Midt i en terrortid – hvor går vore nye grænser?

Efter terrorangrebene i Paris og København laver danske kunstnere om i deres værker, tænker over deres sikkerhed – og hvordan og hvor langt de kan gå i deres tolkning af de blodige begivenheder.

Plakaten til teatergruppen danskdansks »Perker Cabaret« er en slags collage over Aladdin med appelsin i turbanen, Josephine Baker i bananskørt og i sort overkrop og en eskimo i sælskindsstøvler.
Plakaten til teatergruppen danskdansks »Perker Cabaret« er en slags collage over Aladdin med appelsin i turbanen, Josephine Baker i bananskørt og i sort overkrop og en eskimo i sælskindsstøvler.

Dansk kulturliv leder efter nye måder at udtrykke sig på og er i fornyet dialog med sig selv om ytringsfrihed efter 22-årige Omar El-Husseins terrorangreb på »Krudttønden« og synagogen i København.

På Det Kongelige Teater har instruktøren af næste uges premiereforestilling »Heksejagt« netop valgt at redigere i replikkerne og ændre scenografien, så forestillingen i højere grad afspejler radikalisering og polarisering i dagens Danmark. På samme måde gør lederen af den københavnske teatergruppe »danskdansk« sig overvejelser om såvel sikkerheden som det kunstnerisk eudtryk i forbindelse med forestillingen »Perker Cabaret«, der har premiere 12. marts.

Og Kunstakademiets Designskole i København undlod i torsdags at oplyse om et arrangement om bl.a. satiretegning på sin hjemmeside og Facebook-side for ikke at skabe for meget opmærksomhed. Beslutningen blev ifølge skolen truffet af sikkerhedshensyn

Dermed bevæger dansk kultur- og debatliv sig stadig på den samme knivsæg af for og imod den absolutte ytringsfrihed, som blev slebet skarp i årene efter 11. september-angrebet i USA og Muhammedkrisen i 2006. Der er indtil flere eksempler på, at frygten for islamisters vrede har ført til en eller anden form for selvcensur.

I 2010 spurgte Ugebrevet A4 654 danske kunstnere om selvcensur. Cirka halvdelen sagde, at de følte, at deres ytringsfrihed var truet. Hver ottende indrømmede, at de havde droppet projekter og værker, fordi de frygtede at krænke etniske og religiøse følelser. Kunstnere kom over for ugebrevet med udsagn som, »det er primært religiøs fanatisme, jeg frygter«, og »jeg tror, man er bange for, at radikale kræfter kommer og udsætter én for hærværk eller andet«.

»Det har påvirket os alle«

Instruktøren af »Heksejagt«, schweiziske Roger Fontobel, forklarer, at angrebene i forrige weekend »har påvirket os alle og højnet vores opmærksomhed på ting i stykket, der ikke har været så meget fokus på før«.

Stykket er skrevet i 1954 af forfatteren Arthur Miller og handler om heksejagt i 1600-tallets Nordamerika. Men det er først og fremmest en kritik af efterkrigstidens kommunistforskrækkelse i USA, hvor kunstnere og intellektuelle blev beskyldt for at være røde og i ledtog med Sovjetunionen.

»Vi har skåret replikker ud og omarrangeret noget af teksten og tolket slutningen på en ny måde. Men vi har ikke ændret i stykket, fordi vi er bange for, hvad der kunne ske. Det er lige omvendt. Vi har understreget konflikten mellem de radikaliserede parter. Vi har lavet stykket mere aktuelt og ærligere,« siger Roger Fontobel.

Det, publikum får at se på Det Kongelige Teater, er ifølge instruktøren en forestilling, hvis morale er drejet fra at være en kritik af religiøse magtmenneskers magtfuldkommenhed til et stykke, der handler om radikalisering.

»Nu handler det om, hvad der sker, når to parter bliver ekstremt radikaliserede og kompromisløse og ikke evner at indgå i en diskussion eller lytte. Og hvad der sker med samfundet og dets borgere, når de bliver uretmæssigt fængslet,« siger han.

Sikkerhed kommer først

På designskolen afholdt Morten Noer Andersen torsdag et seminar med titlen »Grænser for billeder?« Tre tegnere, der ikke vil have deres navne frem, var inviteret til at fortælle om, hvor langt de kan, vil og tør gå i alt fra børnebøger til kras satire. Men mod sædvane blev oplysninger om seminaret ikke lagt ud på designskolens hjemmeside.

»Når det handler om et seminar, som jeg ved kan have sikkerhedsmæssige problemer i sig, ikke mindst efter det, der skete på Østerbro for to uger siden, så er det klart, at jeg har foretaget et valg. Vi skal ikke invitere tegnere ind sammen med nogle studerende, eksponere det offentligt og så skabe en sikkerhedsproblematik,« forklarer Morten Noer Andersen, som er programansvarlig for kandidatprogrammet »Visuel Kultur & Identitet« på designskolen:

»Hensynet til kollegers og studerendes sikkerhed vejer tungest. Jeg er også på det rene med, at vi dermed forholder os til risiko for vold og intimidering på en anden måde, end vi ville have gjort for bare nogle får år siden.«

Han afviser, at der er tale om selvcensur.

»Nej, det er en nødvendig forholdsregel i en situation, i en kontekst, der kræver noget af én,« siger han.

Morten Noer Andersen var før seminaret i mailkontakt med tegnerne, hvor han fortalte om sine sikkerhedsmæssige overvejelser. I et NB til sidst i mailen skrev han: (...) »Men jeg tænker, at vi skal lade være med at fortælle andre end de studerende om det. Hvad siger I?«

Tegnerne var enige. En enkelt svarede, at det selvfølgelig skulle foregå »under så fornuftige og sikre rammer som muligt. Frygten styrer jo først, hvis alle bøjer nakken, og ingen tør sige noget.«Hassan Preisler fra teatergruppen danskdansk på Nørrebro fortæller, at Omar El-Husseins ugerning har ført til en enkelt lille tilføjelse i teksten til »Perker Cabaret«. Han har tidligere i Weekendavisen, efter terroren i Paris i begyndelsen af januar, givet udtryk for bekymring over, hvorvidt forestillingen kunne føre til problemer for ham og skuespillerne.

»Men faktisk er min største frygt lige nu, om vi lykkes med vores projekt og får lavet god satire,« siger han:

»Vi arbejder i tæt forbindelse med vores publikum, og vi kan ikke fungere med metaldetektorer og under politibeskyttelse. Jeg besluttede allerede efter Charlie Hebdo, at det simpelthen ikke må påvirke vores materiale, og det samme måtte jeg igennem efter »Krudttønden« og synagogen. Jeg kan simpelhen ikke få det til at fungere som kunstner, hvis jeg skal spekulere i, om vi potentielt kan komme til at krænke nogen og dermed udsætte os selv for farer. Og ja, der sidder nok en fundamentalistisk tosse et eller andet sted i verden, som kunne blive stødt af vores materiale. Sådan er det jo altid. Vores formål er at samle, ikke sprede. Men får vi at vide af politiet, at vi skal stoppe, så stopper vi. Vi redigerer ikke i materialet.«

Kunstnerisk bearbejdelse

Efter terroren i Paris oplyste Jyllands-Posten, at den hverken ville vise de Muhammedtegninger fra Charlie Hebdo, der angiveligt var årsag til terrorangrebet på satiremagasinet, eller genoptrykke avisens egne Muhammedtegninger fra 2005. Beslutningen om ikke at vise tegningerne blev ifølge avisens ledelse truffet af hensyn til medarbejdernes sikkerhed.

Som dramatiker har Christian Lollike om nogen taget livtag med ytringsfriheden, dens konsekvenser, og hvor langt kunsten kan gå i forsøget på at bearbejde kontroversielle emner. Det skete med forestillingen »Manifest 2083«, der er baseret direkte på norske Anders Behring Breiviks manifest i forbindelse med attentatet i Oslo og massakren på Utøya i juli 2011. Han mener, at det akkurat som med nordmandens udåd er vigtigt at behandle Omar El-Husseins ugerning kunstnerisk.

En svær tekst at skrive

Kunne du finde på at bearbejde dem kunstnerisk i form af en forestilling?

»Ja, afgjort, men det er en svær tekst at skrive. Hvor skal jeg begynde? Starter den med karikaturtegningerne? Med Charlie Hebdo? Handler det om ytringsfrihed? Om rodløse afsporede mænd, der savner en identitet? Om at føle sig religiøst krænket? Eller handler det dybest set manglende tro og et behov for at bevise sin tro? Om at være nogen eller noget? Om at give sit liv en mening? Og er det ikke en længsel, de fleste mennesker kender til,« lyder spørgsmålet i et skriftligt svar til Berlingske fra den kunstneriske leder af teatret Sort/Hvid i København.

Men, som han skriver, så kender han til »selvcensuren, angsten ved ikke at turde skrive det, man vil«.

»Når kunstnere hævder, at de ikke kender den, mener jeg, at de lyver for dem selv. Den løgn har mange været en del af alt for længe. Og for mig er det væsentligt at skelne mellem flere ytringsfrihedsbegreber. At jeg godt må, men ikke behøver råbe »fuck Mohammed« op i hovedet på en religiøskonservativ, kan jeg godt leve med. Men at der er stemmer/figurer, der ikke kan optræde i et kunstværk, det kan jeg ikke leve med,« forklarer han:

»Jeg hilser ethvert værk, der forsøger at begribe tragedierne, velkommen. Men tror, at det væsentligste er at begribe og bearbejde de agendaer, tragedien bliver en del af. Hvilke politikere kan f.eks. sige tryghed flest gange. Man kunne starte dramaet med en politisk tryghedskonkurrence,« siger Christian Lollike

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.