Omstridt imam-møde kræves kulegravet

Socialdemokraterne, Enhedslisten og Dansk Folkeparti kræver en undersøgelse af, om der er brugt kommunale penge til aftenens arrangementet, hvor en omstridt amerikansk imam skal tale Nørrebros unge væk fra bandekrigen. DF langer hårdt ud efter Klaus Bondam i sagen.

Det vækker opsigt, at Khalid Yasin, der er kendt for bl.a. at tordne mod homoseksuelle, skal tale til unge på Nørrebro.
Det vækker opsigt, at Khalid Yasin, der er kendt for bl.a. at tordne mod homoseksuelle, skal tale til unge på Nørrebro.
Socialdemokraterne på Københavns Rådhus tager skarpt afstand fra holdningerne hos den amerikanske imam Sheikh Khalid Yasin, der i aften skal tale for Nørrebros unge muslimer ved et arrangement i Korsgadehallen.

Ifølge invitationen er arrangementet rettet mod de unge omkring Blågaards Plads i et forsøg på at forebygge, at de slutter sig til områdets bander. Og forebyggelsen går gennem et foredrag med Khalid Yasin, der tidligere har argumenteret for dødsstraf til homoseksuelle, kaldt kvinders ligestilling for en vrangforestilling, og beskrevet både 11. september-angrebene og AIDS-virussen som amerikanske konspirationer.

»Helt i hegnet«



Det vækker kritik fra Socialdemokraterne:

- Den her imams holdninger er helt klart noget, som Københavns Kommune tager afstand fra. Det virker helt i hegnet, at en person med den slags holdninger skal virke som et forbillede for de unge mennesker, og vi ønsker på ingen måde at støtte den slags, siger Mette Reissmann, politisk ordfører for S på Rådhuset.

Også Jaleh Tavakoli, medlem af Københavns borgerrepræsentation for Enhedslisten, tager skarp afstand fra Viden om Islams arrangement med den rabiate amerikanske Sheik Khalid Yasin i Korsgadehallen på Nørrebro.

- Det er en god idé at forsøge at få unge på Nørrebro væk fra banderne. Men et arrangement med en person med ekstreme holdninger om homoseksuelle og kvinder er bestemt ikke nogen god løsning, siger Jaleh Tavakoli.

Dansk Folkepartis Finn Rudaizky tager også skarpt afstand fra mødet. Han kræver handling fra Københavns integrationsborgmester Klaus Bondam (R), der i går ikke ønskede at kommentere sagen om den omstridte imams besøg på Nørrebro:

- Det er helt og aldeles hen i vejret, når den i forvejen kontroversielle tidligere færdregruppeleder, Khalid Alsubei, som Københavns Kommune tidligere har følt sig nødsaget til at stoppe samarbejdet med, bliver sat til at hyre en homohadende amerikansk imam, som taler imod ligestilling og for dødsstraf for homoseksualitet. Det må straks stoppe, og jeg vil derfor forlange, at integrationsborgmester Klaus Bondam(R) indstiller al støtte til projekt Nørrebronx, når dette så åbenlyst misbruges til at fremme radikalisering af unge mennesker, som ellers skulle hjælpes ud af bandemiljøet, siger Finn Rudaizky.

Offentligt støttet forening


Mødet med Khalid Yasin, hvor ca. 200 unge muslimer allerede har tilmeldt sig, er arrangeret af Viden Om Islam (VIOMIS), der oplyser unge muslimer om islam på gadeplan.

En af frontfigurerne i VIOMIS er Khalid Alsubeihi, der samtidig er formand for forening Nørrebronx, der arrangerer ungdomsklub og sportsaktiviteter for unge på Nørrebro. Nørrebronx får i år 1,2 mio. kr. i offentlig støtte fra Københavns Kommune, og Nørrebronx holder til i Rantzausgade 23D – samme adresse som VIOMIS.

Finansiering skal undersøges



På Korsgadehallens hjemmeside og i den invitation, som Khalid Alsubeihi har sendt ud om aftenens arrangement, står Nørrebronx og VIOMIS som fælles afsendere og arrangører af mødet med Khalid Yasin. Og Korsgadehallen oplyser, at aftenens arrangement er booket af Nørrebronx. Socialdemokraterne vil nu have undersøgt, om aftenens arrangement er medfinansieret af kommunale støttekroner:

- Vi har støttet Nørrebronx i dets arbejde med at holde de unge væk fra kriminalitet, og vi har støttet det i form af midler til driften. Det er klart, at disse midler ikke skal gå til at støtte arrangementer med en amerikansk imam med den slags kontroversielle holdninger. Derfor vil jeg bede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at undersøge, hvilken rolle Nørrebronx har spillet ved dette arrangement, hvor det jo umiddelbart står som medarrangør, siger Mette Reissmann, der allerede i dag vil kontakte forvaltningen om sagen.

Beklager kasket-sammenblanding



Khalid Alsubehi forsikrer over for Berlingske Tidende, at Nørrebronx penge ikke går til arrangementet i aften, men han erkender og beklager, at han har blandet sine kasketter sammen i invitationen til imam-mødet.

Både S og Enhedslisten vil dog stadig have sagen undersøgt:

- Det er træls, at tingene bliver blandet sammen på den måde, og vi skal fra kommunens side ikke på nogen måde støtte op om den slags arrangementer. Det har aldrig været meningen med vores støtte til Nørrebronx at stedet skulle stå som afsender på invitationer til arrangementer som dette. Det må undersøges, siger Mette Reissmann
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.