»Luk op, det er kommunen«

Flere kommunale kontrolgrupper ønsker flere beføjelser i jagten på sociale bedragere, blandt andet uanmeldte besøg i private hjem.

Hvis det skal gøres sværere at svindle sig til sociale ydelser, skal der nye værktøjer i brug. Sådan lyder det fra flere kommuners kontrolgrupper, Berlingske har talt med, og ønskelisten over nye kontrolmuligheder er lang. Der er i kommunerne ikke fuldstændig enighed om, hvilke beføjelser der vil give de bedste resultater, men flere ønsker går igen, og det samme gør frustrationen over en mistanke, som ikke kan bevises.

»Alle synes jo, at situationen i dag er uholdbar, så derfor er det metoderne, vi skal diskutere. Vi skal jo have nogle værktøjer, og mange gange er det lige det allersidste, vi mangler,« siger Peter Møller fra kontrolgruppen i Dragør Kommune.

Et af de forslag, som han og flere af hans kolleger støtter, er, at kontrolgrupperne skal have ret til at komme på uanmeldt besøg hjemme hos en ydelsesmodtager for at kontrollere, om borgeren eksempelvis reelt er enlig.

»Det kan lige så godt være med til at rense borgeren for mistanke, som det kan bekræfte vores formodning om, at der bor mere end en, hvis det er en enlig-problematik, vi ser på,« siger Peter Møller og understreger, at hjemmebesøgene kun skal tages i anvendelse, når der er en »yderst begrundet mistanke«.

I Brøndby Kommunes kontrolafdeling bakker man op om idéen, for enlige forsørgere kan ellers have let ved at rydde op og fjerne spor fra en eventuel samlevende, hvis det er et aftalt besøg, som kommunens kontrolmedarbejder skal på.

»Det er typisk meget nemt at se, om der bor en eller to,« forklarer kontrolmedarbejderen Bettina, der ikke ønsker sit efternavn offentliggjort.

Et andet værktøj, hun gerne ser taget i brug, er retten til at lave systematiske observationer ved borgeres hjem.

»Det kunne være rart at kunne gå ud en uge eller 14 dage i træk, for at se om der holder en fremmed bil. Det må vi ikke i dag. Det kunne give os et andet billede af situationen,« siger hun.

Andre kontrolmuligheder, der bliver nævnt, er retten til at banke på hos modtagernes naboer, men også retten til at få oplyst om en bestemt borger har været udenlands i en given periode fra flyselskaber og lufthavnspoliti.

»Nej til det hele«

I Danmarks største kommune ønsker man sig også yderligere beføjelser. Per Stevnsborg, leder af Den Fælles Kontrolgruppe i Københavns Kommune, omtaler de nuværende kontrolmuligheder som »hurtigt overset« og peger blandt andet på muligheden for et styrket samarbejde med udenlandske myndigheder for at lokalisere borgere. I samme boldgade burde kommunerne også have bedre mulighed for at se på kreditkortbetalinger, mener han.

»Som lovgivningen er i dag, så skal vi bede borgeren komme med oplysningerne, men det ville være rart selv at kunne undersøge det. Tænk over det: Hvor tit svinger man ikke Dankortet? Det ville give et helt klart billede af, hvorhenne man opholder sig,« siger Per Stevnsborg.

På Christiansborg er der ikke ørenlyd for kontrolgruppernes ønsker. Grænsen er nået, siger Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo, der mener, at flere af forslagene overskrider den personlige frihed og den enkelte borgers retssikkerhed. Benedikte Kiær (K) er enig.

»Det skal være sådan, at man skal have en dommerkendelse for at komme ind i private hjem,« siger hun.

Hos Enhedslisten ryster man på hovedet over kommunernes forslag.

»Vi siger nej til det hele. Det her er et forsøg på at fjerne forskellene mellem kommunerne og politiets arbejde. Jeg forstår slet ikke, at der overhovedet er kommuner, der kan finde på at foreslå det, fordi vi bringer os selv ud i en dyb mistillidskrise i forhold til borgerne,« siger socialordfører Finn Sørensen (EL).

Sidste forår var Enhedslisten det eneste parti, der ikke stemte for loven om Udbetaling Danmark, der giver den nye udbetalingsmyndighed omfattende kontrolmulighed ved samkøring af registre. Hos Socialdemokraterne er man ikke begejstret for kommunernes forslag, og netop Udbetaling Danmarks kommende beføjelser taler særligt imod kommunernes ønsker.

»Alene det, at Udbetaling Danmark kommer til at være primærmyndighed på mange af de ydelser, som vi ved folk snyder med, kommer til at gøre området mere gennemskueligt og systematisk,« siger socialordfører Maja Panduro.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.