Narkotiltalt troede han smuglede sprit

Norsk familiefar blev som den første af fem formodede hashsmuglere afhørt ved Retten i Hjørring på årsdagen for den opsigtsvækkende sag fra Aalbæk Havn, hvor en 49-årig omkom i ildkamp med politiet.

Det var gæld på 17.000 kroner, der sidste år fik en 37-årig nordmand til at indvilge i at fragte en sending hash fra Spanien via Danmark til Norge.

Det fortalte manden, da han mandag som den første af fem tiltalte var på anklagebænken i Retten i Hjørring i den opsigtsvækkende sag om smugling af 260 kilo hash i Aalbæk Havn i januar 2013.

Smugleriet endte blodigt, da en 49-årig nordmand blev dræbt i ildkamp med politiet.

Den 37-årige far til to fortalte foran den fyldte retssal, at han under en ferie i Spanien fik et tilbud om penge for at smugle varer med hjem til Norge.

»Jeg fik en SMS, hvor der stod, at der var tale om »200 l«. Jeg gik ud fra, at det var 200 liter sprut, jeg kiggede aldrig i taskerne,« sagde manden.

Først da varerne skulle tages ud af bilen på havnen i Aalbæk og læsses over i en ventende båd, fandt han ud af, at det var hash, han havde medbragt.

Pludselig blev smuglerne overrasket af politiet, der var til stede på havnen efter tip fra norsk politi, og de tre nordmænd sprang i båden, gassede op og sejlede af sted. Men de blev indhentet af en aktionsstyrke fra PET, der havde en båd parat.

»Det var en stresset situation. Jeg tænkte bare på, at komme ned i båden, få hashen med, og komme væk. Jeg lå helt oppe foran i båden og kæmpede for at holde fast, da en anden båd kom sejlende ind i os i meget meget høj fart. Den sejlede vel omkring 200 kilometer i timen. Det hele var meget diffust, og der blev skudt,« forklarede den 37-årige ifølge BT.

»Mens jeg ligger i båden, hører jeg pludselig en, der skriger »jeg er skudt, hjælp jeg er skudt«. Jeg kan høre, det bliver råbt på norsk, så jeg går ud fra, at det er ham, der sejler båden. Hvis jeg havde vidst, at de havde pistoler med, så var jeg aldrig gået med til det,« sagde han.

Anklager Mette Bendix fra Nordjyllands Politi afspillede i retten flere telefonsamtaler, som den 37-årige har ført, mens han sad varetægtsfængslet i arresten i Hjørring. Samtaler, der fandt sted over en mobiltelefon, som var smuglet ind i fængslet, men som politiet fik kendskab til og aflyttede.

Anklageren forsøgte at tegne et billede af, at hele smuglersagen var orkestreret af en 39-årig mand, der er kendt i det kriminelle miljø i Norge. Den 39-årige nægter sig dog skyldig. Det samme gør en 46-årig medtiltalt, mens en 29-årig nordmand erkender at have fragtet 80 kilo hash fra Silkeborg til Aalbæk.

Den sidste tiltalte, en 29-årig nordmand, der blev såret under skudkampen med politiet, indrømmer, at han var til stede på havnen, men nægter at have smuglet hash.

Tidsplanen skred allerede mandag, da retten kun nåede at høre den 37-årige. Afhøringerne fortsætter tirsdag, og i næste uge skal der blandt andet ske afhøring af de betjente fra PET, der var til stede under den dramatiske aktion på havnen i Aalbæk.

Det kommer til at ske for lukkede døre, da retten lægger vægt på, at betjentenes identitet ikke afsløres. De tiltalte og pressen kan dog lytte med på en højttaler i et andet lokale.

Strafferammen for smugling af narko er ti års fængsel. Der ventes dom i sagen 14. februar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.