»Nogle gange virker det, som om der nærmest er en politisk uvilje mod at vide, hvad der foregår«

Moskémiljøet i Danmark blev sidst belyst for ti år siden.

Moskeerne, som indgår i første afsnit af TV 2s programserie »Moskeerne bag sløret«, tilhører en lille gruppe med karismatiske imamer, der praktiserer en konservativ fortolkning af muslimernes hellige tekster. På den måde bliver seerne præsenteret for »det værste af det værste«, som Niels Valdemar Vinding udtrykker det. Men de fleste moskeer er, som hans kollega Brian Arly Jacobsen udtrykker det, nemlig »totalt ukontroversielle og lige så kedelige som at gå til en almindelig folkekirkelig gudstjeneste«. Arkivfoto: Ali Jarekji / Reuters
Moskeerne, som indgår i første afsnit af TV 2s programserie »Moskeerne bag sløret«, tilhører en lille gruppe med karismatiske imamer, der praktiserer en konservativ fortolkning af muslimernes hellige tekster. På den måde bliver seerne præsenteret for »det værste af det værste«, som Niels Valdemar Vinding udtrykker det. Men de fleste moskeer er, som hans kollega Brian Arly Jacobsen udtrykker det, nemlig »totalt ukontroversielle og lige så kedelige som at gå til en almindelig folkekirkelig gudstjeneste«. Arkivfoto: Ali Jarekji / Reuters

I 2006 kortlagde en religionsforsker forholdene i de omkring 115 moskeer, der dengang fandtes i Danmark. Hun beskrev udførligt, hvem der kom i moskeerne, hvordan bedehusene var organiserede, og hvad de blev brugt til.

Siden er der ikke lavet egentlige kortlægninger på området.

Spørger man Integrationsministeriet til deres viden om det danske moskémiljø, henviser det til den ti år gamle rapport. Ministeriet ligger ikke inde med nyere viden, bekræfter en kommunikationsmedarbejder i en mail til Berlingske.

I Kirkeministeriet, der er ansvarlig for trossamfund, lyder budskabet ligeledes, at man hverken tæller moskeer eller muslimer.

»Der er en helt enorm disproportion mellem den offentlige interesse for moskeer og den viden, vi har på området,« siger Niels Valdemar Vinding, der er adjunkt ved Københavns Universitet og forsker i imamer i den vestlige verden.

Det har været på tale at opdatere kortlægningen af moskeerne fra 2006 – ifølge forskerne er det rette antal i dag nærmere 140, og både Niels Valdemar Vinding og kollegaerne fra religionssociologi og tværkulturelle studier på landets universiteter forsker kontinuerligt i de muslimske miljøer.

»Men nogle gange virker det, som om der nærmest er en politisk uvilje mod at vide, hvad der foregår. Der er i hvert fald et vidensbehov, som slet ikke legitimerer de bombastiske udmeldinger og drakoniske (overdrevent strenge, red.) værktøjer, som politikerne uden videre truer med at bringe på banen,« mener Niels Valdemar Vinding.

De danske moskeer er igen kommet i fokus, efter at TV 2 med skjulte optagelser har besøgt en række muslimske bedehuse i forbindelse med dokumentarserien »Moskeerne bag sløret«. I det første afsnit forklarer en imam fra Grimhøjmoskeen i Aarhus sine tilhørere, hvornår man bør slå sine børn, at kvinder ikke må arbejde sammen med mænd, og hvordan en utro kvinde må stenes ihjel.

Programmet har bl.a. fået integrationsminister Inger Støjberg (V) til at udtale, at hun ønsker moskeen »jævnet med jorden«.

Den slags reaktioner illustrerer udfordringen ved den fragmenterede og punktvise viden på området, mener Helle Lykke Nielsen, der er lektor i mellemøststudier ved Syddansk Universitet.

»Grimhøjmoskeen bliver gjort til prototypen, fordi den bliver hevet frem i debatten, men det er langtfra et korrekt billede. Når der ikke er en solidt forankret viden på området, bliver det en arena for alle mulige gætterier, og en brik i hele det polariserede spil, som der også er omkring moskeerne,« siger hun.

Kedelige som kirker

Moskeerne, som indgår i første afsnit af TV 2s programserie, tilhører en lille gruppe med karismatiske imamer, der praktiserer en konservativ fortolkning af muslimernes hellige tekster. På den måde bliver seerne præsenteret for »det værste af det værste«, som Niels Valdemar Vinding udtrykker det.

»Spørgsmålet om, hvorvidt moskeer modvirker eller medvirker integration, er helt reelt, men udvælgelsen er ekstrem fordomsfuld. Når man tager til Grimhøj, ved man, hvad man får. Men det er kun en håndfuld steder, de siger sådan noget, og meget af det har vi hørt før. Det kan være helt reelt at dokumentere, men jeg synes, de pakker kortene meget forudsigeligt,« siger religionsforskeren.

De fleste moskeer er, som hans kollega Brian Arly Jacobsen udtrykker det, nemlig »totalt ukontroversielle og lige så kedelige som at gå til en almindelig folkekirkelig gudstjeneste«.

Han ved det, fordi han som lektor i religionssociologi ved Københavns Universitet har siddet med ved et utal af fredagsprædikener i både de bosniske moskeer og i de tyrkiske, hvis imamer er ansat af det tyrkiske religionsministerium, der lægger vægt på en sekulær tradition.

»Som religionsforskere er vi godt klar over, at der foregår mange paradoksale ting i visse ekstreme religiøse fællesskaber. Der er også ekstreme kristne miljøer, hvor der foregår en høj grad af social kontrol, som vi ved eksisterer, men har vænnet os til at tolerere. Men når det handler om islam, er den generelle viden så lille, at det får en selvforstærkende effekt. Man tror, at de kontroversielle moskeer er retvisende for muslimer i Danmark, hvilket de naturligvis ikke er,« siger Brian Arly Jacobsen.

Hvor mange går i moské?

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, mener, at det muslimske miljø generelt er godt nok belyst, men siger alligevel, det er tid til at genopfriske vores viden.

»Ti år er lang tid inden for et så centralt og aktuelt emne,« siger han.

Der er eksempelvis heller ingen viden om, hvilken betydning tilhørerne egentlig tillægger det, imamerne siger i moskeerne – om muslimerne f.eks. lytter til de råd om børneopdragelse og ligestilling, imamerne kommer med.

Den eneste undersøgelse på området viser, at kun 11 pct. af de adspurgte muslimer i en spørgeskemaundersøgelse bruger imamer til rådgivning i private spørgsmål. Men også den er tilbage fra 2006. Det samme er undersøgelsen, der viser, at det kun er mellem 20 og 30 pct. af de danske muslimer, som jævnligt går i moské.

At mange kvinder i nogle etniske miljøer er arbejdsløse, eller at fædre i nogle hjem slår deres børn – som bruges som eksempler på fejlslagen integration – behøver altså ikke at skyldes påvirkning fra moskeerne. Det kan i lige så grad bunde i kultur fra hjemlandet, traditioner eller lavt uddannelsesniveau.siger forskerne.

I det hele taget peger de på, at det næppe er moskeerne, man skal vende blikket imod, hvis man vil finde roden til den sociale kontrol, som modvirker integrationen i visse befolkningsgrupper. Den udøves i højere grad i familien, i boligkvarteret eller private venskabsnetværk.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.