Patienter pjækker fra 100.000 sygehusaftaler - i bare én region

Region Syddanmark går nu til kamp mod det store antal udeblivelser. Knap 100 patienter har som led i et forsøgsprojekt i Region Midtjylland fået en bøde på 250 kr. for ikke at møde op.

Masser af patienter udebliver fra ambulante behandlinger på landets sygehuse, hvilket koster millioner af kroner og spilder personalets tid. En ordning, hvor patienterne bliver mindet om deres aftale pr. SMS har vist sig som en succes, der nedbringer antallet af udebliverlser markant.
Masser af patienter udebliver fra ambulante behandlinger på landets sygehuse, hvilket koster millioner af kroner og spilder personalets tid. En ordning, hvor patienterne bliver mindet om deres aftale pr. SMS har vist sig som en succes, der nedbringer antallet af udebliverlser markant.

Mere end 100.000 gange om året må læger og sygeplejersker spejde forgæves efter patienter, som ikke dukker op til aftalte behandlinger og undersøgelser på sygehusene i Region Syddanmark.

Det fremgår af et ny opgørelse fra regionen, hvor patientpjækkeriet har udviklet sig til en så stor »økonomisk og planlægningsmæssig udfordring«, at man nu tager skridt til at nedbringe det store antal udeblivelser.

»Det er både en dårlig udnyttelse af ressourcerne og et irritationsmoment, når patienterne udebliver. Vi taler meget om at være effektive og få mere ud af pengene i sundhedsvæsenet, og hér er det noget at komme efter,« siger formanden for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S).

Ifølge et nyt skøn fra regionen udebliver patienterne i snit fra fire procent af de ambulante besøg, hvor patienter behandles uden at være indlagt. Og med samlet godt 2,6 mio. ambulante besøg på sygehusene i regionen om året, svarer det til, at patienterne bliver væk fra 104.000 aftaler uden at melde afbud, oplyser Poul-Erik Svendsen.

I et forsøg på at reducere problemet vil regionen nu gennemføre en kampagne for at få flere borgere til at tilmelde sig NemSMS-ordningen, der minder borgeren om aftaler med det offentlige. Det indebærer bl.a., at borgerne modtager SMSer som påmindelse i forbindelse med undersøgelser og behandling på sygehuse, hvilket ventes at være et godt redskab til at få andelen af udeblivelser til at falde.

I dag er det kun mellem hver fjerde og hver femte borger såvel i Region Sydddanmark som i landet som helhed, der er tilmeldt ordningen. Og erfaringer fra et pilotprojekt på en afdeling på Fredericia Sygehus har vist, at det er muligt næsten at halvere antallet af udeblivelser, hvis det lykkes at få markant flere patienter til at tilmelde sig NemSMS-ordningen, oplyser Poul-Erik Svendsen.

Problemet med udeblivelser er de senere år kommet til at fylde mere og mere på sygehusene og på den politiske dagsorden. Undersøgelser på enkelte afdelinger og enkelte sygehuse har således vist, at udeblivelserne nogle steder har et betydeligt omfang. Skiftende regeringer har derfor presset på for at få regionerne til at gå hårdere til værks og bruge en mulighed i lovgivningen for at indføre bøder til patienter, som udebliver fra aftaler i sundhedsvæsenet.

Det har der dog været betydelig modstand imod fra medarbejdere og politikkere i regionerne, som bl.a. frygter, at det især vil ramme patienter med sociale og psykiske problemer.

Trussel om gebyr virker

Region Midtjylland har som den eneste indvilliget i at deltage i et forsøgsprojekt, hvor man i en periode opkræver et gebyr på 250 kr. hos patienter, som udebliver fra aftaler på to udvalgte afdelinger – ortopædkirurgisk ambulatorium i Viborg og radiologisk afsnit i Silkeborg – og her tyder det på, at alene truslen om at kunne få en bøde kan have en positiv virkning.

På de to afdelinger får patienterne, sammen med deres indkaldelse til behandling, tilsendt et såkaldt gebyrbilag med oplysningen om, at de vil blive afkrævet et gebyr, hvis de bliver væk uden at melde afbud. Projektet har kørt i knap et år, og ifølge tal, Berlingske har indhentet hos administrationen i regionen, er der indtil videre knap 100 patienter, som er blevet præsenteret for et gebyrkrav efter at være udeblevet uden at melde afbud.

»Det er et relativt lille antal, og det er også, som vi havde ventet. Alene det, at vi har sat projektet i gang, har haft en effekt, fordi folk er blevet mere opmærksomme på, at det er vigtigt at overholde aftalerne. Det virker som om, de fleste opfører sig ansvarligt,« siger formand for hospitalsudvalget i regionen Anders Kühnau (S).

Det er kun hver tredje, der rent faktisk betaler gebyret. Det har udløst en del rykkere, men det ligger ikke i projektet, at man skal skride til inkasso.

I Region Syddanmark er der dog ikke planer om også at gå bødevejen.

»Nu prøver vi først den positive tilgang ved at minde patienterne om deres aftale på sygehuse,« siger Poul-Erik Svendsen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.