Når livets sidste bøn er Døden

Sygeplejerske Stine Riegels har gennem årtier oplevet dødeligt syge patienter ønske hjælp til at afslutte livet. Men de vil altid først dø i morgen.

Stine Riegels er mangeårig sygeplejerske og har arbejdet med kræftsyge og socialt udsatte. Hun har oplevet mange bede om aktiv dødshjælp, men hun er selv modstander af det. Hun vil ikke som sygeplejerske være med til at tage livet af andre. Det kan skade tillidsforholdet mellem hende og andre patienter, hvis de tror, hun lurer på, at de er de næste, som hun synes skal aflives. Hun mener også, at man fint kan smertedække døende, så de ikke lider, og så mener hun, at den sidste tid faktisk kan blive en rigtig god tid, fordi familien får taget ordentlig afsked.
Stine Riegels er mangeårig sygeplejerske og har arbejdet med kræftsyge og socialt udsatte. Hun har oplevet mange bede om aktiv dødshjælp, men hun er selv modstander af det. Hun vil ikke som sygeplejerske være med til at tage livet af andre. Det kan skade tillidsforholdet mellem hende og andre patienter, hvis de tror, hun lurer på, at de er de næste, som hun synes skal aflives. Hun mener også, at man fint kan smertedække døende, så de ikke lider, og så mener hun, at den sidste tid faktisk kan blive en rigtig god tid, fordi familien får taget ordentlig afsked.

Jeg vil ikke mere. Livet er ikke længere værd at leve. Jeg vil væk herfra.

Hvor mange af de kræftsyge, demensramte, misbrugere, socialt udsatte og døende patienter, sygeplejerske Stine Riegel har mødt og draget omsorg for, der har udtrykt dødsønsker, har hun ikke tal på.

»Men det er temmeligt mange. Måske en ud af 20 af alle de patienter, jeg har mødt,« fortæller den 55-årige kvinde, der i dag arbejder på et psykiatrisk bosted.

Debatten om, hvorvidt vi i Danmark skal legalisere aktiv dødshjælp, dukker jævnligt op. Typisk, når enkeltpersoner i medierne fortæller om deres ønske om at afslutte et smerteplaget liv, ligesom forfatter Jane Aamund, der i den forgangne uge betroet os alle, at hun lige nu planlægger at tage til Schweiz for at blive sendt på sin sidste rejse. Der kan man nemlig som i Holland, Belgien og visse stater i USA nemlig få aktiv dødshjælp.

Læs også: »Jeg vil dø. Jeg kan ikke leve med smerterne mere«

Stine Riegels følger debatten. Hendes holdning er klar: Vi skal ikke legitimere aktiv dødshjælp herhjemme. Af en lang række årsager.

For det første vil hun som fagperson ikke stille op til det. Hun vil yde omsorg, give medicin, holde i hånden, være nærværende. Men hun vil ikke være med til at tage et andet menneskes liv.

»Sygeplejersker er generelt meget hjælpsomme og velopdragne, men der er grænser for, hvad man kan bede os om,« siger hun.

For det andet bliver tillidsforholdet mellem sundhedspersonalet og patienterne mere skrøbeligt.

»Jeg kan miste de andre patienters tillid, fordi de så kunne tro, at jeg også kunne pønse på at slå dem ihjel,« siger Stine Riegels.

Læs også: Aktiv dødshjælp afføder nye dilemmaer

Fra en hollandsk sygeplejerske har hun også hørt beretninger om, hvordan de syge selv kan komme til at mene, at de bør skaffes af vejen, når de bliver for plejekrævende eller dårlige.

»Sygeplejerskens egen far og ægtemand, der begge var syge, havde set ængsteligt på hende, som om de spurgte: »Burde jeg hellere lade mig aflive?«,«

Frygter hjælpeløsheden

Fra 1980erne arbejdede Stine Riegels, der også er kandidat i socialt arbejde, på det kræftspecialiserede sygehus Finseninstituttet. Siden arbejdede hun i Københavns Kommunes Palliative afdeling, som tilbyder lindrende pleje til uhelbredeligt syge. Mennesker, der er tæt på livets slutning. Kun omtrent fem procent blev udskrevet igen fra afdelingen. Resten udåndede der.

Hvordan patienterne har haft det, når de begyndte at ytre ønske om aktiv dødshjælp, har der været stor forskel på.

»Men jeg synes ikke, at det er nogen, der har været stærkt forpinte. Det var ikke de mest smerteplagede patienter. Det har været mennesker, der har været bange for den dag, hvor de ikke længere var selvhjulpne. Når de ikke kunne gå på toilettet alene, så ville de gerne herfra. Så ville de godt slippe for resten. Men de ønskede det ofte på forhånd. Det var sjældent, at ønsket først kom, når først de var nået til det punkt, hvor de skulle have hjælp til de daglige gøremål. Når de så at sige »var sprunget ud i hjælpeløsheden«,« fortæller sygeplejersken.

Læs også: I aftes valgte Jane Hoffmann at dø

Hun mener, at debatten om aktiv dødshjælp rejser en lang række spørgsmål. Hvornår er et liv uværdigt? Hvem skal afgøre, hvor fortvivlet man skal være, før man skal hjælpes til at dø? Hvor længe skal man have været rigtig dårlig? Langt de fleste af hendes patienter - 95 procent - døde på afdelingen. De sidste kom enten hjem til sig selv eller på plejehjem. Skulle deres dødsønsker være imødekommet?

»Det har gjort temmelig stort indtryk på mig og mine kolleger, at vi ind imellem har sendt nogen hjem, som vi ikke havde regnet med at skulle udskrive. Jeg har også oplevet en person, der var særligt medtaget blive rask, og ham så jeg et år efter stå på ski i de norske fjelde,« siger hun.

Vil først dø i morgen

Stine Riegels kan godt forstå, at mennesker, der har oplevet deres nærmeste pårørende være forpinte og ikke blive lindret på deres dødsleje, går ind for aktiv dødshjælp.

»Hvis min mor havde ligget og ikke var blevet ordentligt lindret, kunne jeg sikkert også blive tilhænger af aktiv dødshjælp,« siger hun.

Men langt de fleste patienter, mener hun, kan smertelindres i deres sidste tid.

»Man ved fra forskning i det palliative felt, at omtrent 95 procent af kræftpatienterne kan lindres,« siger Stine Riegels.

I særligt svære tilfælde giver den danske lovgivning mulighed for såkaldt palliativ sedering, hvor man med bedøvende medicin sløver den syges bevidsthed i den allersidste tid.

»Det var der flere, der var interesserede i, men når det kom til stykket, var det alligevel ikke lige nu, de ville det. Og dem, der godt ville have hjælp til selvmord, det var heller ikke lige nu – det skulle først være »i morgen«,« siger Stine Riegels.

Læs også: Må belgierne slå børn ihjel?

De døende har også en rolle at spille i forhold til, at vi andre omkring dem bliver i stand til at værdsætte livet og sætte vores egen tilværelse i perspektiv.

Hendes erfaring er, at den sidste tid – at dagen i morgen – er værdifuld for de døende og deres nærmeste. Opgaven ligger i at få dem til ikke at føle sig til besvær, som hun ofte har oplevet var årsagen til, at de syge gerne ville dø.

»Man bliver jo snydt for en værdifuld tid, hvor man tager afsked med hinanden. Det er en tid fyldt med betroelser, forsoninger og afklaringer. Der sker en masse forandringer i familien. Magtforholdene forskyder sig. Alt det vil man gå glip af, hvis man brat afslutter livet før tid,« siger hun.

Inden for de seneste 15 år er fire danskere rejst til udlandet for at få aktiv dødshjælp. Den seneste var 53-årige, scleroseramte Jane Hoffmann, der i januar rejste til Schweiz.

Læs også: Hun vil dø om tre år

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.