Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Minister vil rangordne alle landets skoler

Undervisningsministeren vil lave rangliste over skolernes karaktergennemsnit. DF raser over, at tallene vil blive justeret for sociale forhold.

Samtlige landets 1.600 folke-, fri- og privatskoler bliver nu rangordnet efter elevernes karaktergennemsnit. Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) vil offentliggøre ranglisten for at give forældre indblik i skolernes færdigheder, ligesom han vil sætte fokus på de skoler, som ikke gør det godt nok, og dem, der kan fungere som rollemodeller.

»Forældrene har krav på at vide, hvordan børnenes skole klarer sig. Er man i tvivl om, hvilken skole man skal vælge, kan man bruge den nye åbenhed, som ranglisten udgør,« siger Troels Lund Poulsen, der lover listen færdig til skolestart i august.

Ranglisten vil blive korrigeret efter forældrenes sociale baggrund. Det betyder, at skoler i socialt belastede områder vil fremstå med bedre karakterer, end de reelt har.

Dansk Folkeparti glæder sig over udsigten til en rangliste, men vil ikke være med til at »pynte« på tallene.

»Hvis en skole i et kulturelt belastet område som Vollsmose i Odense ikke har så gode resultater som en skole i Hørsholm, så skal det fremgå utilsløret. Ellers snyder man forældrene for det sande billede,« siger uddannelsesordfører Marlene Harpsøe (DF).

Såvel lærere som skoleledere advarer mod ministerens tiltag.

»Hvis forældrene tager rangordningen alvorligt og søger hen mod de gode skoler, så får vi A- og B-skoler og så bliver de dårlige skoler endnu dårligere,« siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.

Skoleledernes formand, Anders Balle, mener, det er en ringe trøst, at karaktererne bliver justeret for sociale forhold:

»Det giver alligevel ikke et ordentligt billede, men skaber blot mismod blandt de skoler, der klarer sig dårligt.«

Berlingske Forum: Er det ok at rangordne skolerne?

Undervisningsministeriet har ikke tidligere ranglistet skolerne, men har i flere år offentliggjort de enkelte skolers karaktergennemsnit for 9. klasserne uden at korrigere for forældrenes sociale baggrund.

Troels Lund Poulsen vurderer, at ranglisten vil vise, at der er skoler i velhaverområder som Nordsjælland, der vil have grund til røde ører:

»Der er skoler med ressourcestærke elever, som har mulighed for at gøre det bedre end i dag.«

INFOshop: Her er Danmarks bedste skoleguider