Lones søn døde for Islamisk Stat: »Det kunne være gået så meget anderledes«

Victor Kristensen valgte en spektakulær død. I en selvmordsaktion. For Islamisk Stat.

Lone Kristensen ligner det sidste menneske på jorden, det kunne ske for. Den midaldrende sygeplejerske har opdraget sine børn til at være selvstændige, ærlige og empatiske. Hun har milde øjne og taler klingende aarhusiansk.

»Og så pludselig ser jeg mig selv lede efter billeder på nettet af min søns lig. Det er fuldstændig surrealistisk, at det skulle nå hertil,« siger hun.

21-årige Victor havde meldt sig frivilligt til en selvmordsaktion i Irak, var hun blevet fortalt. En såkaldt martyraktion. For Islamisk Stat.

Det var i november 2013, Lone Kristensen modtog SMSen med sønnens nekrolog. Siden har hun kæmpet for at lime brudstykkerne sammen. For at forstå, hvordan det kunne ende sådan. For at tilgive Victor. For at tilgive alle dem, som svigtede i hans liv. Og for at tilgive sig selv.

»I dag ved jeg, at der var ting, Victor løj om,« siger hun, da vi taler sammen om hendes nye bog »Victors valg – en mors beretning«, som udkommer fredag.

Hun ved, at han ikke blot lavede hjælpearbejde i krigszoner. At hun i sin kærlighed til ham også havde været naiv. At Victor i virkeligheden var jihadist.

»I dag tror jeg, at min søn bevidst opsøgte ligesindede for at dø,« siger hun.

»Han havde oplevet så megen smerte i sit unge liv, at han ikke længere var bange for at forlade det.«

Tilgivelse og skyld

»Victors valg« er hård læsning.

Den beskriver en ung, følsom mands lidelser gennem et helt liv. Fra barneårene i folkeskolen i Aarhus, der aldrig formåede at tilgodese hans behov. Over diagnosen ADD og fejlslagne skoleophold og til mødet med det salafistiske miljø i Grimhøjmoskeen, der fik lokket ham til at bekende sig til militant islam.

Bogen begynder som Victors historie, men ender som fortællingen om, hvad der sker med en mor, hvis barn knækker psykisk, dedikerer sig til en religiøs sekt og ender med at slå sig selv ihjel. Blandt meget andet: et forlist ægteskab, en stor sorg og efter et grundigt mentalt genopbygningsarbejde: kampen for at leve videre.

»Jeg betragter ikke mig selv som et offer, men som et menneske, som har fået en opgave, som jeg løser, så godt jeg kan. Som udenforstående vil man sikkert tænke, at der har været et svigt fra forældrene. Alle mennesker, som er tæt på et selvmord, vil vende hver en sten i fortiden og sige, hvad gik galt? Det er den tvivl, man martres af,« siger hun.

»Jeg kan bebrejde mig selv, at jeg f.eks. blev ved med at tage på arbejde, mens han gik igennem sine lidelser. Men jeg følte, at hvis jeg blev væk, ville vi være en syg familie. Vi var fuldstændig kriseramt og vidste ikke, hvad vi skulle stille op. Men der skulle også være noget normalitet tilbage.«

Det har taget tid at acceptere Victors valg. Og tid at acceptere, at hun i sin kærlighed må rumme nogle beslutninger, som er så langt væk fra hendes forståelsesramme, som noget kan komme.

Billedet af Victor Kristensen blev offentliggjort på flere jihadistiske debatfora på internettet den 6. marts.
Billedet af Victor Kristensen blev offentliggjort på flere jihadistiske debatfora på internettet den 6. marts.

Med Victors formodede selvmordsaktion mistede hun ham endegyldig fysisk – hans lig er aldrig blevet fundet, og døden aldrig bevist. Men i virkeligheden mistede hun ham allerede, da han bevægede sig ind i en fremmed, islamisk verden, der hastigt trak ham væk fra familien og gjorde ham til en grammofonplade i islamiske dogmer, indtil han ikke længere var til at nå.

En ung mands lidelser

For Victor begyndte rejsen væk fra normaliteten tidligere endnu.

I 6. klasse fik den unge dreng pludselig skolevægring. Han stak af fra skolen og spillede World of Warcraft i timevis hele døgnet. Det var dengang, Aarhus som et led i en strategi med at sprede byens tosprogede børn, kørte rødder fra Gellerupparken i busser ud til byens andre skoler – herunder den, Victor gik på.

De arabiske drenge var langt mere udviklede og så voldelige, at mange af de mere stille elever blev decideret bange for at være i nærheden af dem. For Victor blev angsten så ekstrem, at han nægtede at forlade hjemmet. I flere måneder måtte Lone Kristensen bogstaveligt sidde bag ham på hans værelse, mens han spillede World of Worcraft, og berette om det liv, der foregik uden for den hoveddør, han ikke turde gå ud ad.

På skolen anskuede man det ifølge Lone Kristensen i flere år sådan, at Victors opførsel var en konsekvens af, at han havde lige rigeligt frie tøjler derhjemme. Og da forældrene, som var i vildrede og magtesløse, søgte hjælp hos de sociale myndigheder fik de at vide, at der var halvandet års ventetid hos en psykiater. Da de endelig fik kontakt til en, stillede han diagnosen ADD ud fra fem spørgsmål og ordinerede en medicin, som Lone Kristensen tvivler på gjorde noget godt. Der blev også lavet en handlingsplan for Victor. Men den efterskole, han skulle gå på, modtog aldrig papirerne. Og da Victor siden fyldte 18 år, blev alle planer skrinlagt, fordi han nu var myndig og måtte bestemme selv.

Det var midt i en af sine depressioner, at han begyndte at bede.

I begyndelsen var Lone Kristensen glad. Hun opfattede bønnen som en slags mindfullnes, der under alle omstændigheder var langt bedre, end de blodige computerspil. Da han pludselig kun ville spise halalkød, tog hun støttende og nysgerrig med ud i Bazar West og købte arabisk mad.

Men som ugerne gik, anede Lone Kristensen pludselig mindre og mindre om, hvad der foregik i Victors hoved og pludselig meddelte han, at han ville flytte ud til en af sine venner, som boede i Gellerupparken. Få måneder senere, at han ville på koranskole i Egypten.

Udviklingen tog mindre end et halvt år.

Uvidenhed om islam

Det er først efter Victors død, at Lone Kristensen har fået en dybere forståelse for, hvad det er for et miljø, Victor kom i og omkring den radikale Grimhøjmoske i Gellerupparken.

»Jeg elskede min søn og kunne se, at han led, uden at jeg kunne gøre noget. Det gør ekstremt ondt på en mor. Så jeg forsøgte alt, hvad jeg kunne for at forblive loyal og bevare båndene til ham,« siger hun.

»Som almindelig kulturkristen dansker havde jeg absolut ingen forudsætninger for at forstå det muslimske miljø og de forskellige forgreninger. Derfor kunne jeg heller ikke give ham et kvalificeret modspil, når han kom med alle sine tillærte dogmer.«

Desuden havde Victor nået en alder, hvor han ikke længere skulle hænge i sin mors skørter. Han skulle havde plads til at danne sin egen identitet, tænkte moderen, for var det i grunden ikke kun naturligt, at en teenager var søgende og ville distancere sig fra forældrenes kedsommelige småborgerlige liv?

Da Victor sagde, han ville til Egypten, kontaktede Lone Kristensen alligevel PET for at være på den sikre side. Men da politiet ingen forbehold havde for den konkrete koranskole, Victor havde fortalt, han skulle gå på, lod hun med våde øjne sin teenagesøn rejse af sted,

Victor kom aldrig tilbage til Danmark, som han havde lovet. I stedet sendte han efter nogle måneder et brev, hvor han meddelte sine forældre, at han havde truffet sin beslutning om at tjene islam og »drage af sted«.

Til Syrien skulle det vise sig for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Lone Kristensen, hvis søn Victor blev Syrien-kriger – og martyr – for Islamisk Stat, har skrevet en bog om sønnens valg. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Lone Kristensen, hvis søn Victor blev Syrien-kriger – og martyr – for Islamisk Stat, har skrevet en bog om sønnens valg. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Kunne have været Scientology

At det netop blev salafisterne, som Victor blev hvirvlet ind i, betragter Lone Kristensen dog mest af alt som en tilfældighed. Han var et ubefæstet menneske, som savnede et fællesskab med andre unge mænd.

»De nissehoveder i Grimhøj har åbenbart kunnet give ham noget, han savnede: at blive taget imod uden forbehold. At være del af et fællesskab, hvor man ikke behøver være i gang med en fantastisk uddannelse, men bliver accepteret som den, man er. Det er sådan, de får en til at føle. Dengang vidste vi ikke, at de bare udnyttede hans sårbarhed.«

Havde de boet i en by, hvor Jehovas vidner, var tilstede, var det måske dem, som havde lokket Victor ind. Eller Scientology.

»Men det kunne også være, at vi havde boet i Hinnerup eller Hammel og der var en fodboldklub med nogle fantastiske trænere. Det kunne være gået så meget anderledes med Victor, hvis han havde mødt de rigtige folk.«

Lone Kristensen holder pause i ordstrømmen.

Skal hun i dag komme med en opskrift på, hvordan man kunne have undgået, at Victor sprængte sig selv i luften i Irak, handler den hverken om forkromede antiradikaliseringsprogrammer eller opgør med islam.

Hun har kun foragt til overs for IS og salafisterne i Grimhøj. Men forebyggelsen starter langt tidligere.

»Den vigtigste er at tage hånd om skolemobning. Det er den, som gør børn selvdestruktive og søge forkerte steder hen,« siger hun.

Victor valgte en spektakulær død. I en selvmordsaktion. For Islamisk Stat.

Men skræller man hans historie ind til benet er den ikke meget anderledes end de tusindvis af andre børn med diagnoser, som bliver mobbet, misforstået og fejlbehandlet og aldrig får den rigtige hjælp:

»Jeg fortæller Victors historie, fordi den er min histories, men også fordi den kunne være så mange andres. Så samfundet kan blive bedre til at hjælpe børn som ham.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.