28. november 2011, 19:11 – opdateret 28. november 2011, 19:30

Når verdens klimaforhandlere i dag mødes til Cop17 i Durban i Sydafrika, bliver det samtidig offentliggjort, at danskeren Bjørn Lomborg, direktør for Copenhagen Consensus Center og af mange kendt som klimaskeptiker, er at finde på 2011-listen over de 100 fremmeste tænkere i verden ifølge det amerikanske tidsskrift Foreign Policy.

Han kender endnu ikke sit nummer på listen, men sidste år var han nummer 65 og blandt navne som Barack Obama, Bill Clinton, Ben Bernanke, Bill Gates og Warren Buffett.

Det kan forekomme nærmest paradoksalt, at listen kommer samme dag som Cop17, hvor målet er en global klimaaftale, som ingen dog tror på, bliver resultatet, begynder. Også med SRSF-regeringens nylige udmelding om, at Bjørn Lomborgs tænketank Copenhagen Consensus Center fra næste år ikke længere er på finansloven, in mente.

Bjørn Lomborg tager pladsen på listen som et skulderklap, men understreger:

»Hvis anerkendelse betød meget for mig, skulle jeg have lavet nogle andre argumenter for at få folk til at klappe og synes, at jeg er flink. Når det er sagt, er jeg også et menneske. Jeg vil gerne have, at folk kan se, at jeg ikke bare er en idiot og en nar. Og hvis sådan en liste kan få folk til at indse det, er det cool.«

Berlingske møder ham på en transitdag mellem oversøiske rejsemål i lejligheden i det indre København, hvor tomme colaflasker, et kæmpestort flygel, masser af planter og bøtter med proteinpulver giver et meget godt billede af, at Bjørn Lomborg ikke ligefrem er en mand, man kan sætte i bås. Heller ikke når det handler om holdninger.

Han kom for alvor i mediernes søgelys i 1998 med bogen »Verdens sande tilstand« og senere en række artikler, hvor han blandt andet har taget afstand fra klimaændringer som verdens altoverskyggende problem og foreslået at tænke klimakampen om i stedet for at panikke.

»Det er en helt forståelig tilgang til at få folks opmærksomhed. Al Gores film var det mest eklatante udtryk for det. Fornemmelsen af at blive oversvømmet med seks meters vandstand. På samme måde med orkanerne og at isen smelter. Men man mister folks tillid ved at overdrive, og det kan ende med, at vi kommer til at underdrive,« siger Bjørn Lomborg og fortsætter:

Følelser fylder for meget

»I øjeblikket er vi et sted, hvor ingen rigtig gider gøre noget ved det, og dér bliver vi nødt til at være ærlige. Det hjælper ikke at stå at skrige, men vi må tage det køligt og rationelt: Hvad er det, vi kan gøre?«

Ifølge Lomborg er det afgørende, at vi løser verdens klimaproblemer på sigt og ikke som her og nu-løsninger.

»Det helt oplagte eksempel lige nu er, at vi vælger at sige: »Lad os sætte en masse vindmøller op i Danmark«. Men det reducerer altså ikke et eneste ton CO2,« fastslår Lomborg

Andre ville sige det modsatte.

»Det virker ikke frem til 2020, viser beregninger, men hvad der sker bagefter, ved man ikke. Det afgørende er at sige, at vi vælger at bruge nogle løsninger, selv om det gør meget lidt godt. Vi har en tilbøjelighed til at gøre noget, som føles rart, men reelt ikke har nogen særlig effekt,« lyder det fra Bjørn Lomborg, som hermed får afsendt en kritik af regeringens mål om at lade halvdelen af det danske elforbrug dække af vindkraft i 2020. Samme regering der netop har taget bevillingen til Copenhagen Consensus Center fra ham, og som har kaldt centret et »ideologisk projekt«.

Kunne regeringen have grund til det?

»Det handler om, hvordan vi kan vi lave smart politik og gøre tingene mere klogt, og det er forhåbentlig ikke højre eller venstredrejet,« siger Bjørn Lomborg, der mener, at der herhjemme er en »ideologisk og polariseret fornemmelse for Bjørn Lomborg«. Blandt andet fordi VK-regeringen satte ham på finansloven - først med Institut for Miljøvurdering og siden med Copenhagen Consensus Center.

»Der er en stor grad af misforståelse i at gøre mig til en ideologisk skillelinje i stedet for at høre på, hvad jeg siger.

Klimapenge kan bruges bedre

Det, han siger, er i korte træk, at pengene til klimakampen kan bruges bedre i et langt sejt træk med mere forskning og udvikling i, hvad der nytter. At bekæmpe partikelforurening blandt andet og en ny Doha-runde om frihandel der ifølge ham vil betyde ti gange mere for den tredje verden end den verserende klimakamp, fordi frihandel forøger deres vækstrate og leder dem ud af fattigdom.

»Hvis vi fokuserede mere på Doha og lidt mindre på Kyoto, ville vi efterlade en verden, der var langt bedre for flere mennesker. Vi bekymrer os om klima, og det er smukt, men vi gør det på den forkerte måde og glemmer andre ting,« siger han.

Er den holdning ubrugelig i Danmark?

»Jeg ved ikke, om den er ubrugelig, men den skal siges til stadighed. Målet er ikke, at vi skal gøre alting rigtigt. Det er urealistisk, men jeg vil gerne være med til at sørge for, at vi gør det en lille smule mindre forkert. Hvis min kritik betyder, at regeringen vælger at bruge lidt flere penge på forskning og udvikling af grønne energikilder og lidt færre penge til vindeffektive energikilder - fint, så har vi gjort noget godt.«

Er du et misforstået geni?

»Nej, overhovedet ikke. Der er mange, der har været med til at sætte mig op som en karikatur. Specielt mine modstandere har sat mig op som ham, der ikke tror på global opvarmning. Det lyder også meget let, men det er jo ikke det, jeg siger. Jeg siger, at det eksisterer, og at det er en vigtig problemstilling, men jeg prøver også at sige, at den måde, vi tackler det på, er fantastisk ringe,« påpeger Bjørn Lomborg.