Udlicitering i Forsvaret skal ikke gennemføres for enhver pris, men kun hvis det kan betale sig, fastslår forsvarsminister Gitte Lillelund Bech. Dermed undsiger hun chefen for Forsvarets Materieltjeneste, der vil udlicitere uanset om Forsvarets eget personale kan udføre opgaverne billigere.
12. marts 2010, 12:39
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech udveksler i dag sit første sværdslag med en af Forsvarets ledende officer. Det er chefen for Forsvarets Materieltjeneste, generalløjtnant Per Ludvigsen, der nu må indkassere en begmand med klar besked på, at udlicitering kun skal gennemføres, hvis der er en økonomisk gevinst ved at gennemføre det.
Gitte Lillelund Bechs melding kommer efter omtale i Weekendavisen i dag af et mødereferat fra samarbejdsudvalget i Forsvarets Materieltjeneste den 5. februar om udlicitering: "Formanden (Per Ludvigsen, red) tilføjede, at det ikke er et kriterium, at der skal være en økonomisk gevinst", hedder det. Ifølge referatet fastslår Per Ludvigsen også, at "der ikke bliver mulighed for kontrolbud".
Men sådan kommer det altså ikke til foregå.
- Jeg er bestemt ikke tilhænger af udlicitering for enhver pris. Men hvis der er et økonomisk rationale i det, så skal vi udnytte det for at optimere forsvaret og få økonomien i balance, siger hun.
Gitte Lillelund Bech har talt med forsvarschef Knud Bartels om sagen, og "han er helt enig", siger hun.
- Det irriterer mig, at der bliver skrevet sådan i samarbejdsudvalgsreferater. Det kan godt være, der skal udliciteres, men det er ikke det samme som at det skal ske for enhver pris, siger hun.
Generalløjtnant Per Ludvigsen ønsker ikke at kommentere ministerens udtalelser.
Efter Berlingske Tidendes oplysninger har Forsvarskommandoen planlagt at udlicitere driften af forsvarets kaserner og andre institutioner på Sjælland i løbet af i år, mens driften af forsvarets etablissementer i Jylland skal følge året efter. Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, har tidligere givet udtryk for tvivl om der er ret meget at hente gennem udlicitering.
































