»Nakskov er uden tvivl første og eneste og sidste sted, SF formår at få absolut flertal«

Der er en nedslående lighed mellem SFs storhed og fald på Lolland og partiets udvikling på Christiansborg, mener kommunens viceborgmester, Torben Hansen, der forbereder sig på regulære vælgertæsk til efteråret.

Det var her i den gamle toldbod i Nakskov, at SF i sin tid underskrev en aftale med de borgerlige, som sikrede folkesocialisterne borgmesterposten. I dag er det netop højredrejningen, der får vælgerne til at flygte bort, siger SFs viceborgmester i Lollands Kommune, Torben Hansen. Foto: Kasper Palsnov
Det var her i den gamle toldbod i Nakskov, at SF i sin tid underskrev en aftale med de borgerlige, som sikrede folkesocialisterne borgmesterposten. I dag er det netop højredrejningen, der får vælgerne til at flygte bort, siger SFs viceborgmester i Lollands Kommune, Torben Hansen. Foto: Kasper Palsnov

Vil man studere komponenterne bag SFs storhed og fald i et overskueligt mikrokosmos, skal man blot tage til Nakskov.

I mange år havde partiet som det eneste sted i landet absolut flertal. Ved sidste valg i den sammenlagte Lolland Kommune fik folkesocialisterne ni ud af 31 mandater, og partiets spidskandidat, Torben Hansen, sikrede sig viceborgmesterposten.

Målt i vælgeropbakning er Nakskov stadig SFs største politiske højborg.

Men storhedstiden er slut, siger viceborgmesteren, da vi mødes på den gamle toldbod ved byens havn – stedet, der på en og samme tid lagde spiren til partiets enorme lokale succes og plantede frøet til undergangen.

»Det var i disse lokaler med underskrivningen af toldbodsforliget i 1997, at SF vandt borgmestermagten ved at begynde at føre borgerlig politik,« siger han.

Nøjagtig som det skete med små 15 års forsinkelse i det sorte tårn på Amager, da SF for første gang i historien vandt regeringsmagten ved at forfatte et fælles program med Socialdemokraterne og de Radikale, lyder den underliggende skæbnefortælling.

Siden er den gamle borgmester død, en tredjedel af byrødderne flygtet til en nystartet lokalliste, borgmesterposten igen på socialdemokratiske hænder og partiets medlemstal halveret. Her ni måneder før det næste kommunalvalg forbereder Torben Hansen sig allerede på vælgertæsk til efteråret.

Først og fremmest på grund af balladen i moderpartiet, der tumler med at finde sine ben i den nye rolle som regeringsparti, siger viceborgmesteren. Men det er ikke det hele:

»Selvfølgelig bliver vi ramt af det nationalpolitiske, for der er ikke mange, der følger med i lokalpolitik mere. Det, de ser til SF, er det, de ser i fjernsynet – og her klarer SF sig jo ad helvede til, fordi den pris, man betalte for bagsædet i de sølvgrå ministerbiler, har været alt, alt for høj. Men vi bliver også ramt lokalt af, at vi har lavet en konstitueringsaftale med de borgerlige og socialdemokraterne, der betyder, at vi i 99 ud af 100 sager er enige. Og jeg er også en del af problemet, fordi jeg har lavet nogle kompromiser, hvor jeg godt nok selv kan se, at jeg har fået noget SF-politik ud af det i den anden ende, men som jeg har meget svært ved at forklare borgerne. Det gør det svært for vælgerne at kende forskel, og på den måde har vi jo allerede bedrevet en nuance af den fejlslagne SF-politik, der bliver ført på Christiansborg. Eller de har lært af os, kan man sige.«

Held i uheld

På mange måder var det held i uheld, at Nakskov – en by præget af værftsrotter og sukkerbisser, en betonarmeret fagbevægelse og et ubesejret Socialdemokrati – i 90erne udviklede sig til en højborg for SF, hvis kernevælgere traditionelt er kvinder i 40erne, der arbejder i den offentlige sektor.

I midten af årtiet havde Nakskov 300 registrerede stiknarkomaner, byen dannede kulisse for fire bestialske mord, og ledigheden var steget til 18 pct. Socialdemokraterne, der indtil da havde siddet tungt på borgmesterposten, formåede ikke at overbevise vælgerne om, at de kunne løfte byen ud af håbløsheden, og vakuummet gav plads til, at en umage alliance af SF og de borgerlige partier kunne overtage magten.

Ved det næste valg fik SF borgmesterkæderne med Flemming Bonne i spidsen – i første omgang med et flertal bestående af borgerlige mandater. Men med årene steg SF-borgmesterens popularitet til usete højder, og partiet fik absolut flertal.

Men frem for at bruge den nyvundne magt til at male byen rødere, begyndte partiet ifølge Torben Hansen at føre en langt mere blå politik, end socialdemokraterne havde gjort de seneste mange årtier.

»Det første, SF-borgmesteren gjorde, var at sige, at driftsudgifterne skulle følge skatterne. Der skulle fyres en masse folk, vi skulle please erhvervslivet, og der skulle i hvert fald ikke investeres i bløde værdier. Vi begyndte endda at arrangere 1. maj med handelsstandsforeningen! Først havde vi magten på borgerlige stemmer, men selv efter vi fik absolut flertal, skete der mange borgerlige ting,« siger han.

Var det så et særlig godt bytte set med dine øjne?

»Måske ikke. Men det var jo en anden tid. I Socialdemokraternes velmagtsdage i 70erne kunne man føre meget mere rød politik. Vi blev nødt til at fortælle folk, hvordan virkeligheden var: At man ikke kan bygge en ny svømmehal og ansætte 700 ekstra i hjemmeplejen, når der ikke er nogen penge.«

Selv da Torben Hansen selv overtog posten, og SF var reduceret til viceborgmesterparti, fortsatte den blå kurs, siger han, men lader forstå, at det ikke var med hans gode vilje.

»Hvis jeg havde valgt ikke at indgå de kompromiser, var vi jo nødt til at træde ud af samarbejdet. Og jeg har så vurderet, at vi på trods af alle de her kompromiser, som jeg ikke bryder mig om, har kunnet holde fast i noget SF-sjæl i en masse andre sager.«

Lokalt hykleri

Mens den tidligere borgmester var en folkekær og samarbejdende skikkelse, virker viceborgmester Torben Hansen snarere kontrær og desillusioneret.

Med gentagen kritik af SFs kurs i regeringen og udsagn om, at Özlem Cekic burde være blevet den nye formand, har han klart placeret sig på ballademagerrækkerne i liste F.

Selv siger han, at han ikke vil lægge sig fladt ned for en højredrejning i partiet, og at kollegaerne i Folketinget har solgt ud af SFs tankegods for at komme til magten.

»Hvorfor har de for eksempel ikke stillet flere spørgsmålstegn til alle de mange arbejdsmarkedsreformer, men bare spist dem råt? Og hvorfor har de ikke kæmpet for at få genoptjeningsretten på dagpengene ned på et halvt år, når det er det, der virkelig betyder noget for familier sådan et sted som Lolland, hvor der er ledighed, så det basker? De har ikke stillet nok spørgsmål til præmisserne, og de har ikke forklaret godt nok, at grunden til, at de bliver nødt til at gøre alle de ting, er, at vi tabte valget.«

Er det ikke lidt hyklerisk, når du siger, at I på Lolland har været nødt til at lave kompromiser, sluge kameler og føre borgerlig politik for at sikre udvikling og bevare indflydelse, samtidig med, at du kritiserer SF på Christiansborg for præcis det samme?

»Det kan man godt sige. Men jeg kan bare ikke se, at SF i regering har fået gennemført noget SF-politik overhovedet. De trækker jo ikke regeringen mod venstre. Jeg sidder med den følelse, at de kun har slugt kamelerne. Men som sagt bliver SF i Lolland til efteråret nok straffet for noget af det samme.«

Ingen eksistensberettigelse

På mange måder går der en lige linje mellem det lokale SFs vej til magten og nuværende deroute og det, der udspiller sig i nationalpolitik.

SF i Nakskov fik borgmesterkæden ved at dreje til højre, men mister nu opbakning, fordi ingen kan se partiets distinkte holdninger. SF på Christiansborg fik ministerbilerne ved at forlove sig med Socialdemokraterne, men ser nu ud til at blive kvalt i kamelerne.

Er SF et parti, der ikke egner sig til smertefulde kompromiser, men lever bedre med at kritisere på sidelinjen?

»Hvis S-SF havde haft 90 mandater, var der rum til et SF i regering, men som verden er skruet sammen, er det en dødfødt konstellation,« konstaterer viceborgmesteren lakonisk.

Men har partiet så overhovedet en eksistensberettigelse, hvis I ikke kan holde til magten?

»Ja, det er så 10.000-kroners-spørgsmålet. Hvis man fortsætter den linje, vi har udviklet i Lolland Kommune, og som er sket på Christiansborg, efter vi er kommet i regeringen, så tror jeg det ikke, for folk kan jo ikke se forskel. Da jeg førte folketingsvalgkamp sidste gang, spurgte alle mig, hvorfor de skulle stemme på mig og ikke den socialdemokratiske kandidat Vibeke. Og hvad fanden skulle jeg sige til dem? Jeg sagde, at Socialdemokraterne allerede har en Torben Hansen i Folketinget, det har SF ikke. Hvad fanden skulle jeg ellers sige? Det var helt forfærdeligt. Hvis det fortsætter på den måde, kan vi lige så godt omdanne os til Socialdemokratisk Folkeparti.«

Tror du slet ikke, partiet kan genvinde succesen?

»Jeg har svært ved at se hvordan. I dag er selv Liberal Alliance jo en større magtfaktor i Folketinget end SF. Jeg har et netværk af fabriksarbejdere, og de er meget enige i, at dem, der ikke laver noget, ikke skal have fem flade øre. Det er lavtlønnede lønmodtagere, der har den holdning, fordi de har set Carina og Robert. På den måde har Liberal Alliance sat en dagsorden, som er mere relevant end noget af det, SF har formået. Det er trist, men i virkeligheden er Nakskov nok første og eneste og sidste sted nogensinde, at SF formår at få absolut flertal – noget sted nogensinde igen. Ja, spørgsmålet er nok snarere, om vi eksisterer om bare fire-fem-seks år.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.