Politiet har forladt Nørreport, og bilisterne ser stort på afspærringen.
12. december 2011, 14:55
Afspærringen er brudt sammen, og mandag eftermiddag tøffer bilisterne forbi Nørreport Station i København stort set, som de plejer.
Det er status efter godt og vel ni timer med forbud mod gennemkørende trafik ved Danmarks travleste station.
- De må have opgivet kørselsforbuddet omkring Nørreport, for her er helt tilstoppet af ganske almindelige civile bilister. Og hvis der kun er tale om ærindekørsel, så har ret mange almindelige bilister et ærinde omkring stationen lige nu, fortæller Berlingskes reporter på stedet.
Grafik: Se Nørreports forvandling
Vagthavende hos Københavns Politi, Arne Aabech, bekræfter, at situationen er en smule kaotisk. Politiet er nemlig ikke længere til stede ved Nørreport:
- Vi er ikke derude i øjeblikket. Vi har forsøgt at ændre på noget skiltning for at vise, at bilisterne ikke må køre derind, men vi har ikke længere folk på stedet, fortæller Arne Aabech.
Afspærret frem til 2014
På grund af en omfattende renovering af Nørreport Station vil Nørre Voldgade kun være åben for busser og cyklister frem til foråret 2014. Men noget tyder på, at politi og kommune får sit hyr med at holde bilisterne ude af spærrezonen.
Tidligere i dag skabte de påtrængende bilister lange buskøer, som strakte sig hele vejen ned ad Nørre Voldgade. Det fortæller trafikingeniør Anders Kreutzfeldt fra Københavns Kommunes Center for Trafik.
- Nogle biler kørte ulovligt ind, hvor de ikke måtte, og så var der ikke plads til busserne. Det var det, der skabte buskøerne, siger han.
Kommunens teknikere har dog været på stedet det meste af dagen for at forsøge at få bustrafikken til at glide. Et nedbrud på lyssignalerne gjorde ikke opgaven nemmere.
- I løbet af dagen har vi foretaget nogle ændringer af lyssignalgerne i ti kryds omkring Nørreport. Det skulle gerne dæmme op for problemet med køer, siger Anders Kreutzfeldt.
Politiet er parat til at hjælpe til ved Nørreport igen i morgen:
- Der kører flere biler derind, kan jeg se. Det er nok et udtryk for frustation. Hvis der bliver kaos igen i morgen, så følger op, lyder det fra politiet.

































