Nordea har droppet hash-handlernes favorit

Vekselkontorer får ikke længere 500 euro-sedler fra storbank. Sedlerne bruges ofte til hvidvask.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Næsten dagligt rullede pengetransporter fra Nordea op foran et lille vekselkontor i København, som fik leveret stakkevis af 500 euro-sedler.

Uni Travel & Exchange på Nørrebrogade havde bestilt valutaen for at betjene kunderne, hvoraf mange var beskæftiget med kriminalitet, fastslog Københavns Byret for nylig.

Men storbanken har besluttet at sætte en stopper for trafikken, oplyser bankens senior pressekonsulent i en mail til Ritzau. Og det skyldes mistanken om ulovligheder.

- I forbindelse med den løbende vurdering af vores værditilbud besluttede vi i 2014 at afvikle køb og salg af 500 euro-sedler, skriver Laurits Harmer Lassen.

- Det skyldes blandt andet, at eksterne kilder har indikeret, at 500 euro-sedler i mange tilfælde blev brugt til ikke-legitime formål. Derudover oplevede vi, at efterspørgslen efter disse sedler som rejsevaluta var yderst begrænset, oplyser pressekonsulenten.

I alt leverede Nordea i løbet af næsten tre år ikke mindre end 178.050 af de særlige euro-sedler til vekselkontoret.

I byrettens dom er det fastslået, at Uni Travel & Exchange deltog i hæleri eller forsøg på det for 184 millioner kroner. Imidlertid er dommen blevet anket til landsretten.

Netop 500 euro-sedlen er blevet en så stor favorit hos hashhandlere og andre kriminelle, at Den Europæiske Centralbank overvejer at droppe den, kom det frem for nylig.

Men den særlige vare har også været på hylderne i et andet vekselkontor, som fredag er tiltalt i en ny straffesag i Københavns Byret.

Hyppige omvekslinger til blandt andet 500 euro-sedler var reelt en service for personer, der har brug for at få hvidvasket fortjeneste fra lovovertrædelser, hævder Bagmandspolitiet.

I alt er der i dette kontor begået hæleri for 28 millioner kroner, lyder påstanden. Men kontoret og to direktører nægter sig skyldige. Efter 14 retsmøder ventes dommen afsagt i juni.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.