Fraværet er for højt i danske folkeskoler og specialskoler, fastslår undervisningsminister Christine Antorini.
8. februar 2012, 11:08
12 dage om året dukker en gennemsnitlig dansk skoleelev ikke op til undervisning. Otte af dagene skyldes det sygdom, knap tre dage er lovligt fravær, mens de sidste knap to dage er ren pjæk - altså ulovligt fravær.
En ny rapport fra UNI.C, Danmarks IT-Center for Uddannelse og Forskning, giver for første gang nogensinde et samlet overblik over de danske skolebørns fraværsprocent, og tallene bekymrer børne- og undervisningsminister Christine Antorini.
-12 gennemsnitlige fraværsdage i løbet af et skoleår er for meget. Det mest bekymrende er selvfølgelig det ulovlige fravær, Og som vi allerede havde en formodning om, er det ulovlige fravær højst i de ældste klasser, siger ministeren.
Gennemsnitstallene dækker over meget store udsving. To tredjedele af folkeskoleeleverne har slet ikke haft ulovligt fravær. For eleverne i 1. til 6. klasse ligger antallet af pjækkedage på gennemsnitsniveau, men det stiger i takt med, at eleverne bliver ældre. Værst ser det ud i 10. klasse, her har en elev i gennemsnit fem dages ulovligt fravær om året.
I november lancerede Børne- og Undervisningsministeriet en fraværskampagne blandt andet med videoer med skuespilleren Rasmus Bjerg, der skulle få de ældste skoleelever til at komme op om morgenen. Ifølge Antorini er der i år afsat syv millioner kroner i en såkaldt udviklingspulje til flere projekter for at nedbringe det høje fravær.
Rapporten fra UNI.C. afslører også, at det lovlige fravær er højst i vintermånederne, hvor mange skoler giver børnene fri til at tage på vinterferie med forældrene. Tallene er indsamlet hos 89 procent af folkeskolerne og 69 procent af specialskolerne.

































