På vagt for de syge og de bange

Henrik Larsen har en af frontposterne i den udskældte nye akutordning i Region Hovedstaden. Som kørende lægevagt skal han sørge for at hjælpe og skabe tryghed hos især syge, hjemmeboende ældre.

»Du er ikke dårlig nok til at komme på hospitalet. Men du skal selvfølgelig have noget penicillin,« forklarer akutlægen Henrik Larsen til en ældre kvinde, der lider af vejrtrækningsproblemer.
»Du er ikke dårlig nok til at komme på hospitalet. Men du skal selvfølgelig have noget penicillin,« forklarer akutlægen Henrik Larsen til en ældre kvinde, der lider af vejrtrækningsproblemer.

»Min far har smerter og er lidt fra snøvsen. Han har fået helvedesild og kan ikke synke, så han kan hverken drikke eller spise. Han kan heller ikke tage sin medicin og virker konfus.«

En bekymret datter sætter med få, præcise sætninger læge Henrik Larsen ind i problemerne for den ældre mand i lejligheden på 2. sal på Østerbro i København. Efter en undersøgelse af halsen og et par opfølgende spørgsmål står det hurtigt klart, hvad der skal ske:

»Beslutningen er ret oplagt, desværre. Han skal indlægges. Der er brug for intravenøs behandling, så han kan få væske, føde og medicin. Behandlingen skal under kontrol. Der kommer en ambulance om lidt,« konstaterer Henrik Larsen.

Det er den første patient på vagten for Henrik Larsen, der denne aften er på job som kørende lægevagt. Dermed besætter han en af frontposterne i akutland, hvor han frem til midnat bliver sendt rundt i Storkøbenhavn og Nordsjælland til borgere som har ringet ind til akuttelefonen 1813 for at få hjælp.

Mange af dem er ældre mennesker, som ikke har mulighed for selv at tage hen til skadestuen. Nogle sidder helt alene, andre har pårørende omkring sig. Fælles for dem er, at de er syge. De har ondt og er bange.

»Min rolle er at afdække det behov, de har for behandling. Men det handler også meget om at skabe tryghed. Jeg skal kunne kommunikere med folk, så de forstår, hvad det drejer sig om og bliver beroligede,« fortæller Henrik Larsen.

I centrum af stormen

Henrik Larsen er en af de læger, som sidder i centrum af den storm, der omgiver den nye akutordning i Region Hovedstaden. Fra 1. januar er den selvstændige lægevagt, som blev drevet af de praktiserende læger, ophørt, og funktionen er blevet lagt ind under skadestuesystemet.

Det indebærer, at alle med akut, ikke-livstruende sygdom nu først skal ringe til 1813 for at få at vide, hvad de skal stille op. Om de skal tage hen på en akutmodtagelse på hospitalet, om de selv kan klare sig med gode råd i telefonen – eller om de har brug for at få besøg derhjemme af den kørende lægevagt.

De første dag har der været massivt pres på telefonerne, og i perioder har der været meget lange ventetider, hvilket har udløst en massiv kritik. Nogle har ventet halve og hele timer, andre er slet ikke kommet igennem.

Henrik Larsen sad selv ved telefonen de første dage. For nok er det sygeplejersker, som først tager imod opkaldet, men der er også læger på vagt, som kan inddrages, hvis det er nødvendigt. Ca. 10-15 pct. af opkaldene stilles videre til en læge

»Starten var ret hektisk. Mange syntes, at ventetiden var problematisk, og nogen havde prøvet at ryge af linjen, når de blev stillet om. Men min oplevelse var også, at folk viste stor forståelse og var glade for de råd og den vejledning, vi kunne give dem. Men efterfølgende er der faldet mere ro på, og jeg har også været ude for, at der i perioder slet ikke kom nogen opkald.«

Bare det ikke er tarmslyng

I aften har Henrik Larsen sin første kørende vagt i det nye set-up. Han er speciallæge i intern medicin og arbejder til daglig på et afsnit for palliativ behandling på kræftafdelingen på Rigshospitalet.

Men Henrik Larsen har også tidligere arbejdet som praktiserende læge i Norge og har i over ti år haft et bijob i den gamle lægevagt med at tage imod telefonopkald og tage ud på sygebesøg. Hans forventning er således, at han i det nye system i vid udstrækning kommer til at lave det samme arbejde, som han udførte før årsskiftet.

Det kommer til at holde stik. Næste opgave, der med en kortfattet beskrivelse fra 1813-sygeplejersken tikker ind på computeren i lægevagtstaxaen, er en klassisk udfordring for en lægevagt. Den vedrører Gudrun, der bor på et plejehjem på Østerbro og har stærke smerter i maven.

Hun har prøvet at tage smertestillende piller. Men de har ikke hjulpet, og nu er hun og personalet blevet bekymrede for, om det kan være noget alvorligt, måske tarmslyng. Personalet har spurgt hende, hvor ondt hun har på en skala fra ét til ti – svaret var ni.

Henrik Larsen kan dog hurtigt berolige hende. Det er ikke alvorligt, men en følge af en operation som hun gennemgik i sine yngre dage, og som fra tid til anden har resulteret i mavesmerter.

Han sætter dosis i vejret på de smertestillende præparater, hun tager, og opfordrer hende til at være opmærksom på at få drukket noget mere væske for at holde gang i maven.

»Det er ikke tarmslyng. God bedring, Gudrun.«

Lægerne er blevet ramt på fagligheden

Henrik Larsen er godt bekendt med de ophedede diskussioner, der har været blandt hans lægekolleger i kølvandet på den nye akut-ordning. Især de praktiserende læger har været meget kritiske og frustrerede over at blive vraget til at drive lægevagtsordningen.

Det har ramt dem hårdt på den faglige stolthed, at det nu er sygeplejersker, som står for de første vurderinger i telefonen. Noget som lægerne synes er deres kernekompetence, og som de mener, at de er langt bedre kvalificerede til.

Modargumentet har været, at sygeplejersker i forvejen bemander 112-telefonerne for opkald vedrørende livstruende sygdom og skader, og at de i årevis stod for visitationen til skadestuerne i Aarhus-området.

Det er også er sygeplejersker, som tager imod, når syge kommer ind på skadestuerne, og desuden er det også ofte sygeplejersker, som tager telefonen, når folk ringer til deres egen praktiserende læge.

Men realiteten er, at mange af de praktiserende læger har afvist at følge med over i den nye ordning. Det har derfor knebet med at skaffe læger nok til at dække vagterne, dels til at tage telefonerne, dels til at køre ud til de syge.

De første dage med det nye system har ventetiden på at komme igennem til en læge på 1813 været længere end ventetiden på at komme igennem til en sygeplejerske. Der måles ikke på ventetiden på hjemmebesøg, men vurderingen er, at den hidtil har været på et acceptabelt niveau.

Cirka fem procent af de patienter, som bliver håndteret via 1813, får en læge ud på sygebesøg i deres eget hjem, og tre til fem læger – afhængig af hvor travlt der er – er afsat til at stå for kørevagterne mellem 16 og 24. Fra midnat og frem til klokken otte er bemandingen mindre.

Ændrer ikke en tøddel

For Henrik Larsen er sagen klar. Han har over hovedet ingen faglige bekymringer ved at arbejde i det nye system. Han er overbevist om, at sygeplejersker godt kan håndtere opgaven, og at »de, der har brug for hjælp, nok skal få det«.

»Der kan være nogle økonomiske og ressourcemæssige konsekvenser. Læger vil nok være hurtigere til at vurdere og visitere telefonhenvendelser. Men de koster også mere, så den del af det er svær at gennemskue. Men fagligt er jeg tryg ved det nye system, og jeg tror ikke, at det kommer til at ændre en tøddel ved de opgaver, jeg har som kørende lægevagt,« siger Henrik Larsen.

Han ser sådan på det, at han har haft et »glimrende bijob« som lægevagt i en årrække – og det forventer han også, at han vil have i årene fremover med den nye ordning.

Hans egen økonomiske gevinst ved bijobbet forventer han vil gå lige op. I det gamle system var han honorarlønnet efter, hvor mange patienter han kunne nå at behandle. I det nye system er han timelønnet. Det kan måske betyde, at han tjener lidt mindre i de måneder, typisk om vinteren, hvor der er meget at lave.

»Til gengæld får jeg så mere ud af det om sommeren, hvor der ikke er så mange opgaver,« siger han.

Imens er taxaen på vej ud ad Roskildevej med kurs mod en ældrebolig i Rødovre. Her venter en kvinde med »rygerlunger«. I telefonen til 1813 har hun klaget over, at hun har feber og besvær med at trække vejret.

Da Henrik Larsen træder ind ad døren, er hun ved nogenlunde mod. Hun fortæller, at hun er stillet i udsigt, at hun kan komme på aflastning på et plejehjem.

»Bare jeg kommer afsted,« siger hun.

Lægen kan godt se, at der er sket en forværring af hendes tilstand.

»Du er ikke dårlig nok til at komme på hospitalet. Men du skal selvfølgelig have noget penicillin,« forklarer Henrik Larsen beroligende.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.