Offentligt ansatte skal kunne tåle mere vold

Erstatningsnævnet under Justitsministeriet får kritik fra fagforeninger og advokater med speciale i arbejdsskadesager på grund af forskelsbehandling af vold mod offentligt ansatte og øvrige voldsofre.

Det er ikke nødvendigvis vold, hvis en offentligt ansat får en skalle i forbindelse med sit arbejde, som det er tilfældet, når en person får en skalle i nattelivet eller i andre henseender. Det skriver avisen.dk, der har fået aktindsigt i en række sager, som er blevet behandlet af Erstatningsnævnet under Justitsministeriet.

Konklusionen er, at vold mod offentligt ansatte takseres ikke på lige fod med vold mod andre.

- Det er dybt uretfærdigt, at de, der investerer sig selv i arbejdet med mennesker - hvilket slider på fysik og psyke - er ringere stillet end andre. Det er en nedgørelse af dem, der tager sig af vores ældre, som ikke hører hjemme i et velfærdssamfund. Vi burde i stedet være taknemmelige for deres arbejdsindsats, siger Dennis Kristensen, formand i FOA, til avisen.dk.

Også Socialpædagogernes Landsforbund er forundret over afgørelserne og kritiserer Erstatningsnævnet for forskelsbehandling.

- Vi vil ikke acceptere, at det er en påregnelig risiko for vores medlemmer at blive pandet ned på jobbet, siger Benny Andersen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund, til avisen.dk.

I en konkret sag fra Bornholm, hvor en social- og sundhedsassistent fik en skalle af »en psykotisk, udadreagerende beboer« på et plejehjem, blev hændelsen ikke takseret som vold på trods af efterfølgende angst og deprimeret tilstand hos offeret. I afgørelsen fra Erstatningsnævnet lyder det:

»Nævnet har i den forbindelse taget hensyn til, at arbejde i plejesektoren typisk involverer mere fysisk kontakt med personer end arbejde i andre brancher.«

Men formanden for socialpædagogerne finder nævnets afgørelse mærkværdig, når den henviser til »fysisk kontakt«.

- På den måde legitimerer nævnet jo, at vold er en del af jobbeskrivelsen, siger Benny Andersen.

Erstatningsnævnet afviser imidlertid kritikken.

- Nu ville det jo være mærkeligt, hvis de offentligt ansattes fagforeninger sagde, at vi var alt for lempelige og alt for flinke til at give erstatning, siger landsdommer Michael Lerche, formand for Erstatningsnævnet, til avisen,dk.

Man kan som offentligt ansat ifølge avisen.dk ikke klage til andre myndigheder over en afgørelse i nævnet, men man kan indbringe sagen for Folketingets Ombudsmand.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.