Cyklende københavnere kan se frem til flere grønne bølger gennem byen.
3. februar 2012, 13:26
Allerede inden året er omme, vil cyklister, der kører på arbejde via Østerbrogade, kunne sove 5 minutter længere, når Københavns Kommune ved at få lysreguleringerne på Østerbrogade til at passe sammen, gør det nemmere at ramme en bølge af grønt lys.
- Hvis du kan spare et halvt minut ved at undgå at standse ved hvert kryds, og der er 10 kryds på strækningen, skulle det ikke være umuligt, siger Steffen Rasmussen, der er områdechef i København Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.
Kommunen har netop indgået en aftale med det hollandske firma Imtec Infra, der de næste otte år skal drive og opdatere byens godt 350 lyskryds.
Det er ikke kun Københavns Kommunes tekniske forvaltning, der synes, at et intelligent trafikstyringssystem er vejen frem.
- Her på DTU har vi længe ment, at man får meget value for money ved at lave en bedre styring af trafikkens flow, fordi man på den måde relativt billigt øget kapacitet på vejene ret markant helt uden at skulle bygge nye veje, fordi det sker via computeroptimering, siger trafikforsker Jeppe Rich fra DTU.
Folk, der cykler ad Nørrebrogade til og fra arbejde, har allerede gavn af, at kommunen her har indført grøn bølge.
- Hvis du kører med 20 kilometer i timen på Nørrebrogade, kan du komme gennem alle 17 lyskryds uden at sætte foden til jorden en eneste gang. Men har du modvind, giver det en lavere cykelfart, og det kan det nye intelligente trafiksystem, som vi gerne vil indføre, justere for, så du stadig kan ramme en grøn bølge, selvom du har medvind eller modvind, forklarer Steffen Rasmussen fra Teknik- og Miljøforvaltningen.
Københavns kommune kan allerede i dag måle, hvor hurtigt cyklisterne kører via såkaldte spoler, der er måleudstyr i cykelstien, som kan registrere metal og dermed cykler, der kører forbi. På den måde kan man beregne cykeltrafikkens hastighed, så man kan justere lyskurvene derefter.
Tanken er, at man. hvis man med et nyt trafikstyringssystem også kan tælle cyklisterne og måle deres hastighed via bluetooth i cyklisternes smartphones.
10 lyskryds i Valby forbindes
Næste skidt på vejen til en mere glidende trafik er at bane vejen for buslinjen 4A, der kører fra Svanemøllen over Nørrebro for at ende ved Femøren på Amager. Også en strækning med 10 lyskryds i Valby påValby Langgade, Toftegaards Alle og Vigerslev Alle, skal snakke bedre sammen.
Senere vil strækningen, som linje 5A, der går fra Husum Torv til Lufthavnen få samme tur, efter devisen at hvis det er hurtigere og nemmere at tage cyklen eller bussen, kan man mindske antallet af biler i byen.
Torvegade er i øjeblikket et smertensbarn, når det gælder forsinkelse på busser, og en af de strækninger, hvor kommunen gerne vil gøre trafikken hurtigere og mere glidende.
Ifølge Steffen Rasmussen får bilerne dog også gavn af, at bustrafikken glider bedre.
Hurtige busser giver plads til biler
- Når busserne kommer hurtigere gennem byen, gør bilerne også. Når vi ser køer i trafikken, er det på grund af trængsel af biler og busser, og det kan vi med det nye system, der er et nyt, centralt computersystem, som kommunen kan købe af firmaet Imtec Infra, afhjælpe. Bussernes system, som i forvejen giver dig besked i bussen om at næste stop er Rådhuspladsen, gør det mulighed at se, hvor bussen er. Hvis systemet kan se, at bussen er tæt på et lyskryds, som skifter om et øjeblik, kan systemet forlænge det grønne lys i de seks sekunder, som bussen har brug for, for at nå over krydset, fortæller Steffen Rasmussen.
Besparelse og miljøgevinst
Ifølge kommunens Trafik- og Miljøforvaltning er en mere gnidningsfri trafik og færre køer ikke den eneste fordel ved trafikstyringssystemet, som koster 25 millioner kroner.
- Når trafikken glider bedre, får biler og busser færre accelerationer og opbremsninger, og det er dokumenteret, at det giver en positiv effekt på CO2-udledningen og brændstofforbruget, siger Steffen Rasmussen.
Desuden mener Københavns Teknik- og Miljøforvaltning, at udskiftningen af de tre glødepærer, der i dag sidder i byens godt 9000 lyssignalhoveder, med LED-pærer hvert år kan spare kommunen for 1,5 millioner kroner i mindsket strømforbrug og færre udskiftninger, da LED-pærerne, der nok er dyrere i indkøb, holder længere og derfor ikke skal skiftes så ofte.
Systemet koster 25 millioner som skal findes
Borgerrepræsentationen har allerede bevilliget penge til Grøn Bølge-projektet på Østerbrogade og til justeringen af lysreguleringen på 4As strækning. Resten af de 25 millioner kroner til det nye trafikstyringssystem, har kommunen endnu ikke fundet finansiering til.

































