Fuck cancer

»Man kan jo ikke gøre andet end at møde op«

Han er den ordinære mand på 40 år. Han er gift, har to børn og bor i en murstensvilla. Han træner lidt, kan godt lide at se film og går ture med hunden. Inde i Mikael Wolfs sind har en hjernetumor for anden gang sat sig tungt midt i nerverne. Uhelbredelig kræft i stadie tre, kalder lægerne det. Sort uheld er hans egen diagnose.

De fleste blå stole er optaget i venteværelset på afdeling 127. Mikael Wolf må sno sig igennem de ventende fødder i det store rum, før han endelig lader sin lange krop dumpe ned i en ledig stol i et hjørne. Der er mange her i dag, konstaterer han. Han har tid kl. 11.30 og har lige fem minutter til at sidde og kigge på alle de andre i venteværelset.

Alle de andre, der ligesom ham selv er blevet ringet op dagen før fra personalet på Odense Universitetshospital med det på én gang lille og forfærdeligt store spørgsmål: »Kommer du i morgen?«

Alle de andre, der er syge, men ikke ser sådan ud.

Alle de andre, der venter.

»Det er ikke forventningens glæde, det her. Jeg ved helt præcis, hvordan jeg får det om et par timer. Det er det nødvendige onde. Man møder bare op. Man forsøger at tage sin skæbne på sig. Man kan ikke gøre andet end at møde op. Men jeg gider det ikke,« siger han.

Inde i Mikaels hjerne er en tumor. En kræftknude, der for anden gang i hans 40-årige tilværelse er vokset frem som en tung klump og med al tydelighed presser på alt det, der er ham. Uden at andre kan se den.

I snart tre år har den seneste tumor siddet derinde. Så ondartet, at den i hans papirer står opført som uhelbredelig kræft i stadie tre. Så dårligt placeret i hjernen, at lægerne ser en stor risiko for personlighedsændring ved en operation. Kun kemobehandlingen står tilbage.

Rutinen hver anden uge er derfor den samme. Mikael siger tirsdag morgen i huset i den vestjyske landsby Vester Nebel farvel til sønnerne Valdemar og Theodor, der skal i skole og konen Dorethe, der kører af sted på arbejde. Selv træder han fra familiefaren over i rollen som den syge, når han sætter sig ind i toget fra Esbjerg til hospitalet i Odense for at modtage for 30.000 kroner medicin, der skal få det i hans hjerne til at blive mindre.

Der findes det pittoreske Danmarksbillede med bølgende kystlinjer og grønne skove. Det som glider forbi Mikael i toget. Der er det idealistiske billede med den ulåste bil på parcelhusgrunden og hoveddøren, der altid står åben. Det Mikael bor midt i.

Den lange gang på afdeling 127 er et Danmarksbillede med langt mørkere kanter. Der på stuerne ligger de på rad og række. Kræftpatienterne med drop i armen. De er både ældre og midaldrende mennesker, der enten er her alene eller bliver holdt i hånden af ægtefællen og de voksne børn. Nogle skal være her en time. Andre i seks timer.

Fædre, sønner, mødre og døtre, der ikke kan gøre andet end at lade væskerne dryppe fra dropstativet og ind i blodet med den helt partikulære ro, som folk der er vante til at vente, er i besiddelse af.

Midt i det billede er Mikael Wolf. En 1,95 meter høj mand med kone og to børn, der står med fødderne godt plantet i almindeligheden.

Han kan være din nabo, din ven, din kollega på arbejdspladsen, din grandfætter - ja, dig selv. Hovedpersonen i en historie, hvis ordlyd mange danskere efterhånden kender alt for godt i en verden, hvor vi kan forstå meget, men hvor kræft stadig er vor tids store ubekendt. Fem bogstaver, der fra den ene dag til den dag går fra at forme et ord i lægens mund til at blive det, der vil destruere den velkendte orden, der ellers var dit liv.

Lige nu lever han et underligt sted midt imellem. I ugen uden kemo har Mikael det fint og forsøger at komme ned og træne. I ugen med kemo har han ingen energi, er træt og har kvalme. Han er rask nok til i den ene uge at kunne være far og mand. I den anden uge er han for dårlig til at kunne arbejde.

Da sygeplejersken spørger ham om, hvordan han har det, lyder han som træt skoledreng, der svarer sin mor: »Jeg har det fint.« Om halvanden time når stofferne løber gennem ham, vil han få det, som om han hele tiden har lyst til at kaste op. Der er tre drop på stativet. Det ene er saltvand. Det andet er antistoffet Avastin. Det tredje er kemoterapien.

Normalt tager han selv toget hjem, men i dag har Dorethe kørt ham til Odense, fordi hun selv skal i Ikea. Det er lige rædselsfuldt hver gang, synes hun. At være der. At træde ind på stuen og se sin mand ligge der passivt med drop. Ligesom han gør det nu, imens væsken drypper.

På rullebordet ved siden af sengen ligger et gammelt boligmagasin. »Luk foråret ind«, lyder den direkte ordre i en af overskrifterne. Men lige nu er det slutningen af november og kun grå småregn på ruden.

»Jeg er ikke nervøs nu. Det var jeg før i tiden, men nu har jeg prøvet det hele før,« siger han til sygeplejersken, der tager hans blodtryk. Han åbner for madpakken, som han selv har smurt. Rugbrødsmadder, et æble, en appelsin, en risifrutti og en flødebolle. De to sidste ting er hans trøsteslik. Han skal altid have noget sødt med. Det er han berettiget til efter sådan en omgang, synes han.

I lang tid gik han rundt og sagde det for sig selv. Fuck cancer. Fuck det hele. Fuck den tumor. En dag googlede han lidt tilfældigt og faldt over en amerikansk kræftorganisation, der hed »Let´s fuck cancer« og hvis slogan man kunne købe t-shirts med prints af. I dag har han taget sin favorit t-shirt på. »Fuck cancer« står med hvide bogstaver på sort baggrund.

»Det kostede lidt for meget at få sendt t-shirts fra USA hertil, så jeg tænkte, at jeg selv ville lave én. Jeg satte det op i illustrator med en god skrifttype og i nærheden er der et firma, der laver tryk. Klaus dernede kunne godt trykke det for mig og han nægtede at tage imod penge for det. »Du kan altid give en øl til byfesten,« sagde han. Nu har jeg den i flere farver. Mange har spurgt om de kan få én. Jeg kan se, at folk lige ser en ekstra gang, når jeg har den på.«

Mikael ved ikke, hvorfor det lige er ham, der skal ligge her. Hvorfor han er det tilfældige nummer i statistikken, der får et kortere liv. Nogle dage rammer følelsen hårdt i maven og tager pusten fra ham. Det-er-sgu-uretfærdigt-følelsen.

Han har den i flere versioner, t-shirten med det opsigtsvækkende »Fuck cancer« påtrykt. Andre mennesker taler om at knække cancer eller om at kæmpe mod kræften. I Mikaels opfattelse kan man kun gøre ét: Med et udråb konstatere fuck cancer!
Han har den i flere versioner, t-shirten med det opsigtsvækkende »Fuck cancer« påtrykt. Andre mennesker taler om at knække cancer eller om at kæmpe mod kræften. I Mikaels opfattelse kan man kun gøre ét: Med et udråb konstatere fuck cancer!

Inden tumoren var han 32 år gammel. Han boede i en lejlighed på Amager, var blevet gift med sin ungdomskæreste Dorethe og de var forældre til Valdemar på halvandet år. Det var en god tid, hvor det var hans krop og hans sind. De ventede barn nummer to og stod på kanten til det voksne liv. Han lavede en masse styrketræning, røg aldrig og spiste sundt for at holde sin høje krop i god form. Billederne fra dengang viser en veltrænet fyr. En rødhåret viking af statur, hvis eneste laster var rødt kød og vingummier.

»Nogle gange har jeg ønsket, at jeg kunne bebrejde mig selv. At der var et eller andet i min livsstil jeg kunne pege anklagende tilbage på. Hvis jeg nu kunne bebrejde mig selv, at jeg eksempelvis havde røget. Det er hårdt at stå der uden at kunne få svar: Hvorfor har jeg fået det her? Og det kan jeg stadig ikke den dag i dag. Alle har et kors at slæbe på. Nogle kors er bare tungere end andre. Og jeg er så landet her.«

Der tilbage i 2008, hvor den første hjernetumor blev opdaget, kiggede Mikael en dag ud af vinduerne fra Rigshospitalets syvende etage ned på Fælledparken. Folk spillede fodbold i det gode sommervejr. Ligesom han selv havde gjort det så mange gange. På bænkene i parken sad nogle gamle alkoholikere med bajere i hånden.

»Det var så mærkeligt at være den, der rent faktisk stod inde på hospitalet og kiggede ud. Og de der gamle drenge prøvede i hvert fald ikke at hjælpe sig selv. De lever sikkert, indtil de bliver 90 år. I dag bliver jeg provokeret af de patienter, der står udenfor hospitalet ved siden af deres dropstativ med en smøg i munden. Læg nu den cigaret væk! Det er meget dømmende og sådan vil jeg helst ikke være. Jeg bilder mig ind, at hvis jeg kunne gøre noget, der kunne hjælpe mig, ville jeg gøre det.«

Han fik det at vide flere gange. Det er bare spændingshovedpine, sagde både hans egen læge og dem på skadestuen. Det er bare spændinger, der trykker. Selvom Mikael fik den forklaring igen og igen, slap han ikke fornemmelsen af at det kunne være noget andet, der var årsagen til den enorme hovedpine, han led af. Nogle dage kunne han ikke sove på grund af den og alt det smertestillende, lægen havde stukket i hans hånd, hjalp ikke.

»Min kammerat er læge og han sagde til mig, at i 99,9 procent af tilfældene var det ikke alvorligt. De blev ved med at lave alle mulige tests af mig, hvor jeg skulle pege på næsen og gå lige på en linje. Dem blev jeg ved med at bestå. Jeg spurgte, om de ikke kunne teste mig yderligere. Men de slog det hen med spændingshovedpinen. Min lægeven foreslog mig til sidst, at jeg skulle tage på skadestuen og lyve lidt om, at jeg havde kastet op og var besvimet. De lavede de samme tests og sendte mig hjem. Der er jo ikke noget, sagde de. Men en dag besvimede jeg så rigtigt.«

Der er mange detaljer fra den tid, som Mikael ikke kan huske. Rækkefølgen af, hvad der skete hvornår, står ikke helt klart. Først var der scanningen, som viste, at en tumor fyldte en tredjedel af hans højre hjernehalvdel. Lægerne var overraskede over, at han overhovedet kunne stå oprejst. Der gik ikke mange dage, før han lå på operationsbordet for første gang.

»Jeg nåede at tænke, at nu skal jeg nok dø. Det var min instinktive reaktion. Nu er det slut. Jeg beroligede mig selv ved at tænke, at den kunne jo godt være godartet og at det eneste mén jeg ville få, var et sejt ar og en god historie. Ved første operation var jeg nervøs, men lægen beroligede mig med, at de gjorde det her hver eneste dag. Det var en tur i parken, tænkte jeg.«

Den kvindelige læge sagde det lige på og hårdt. Kræft i stadie tre. Uhelbredelig. Hans kone Dorethe forstod det med det samme og lod tårerne løbe. Mikael blev ved med at spørge. Hvad er det? Hvad betyder uhelbredelig?

»Det var primær kræft i hjernen. Det var givet, at det ville komme igen. Hende, der fortalte mig det, pakkede det overhovedet ikke ind.«

Efter operationen fandt lægerne ud af, at der stadig sad en resttumor. De var uenige om strålebehandling eller operation var den bedste løsning.

»Og så skulle jeg så selv vælge, mente de. Det var et stort valg, men jeg tænkte, at jeg skulle give mig selv det bedste udgangspunkt. Jeg valgte en operation. Da jeg gik ind anden gang, kunne jeg

ikke længere håbe på en godartet tumor.«

På seks uger tabte den høje mand 18 kilo. 32 efterfølgende strålebehandlinger smadrede appetitten og dosen var så høj, at han i dag ikke længere må få mere. Nogen dage gik han hen til den pølsevogn, der stod tæt på Rigshospitalet. Det var de gode dage, hvor han kunne klemme en ristet hotdog ned.

»Det var svært for mig at være i. Pludselig var jeg lille og tynd. Det passede mig overhovedet ikke. Jeg har jo altid været i kontrol. Det er man overhovedet ikke her. Det er det ultimative kontroltab. Mit ego har helt klart haft svært ved at kapere det. Jeg har altid tænkt, at jeg skal nok selv bestemme. Der er helt klar en Mikael før og efter canceren. Pludselig var tilværelsen ikke så sorgløs.«

I 2014 opdagede lægerne igen en tumor. Igen ondartet og nu med en placering i hjernen, der med hans egne ord ville gøre ham »til en grøntsag«, hvis operationen ikke forløb efter planen. Så nu ligger han her. Hver anden uge med de lange ben udstrakt på sengen med drop i armen med håb om at mindske den.

Ved siden af Mikaels seng checker en ny patient ind. »Hvad vil du have? Kaffe eller te?« spørger sygeplejersken den ældre herre med en blød stemme, der lige så godt kunne tilhøre en receptionist på et hotel. Klokken er blevet 13 og det er tid til, at kemoen skal ind i årerne.

»Der er jo meget klinisk her og så er der uret, der tikker. Tiden står stille her. Man taler alligevel sjældent med de andre, der ligger her. Man er ligesom i sit eget rum. Hvis man kan se, at de andre er åndsfriske, taler man måske lidt.«

Der er gået fem minutter. Nu er kvalmen her. Den han de sidste par gange har været træt af. Ti minutter efter snubler han i ordene og får vand i munden. Om lidt vil han få tics i ansigtet, som ingen kan se, men som han selv kan føle.

»Nu gider jeg ikke mere. Nu vil jeg hjem,« siger han spagt.

Hvor længe skal det vare ved?

Hvor længe er jeg her?

De spørgsmål forsøger han ikke at dvæle ved. Spørger man ham, lyder svaret afvæbnende, at han er et usentimentalt menneske, der ikke er for meget i sine følelser. At han sjældent græder og i stedet møder det her forbandede bad luck med sort humor. At alt andet jo ikke er til at holde ud.

»Du ringer bare, hvis der er noget,« havde lægen dengang sagt til ham. Blot to dage efter operationen stod han med et par panodiler i hånden og blev udskrevet. Da de kom hjem til lejligheden efter den allerførste besked om kræft, gik den gravide Dorethe ind til sengen og lagde sig ned for at sove. Mikael gik i stedet hvileløst rundt på de 90 kvadratmeter.

Frem og tilbage. Frem og tilbage.

Det her kunne jo ikke passe. Ikke lige når de havde startet deres familie, sagde han til sig selv. Da Mikael så op på familiefotoet af Valdemar, Dorethe og ham sammen, skete det. Den stærke mand gav slip.

»Der brød jeg sammen. Helt alene. Jeg lagde mig ind til min kone og holdt om hende. Jeg kunne næsten ikke trække vejret af gråd. Jeg hulkede simpelthen. Hold op, hvor var jeg ked af det. Jeg har aldrig grædt på den måde før. Aldrig.«

Derfra var der kun ét at gøre. Som alle de andre bare at vente.

LÆS 2. KAPITEL: »Jeg mærker ensomheden, hver gang nogen spørger, hvordan jeg har det«

LÆS 3. KAPITEL: »Far, må jeg få din mobil, når du dør?«

LÆS 4. KAPITEL: »Jeg ville ikke bytte. Så vil jeg alligevel hellere være i det her«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.