af de flygtninge og migranter, der i øjeblikket krydser de danske grænser, flygter fra militant islamistiske grupper og derfor som udgangspunkt »næppe« vil have sympati for militant islamisme.

Men efterretningstjenesten betoner, at der med den store flygtningestrøm kan snige sig personer ind i Danmark, som udgør en trussel mod landet.

»PET er dog opmærksom på, at der blandt flygtninge fra Syrien/Irak kan være personer, der sympatiserer med militant islamisme, og som kan tænkes at agere på opfordringerne i den militant islamistiske propaganda til at rette angreb mod lande, der deltager i den internationale koalition mod IS, herunder Danmark,« skriver PET.

Siden søndag er 3.200 flygtninge og migranter kommet til Danmark. Knap en femtedel - 668 - har søgt asyl, mens en stor del er rejst videre til Sverige. Der er også et ukendt antal, der fortsat opholder sig i Danmark uden at lade sig registrere.

Tidligere torsdag blev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde spurgt direkte til, om der er risiko for, at der er terrorister blandt de udlændinge, der opholder sig i Danmark.

Til det lød hans svar:

»Politiet har øje på situationen. Vi har i dag i detaljen gjort rede for den samlede myndighedsindsats, og jeg har fuld tillid til den måde, vores myndigheder håndterer den her situation på. Jeg er glad for at kunne sige, at det har partilederne også efter den drøftelse, vi har haft her i dag.«

I PETs skriftlige kommentar lægger efterretningstjenesten vægt på, at der også kan være trusler, som er rettet mod de flygtninge og migranter, der kommer til Danmark.

»Der er i vore nabolande set eksempler på angreb og trusler om vold mod flygtninge, indvandrere eller institutioner forbundet hermed, begået af personer, der modsætter sig den aktuelle tilstrømning af flygtninge. PET er opmærksom på, at en sådan udvikling også kan finde sted blandt personer med politisk-ekstremistiske synspunkter i Danmark,« lyder det fra PET.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.