Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Lukning af skoler giver flere timer til undervisning

Omfattende skolelukninger og skolesammenlægninger betyder, at eleverne fra næste skoleår kan se frem til væsentlig flere timer i fag som dansk, matematik og engelsk.

Der har lydt det ene ramaskrig efter det andet fra bekymrede forældre, elever og utilfredse lokalpolitikere, når kommunerne har valgt at lukke små folkeskoler, men nu ser det ud til, at forældrene til gengæld kan hente trøst i et øget timetal til deres børn.

Antallet af kommuner, hvor folkeskolerne kun giver minimumstimetallet, falder fra 19 til 14 procent. Det viser en rundspørge, som Berlingske Research har foretaget blandt de kommunale børne- og kulturchefer. Samtidig stiger andelen af kommuner, hvor eleverne får flere timer end det vejledende timeantal, og ingen af kommunerne har tænkt sig at reducere timetallet. Det skyldes ikke mindst det omfattende antal skolelukninger, vurderer professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

»Kommunerne har for alvor taget fat på noget af det rigtig dyre – nemlig de små skoler. De har lukket mange af dem, og det giver dem mulighed for at prioritere timetallet. Det er et nyt og positivt vendepunkt,« siger han.

INFOSHOP: Har du barn i en folkeskole? Tjek skolens forhold og kvalitet i vores skoleguide

Også næstformand hos Skolelederne Claus Hjortdal mener, at skolelukninger giver mulighed for flere timer.

»Timetallet kan bevares og øges, fordi man i stedet har valgt at skære i antallet af skoler. Det glæder mig rigtig meget, at vi kan undgå at spare på timetallet. Eleverne går sandelig ikke for meget i skole i øjeblikket,« siger han.

Prioritering af penge

To ud af tre kommuner sparer i næste skoleår på folkeskolen målt i udgifter pr. elev. Hvor kommunerne som udgangspunkt styrer uden om besparelser på timetallet, er det bl.a. skolelukninger, som børne- og kulturcheferne nævner som sparetiltag på skolerne efter sommerferien.

En opgørelse fra fagbladet Folkeskolen viser, at der næste skoleår vil blive lukket 82 folkeskoler, og 136 skal lægges sammen. Til sammenligning er der over de sidste ti år lukket 161 skoler.

Formanden for Skole og Forældre, Benedikte Ask Skotte, er glad for at høre, at timetallet bliver øget, og samtidig mener hun også, at det kan være med til at berolige de forældre, der er utilfredse med skolelukningerne.

»Det er rigtig vigtigt for forældrene, at de kan se et formål med, at skolerne bliver lukket. Det er vigtigt, at de kan se, at pengene bliver brugt på en bedre måde,« siger hun.

INFOSHOP: Find den bedste privatskole i vores guide

På Christiansborg er politikerne også tilfredse med kommunernes prioritering.

»Det har været bekymrende, at se statistikkerne over timetallet de sidste år, så det er selvfølgelig glædeligt, at børnene nu får flere timer. Hvis de skal lære mere, skal de selvfølgelig også have flere timer. Men vi skal huske på, at det stiger fra et i forvejen meget lavt niveau, så vi vil gerne øge timetallet endnu mere,« siger uddannelsesordfører for Socialdemokraterne Christine Antorini, der også har som mål, at alle skoler skal op på det vejledende timetal.

»Det er en glædelig nyhed, at kommunerne prioriterer timetallet. Det er med til at styrke fagligheden,« siger undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V).

INFOSHOP: Her er Danmarks bedste gymnasieguide