Nervøse bander rammer tilfældige

Bandemedlemmer er nervøse og »optændte af had« og derfor hurtigere til at trykke på aftrækkeren. Det kan forklare, at skyderier i hovedstaden nu også går ud over sagesløse, mener politiet.

Flere sagesløse borgere er i den forgangne uge blevet forvekslet med bandemedlemmer og beskudt. Politiet tager udviklingen meget alvorligt. Arkivfoto fra et skyderi i Skovlunde, hvor en ung mand blev ramt af to skud 18. februar.
Flere sagesløse borgere er i den forgangne uge blevet forvekslet med bandemedlemmer og beskudt. Politiet tager udviklingen meget alvorligt. Arkivfoto fra et skyderi i Skovlunde, hvor en ung mand blev ramt af to skud 18. februar.

En tilfældig familiefar, en hundelufter og en 17-årig dreng blev i denne uge de seneste sagesløse ofre i den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet - en konflikt, som har kostet mindst to personer livet og såret adskillige siden begyndelsen af januar.

Ifølge politiinspektør Michael Ask, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), er det blevet mere tilfældigt, hvem banderne vælger at skyde på i deres konstante forsøg på at skræmme hinanden:

»I øjeblikket er bandemedlemmerne meget nervøse og samtidig optændt af had til modparten. Det vil sige, at de kører rundt og mere eller mindre leder efter folk, som de tror tilhører en anden gruppering. Det er årsagen til, at vi ser drive by-skyderier i øjeblikket, hvor tilfældige personer bliver beskudt.«

Det er vel noget, I ser meget alvorligt på?

»Det er det bestemt. Det er dybt bekymrende. Når banderne så hurtigt er i stand til skaffe sig våben, og når de handler så impulsivt og tilfældigt, som de gør, bliver det rigtig svært for os at forudsige deres næste træk. Der ser ikke ud til at være nogen særlig planlægning bag dette her,« siger Michael Ask.

Få overblikket: Bandekonflikten skud for skud

Mandag lagde københavnsområdet asfalt til hele tre skudepisoder, og alene i marts har der været mindst 14 skyderier.

Politiet ved af erfaring, at banderne i fredstid har deres våben gemt af vejen i relativt store depoter. I krigstid spreder de depoterne ud i mindre lagre for at have dem tættere på sig og dermed kunne reagere hurtigere - og mindre velovervejet. Med det in mente er det et lykketræf, at der ikke er flere uskyldige, der er blevet ramt, mener Michael Ask.

»Jeg kan sagtens forstå, hvis folk er bekymrede. Men realistisk set er sandsynligheden for at stå på lige netop det forkerte sted på det forkerte tidspunkt forsvindende lille. Jeg mener ikke, at almindelige borgere behøver være bange for at gå på gaden,« siger han.

Kludetæppe af interne opgør

Det er forkert at tro, at bandekonflikten kun er en krig mellem to bander. Sandheden er, at uroen i hovedstaden udspringer fra et broget kludetæppe af rivaliserende bande- og rockergrupperinger, som plages af gamle stridigheder, interne opgør og hævntogter for hævnens skyld.

Alligevel står den centrale strid i den seneste tids bølge af skyderier mellem storbanden Loyal To Familia (LTF) med rødder i Blågårds Plads, Skovlunde, Tingbjerg og Kokkedal og grupperingen Værebros Hårde Kerne (VHK) fra Bagsværd og omegn.

Opgøret mellem de to grupperinger tog for alvor fart kort efter nytår og eskalerede med skuddrabet på den 19-årige Jonathan Taboryski 11. januar. Han blev brutalt dræbt af skud i skulderen og hovedet foran Høje Gladsaxe Centret nordvest for København, mens hans 21-årige kammerat blev ramt i benet og armen. Begge havde ifølge Berlingskes oplysninger tilknytning til VHK-grupperingen.

Drabet menes at være hævn for en likvidering begået på Nørrebro tilbage i marts 2011, hvor en 19-årig mand blev skudt ned på hjørnet af Blågårdsgade og Korsgade. Dengang blev fire personer fra VHK anholdt, men politiet måtte senere løslade dem på grund af for svage beviser.

Hævnspiral uden klart motiv

Siden drabet på Jonathan Taboryski har den væbnede konflikt mellem VHK og LTF udviklet sig efter øje for øje - tand for tand-princippet. Som politiinspektør Jørgen Skov fra Københavns Politi udtrykker det:

»Der opstår en hævnspiral, hvor man tager hævn for hævnens skyld. Der har været nogen, der har ønsket en konflikt, så svarer andre igen, og så har vi spiralen.«

20. februar blev en 27-årig mand fra Værebroparken skudt ned på klos hold på en parkeringsplads i en baggård på Finsensvej på Frederiksberg. Han døde på Rigshospitalet den efterfølgende dag og blev dermed konfliktens andet dødsoffer i år.

Så sent som i sidste uge blev en 30-årig mand stukket ned på en parkeringsplads i Ballerup og afgik senere ved døden. Selv om han i forvejen var kendt af politiet, er det endnu ikke bekræftet, om drabet var banderelateret.

Til gengæld står det helt klart, at politiet siden januar har lagt et tungt pres på banderne med for eksempel øget patruljering og visitationszoner i de særligt plagede områder på vestegnen, Nørrebro og i Kokkedal (se grafik nedenfor).

Ledende bandemedlemmer bag tremmer

I sidste uge udførte politiet to storstilede aktioner mod bandemiljøet. På Københavns Vestegn, primært i Skovlunde, Værebro og Høje Gladsaxe samt i Nordsjælland blev op mod 90 steder ransaget og i alt 54 bandefolk anholdt. Desuden beslaglagde politiet maskinpistoler, pistoler, narko og en mængde ammunition.

Forinden var de ledende og mest aggressive folk i særligt LTF blevet udpeget. De sidder nu varetægtsfængslet for blandt andet drabsforsøg og grove overfald.

»Vi har fået fjernet en stor del af nøglepersonerne, men desværre er det som når man stikker en finger i vandet og tager den op igen - der er hurtigt nogen, der udfylder hullet,« siger politiinspektør Jørgen Skov, Københavns Politi.

»Vores anholdelser kan måske dæmpe skyderierne, men de får ikke fjendskabet mellem banderne til at høre op. Konflikten slutter ikke, før der er en reel vilje til at slutte fred,« siger han.



I første omgang har anholdelserne ikke kunnet mærkes, da bandekonflikten – som nævnt – nåede nye højder med hele tre skyderier mandag. Episoderne bunder dog i tre vidt forskellige konflikter, forklarer Jørgen Skov:

Et drive by-skyderi foran et pizzeria på Triumfvej i Lyngby udspringer fra konflikten mellem LTF og VHK, men ifølge politiets vurdering var offeret – en 17-årig dreng, som heldigvis ikke blev ramt – en tilfældig borger, der blev forvekslet med et bandemedlem.

Et skyderi i Husum, hvor en mand blev ramt i ryggen, er en del af et internt bandeopgør, som altså ikke har noget med Værebro/LTF-konflikten at gøre.

Og endelig er en skudsalve mod Bandidos’ klubhus – i øvrigt den tredje af slagsen i år – en del af striden mellem rockerklubben og andre bandegrupperinger herunder Black Cobra.

Om skyderierne vil ebbe ud i den kommende tid er tvivlsomt. Traditionelt har forårets komme nemlig fået bandekonflikter til at blusse op af den simple grund, at det varmere vejr betyder flere bandefolk på gaden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.