Danske mænd ved for lidt om kvindehandel. Og de tager alt for let på det at gå til prostitueret. Det mener ligestillingsminister Manu Sareen (R), som i denne uge går foran i kampagne mod menneskehandel.
15. november 2011, 12:07
Det er i Istedgade og de nærmeste gader, at man møder de udenlandske prostituerede. Derfor var det også her, ligestillingsminister Manu Sareen (R) i går indledte kampagnen ’Ud med bagmændene’ ved at køre på scooter gennem gaden med store plakater med slogans som ’Køb en handlet kvinde, støt en bagmand’.
Kampagnen skal få danske mænd til at tænke sig om en ekstra gang, inden de går til prostituerede. Flere af de kvinder, som står på gaden, er nemlig ofre for menneskehandel.
»I den mandeverden, jeg har befundet mig i i mange år, er der en meget lille viden og i gåseøjne accept af det at gå ned og købe en kvinde. Nåh, hva’ faen’. Det bliver meget ved det. Men hvad er konsekvensen? For manden er det måske bare de fem minutter, og så går man. Men der er en historie nedenunder, man ikke kender,« siger Manu Sareen, som sammen med Center mod Menneskehandel står for kampagnen, der fortsætter ugen ud, og som man vil kunne møde på gaden, i medier, og på cafeer.
Kampagnen er rettet mod de 18-25-årige mænd.
»Den er en tendens til, at mænd i denne gruppe allerede går til prostituerede, men samtidig står mange over for en debut i forhold til det at gå til prostituerede. Jeg tror simpelthen ikke, den unge dansker ved, hvad der sker med de kvinder her,« siger ligestillingsministeren.
Slaveri
»Jeg synes, at det er helt vildt, at vi snakker om et moderne samfund, men at vi stadig har slaveri på den måde,« siger Manu Sareen, som gerne vil brede kampagnen ud til at handle om prostitution generelt.
Han tror ikke på myten om ’den lykkelige’ prostituerede.
»Der sidder et voksent menneske og siger, at det er fuldstændig frivilligt. Skal jeg gå ind som voksen og sige, at det ikke passer? Omvendt har jeg ikke mødt nogen, der har været omkring det miljø, uden at der har været voldsomme fysiske skader,« siger Manu Sareen.
»Tænk hvis man kan få det vendt til at være totalt latterligt at gå til prostitueret. Altså: Hvad har du gang i? Du er for langt ude, mand. Der kunne jeg godt tænke mig, at vi kom hen,« siger Manu Sareen.
Der er er endnu ikke taget stilling til, om det skal være ulovligt at gå til prostitueret. Men det står i regeringsgrundlaget, at man vil gennemføre en grundig undersøgelse af et forbud mod købesex.
Uvidenhed
Manu Sareen er hård i sin dom over de danske mænd.
»Mens der er lande, hvor det er kulturelt uacceptabelt at gå til prostitueret, så har vi kulturelt accepteret det. Men når vi går fra at tænke, at det er behovsstyret, til at det er kulturelt styret, tror jeg også, det betyder, at det kan ændres. Jeg tror helt klart, at problemet er uvidenhed,« siger han.
Men virker det så? På et punkt gør det. En del af kampagnen går nemlig på at få kunder til at ringe til en anonym hotline i tilfælde af, at de støder på noget mistænkeligt.
»Vi ser faktisk, at mænd kontakter linjen. Det viser også, at debatten ikke behøver være så sort-hvid. For prostitutionsdebatten har det med at være meget skinger, og så stopper folk jo med at lytte,« siger han.
Kampagnen er en del af regeringens indsats mod menneskehandel, som et bredt flertal i Folketinget står bag.

































