Miraklet under Marmorkirken

Som den sidste af 17 stationer på Cityringen er stationen ved Marmorkirken gravet i bund.

40 meter under gadeplan – og blot en meter fra Marmorkirkens fundament – er arbejdere ved at støbe bunden til den sidste af den københavnske Cityringens 17 metrostationer. Stationen er omgivet af én meter tyk beton og afstivet med adskillige betondæk for at sikre, at væggene ikke skrider. I marts bryder den første boremaskine gennem.
40 meter under gadeplan – og blot en meter fra Marmorkirkens fundament – er arbejdere ved at støbe bunden til den sidste af den københavnske Cityringens 17 metrostationer. Stationen er omgivet af én meter tyk beton og afstivet med adskillige betondæk for at sikre, at væggene ikke skrider. I marts bryder den første boremaskine gennem.

Hvis man kan tale om mirakler i entreprenørbranchen, så kandiderer byggeriet af metrostationen ved Marmorkirken i København til betegnelsen. Udgravningen nåede forleden helt i bund, 40 meter under overfladen og kun en meter fra Marmorkirkens fundament (se evt. grafik nederst i artiklen). Stationen er klemt inde mellem kirken og de omgivende palælignende ejendomme, men hverken det nationale klenodie eller naboejendommene har rokket sig en centimeter.

»Jo, vi er lettede,« siger projektdirektør Guy Taylor, der er Metroselskabets ansvarlige for Cityringen og for den efterfølgende metrolinje til Nordhavnen.

Den københavnske undergrund rummer talrige udfordringer for de fire tunnelboremaskiner, der gnaver sig igennem den to gange 15 kilometer lange Cityring. Ved Marmorkirken består undergrunden af kalk, som ifølge Guy Taylor er fint at bore i. Problemet er de striber af stålhård flintesten, som er iblandet kalken. Og så er undergrunden fyldt med grundvand, der gerne vil fylde den udgravede station op. Sprækker og huller i betonvæggene er ved at blive tætnet, men indtil det er gjort, sørger pumper for at få vand op til overfladen og ned i jorden igen – nabobygningerne og Marmorkirken kan ikke tåle, at grundvandsspejlet sænkes.

Lige nu er en af de fire boremaskiner ved at grave sig vej fra Østerport. Den bryder igennem i bunden af Marmorkirkens station i marts og fortsætter derfra mod Kongens Nytorv. Tre måneder senere bryder den næste boremaskine igennem på etagen ovenover. Metrostationen ved Marmorkirken er så snæver, at togperronerne bygges i to etager. De to tunnelrør forlader Østerport på den ene side og Kongens Nytorv på den anden side parallelt, men undervejs laver de to rør en skruebevægelse, så det ene føres over det andet og ind på Marmorkirkens Station.

»Stationen her har været en højrisiko-opgave, men vi er gået langsomt til værks og har minimeret risiciene,« forklarer Guy Taylor, der har mange års erfaring i tunnelbyggeri. og var med til at konstruere jernbanetunnelerne under Storebælt i 90erne.

»Jeg kom først til Storebælt, efter at tunnelerne blev oversvømmet og forlod arbejdet inden den store brand,« tilføjer han med et smil. Han husker de store uheld, der forsinkede jernbanedelen af Storebælt betydeligt.

Klagerne kommer

Det tætte naboskab gav særligt i de første byggeår anledning til mange klager fra støjramte naboer. De stoppede i flere omgange byggeriet og fordyrede byggeriet med en milliard kroner, indtil daværende transportminister Magnus Heunicke (S) og flertallet bag metrobyggeriet gennemførte lovgivning, så byggeriet kunne fortsætte uanset klagerne. Samtidig fik naboerne mulighed for kompensation eller ret til at afhænde deres boliger til metroselskabet.

23 har bedt om overtagelse af deres boliger, men det er kun virkeliggjort i seks tilfælde. Metroselskabet modtager totalt set dagligt en eller to klager over uventet støj, mudder på parkerede biler eller blot spørgsmål.

Ifølge metroselskabet er støjen fra byggepladsen nu betydeligt reduceret. Hovedparten af byggearbejdet foregår under jorden, hvor et tag over byggepladsen bremser støjen. Lastbiler og kraner på byggepladsen kan dog ikke undgås. Når betonen til støbningen af stationens bund i nær fremtid skal pumpes ned, vil det ske i døgndrift over halvandet til to døgn, og det vil også kunne høres. Men de højlydte naboprotester, der lød i 2013, er forstummede. Nye naboer er flyttet til, og de, der holder ud, kan se frem til en usædvanlig metrostation ved en af byens smukkeste pladser. Foreløbig holder tidsplanen. Om et år er borearbejdet færdigt, og i juli 2019 kører metrotogene under Marmorkirken.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.