LO: Nytårstalen mangler konkrete forslag

Helle Thorning-Schmidt (S) talte om forbedring af konkurrenceevne og effektivisering af den offentlige sektor i sin nytårstale. Nøglen er det stærke fællesskab. LO og DI er enige. Men talen mangler konkrete forslag, lyder kritikken fra blandt andre LO.

Lizette Risgaard, næstformand i LO. Arkivfoto 2007.
Lizette Risgaard, næstformand i LO. Arkivfoto 2007.

Økonomi fyldte ikke overraskende en stor del af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) nytårstale her til aften. Statsministeren udpeger det stærke fællesskab, som det bedste kort på hånden til at komme gennem krisen. Både Dansk Industri og LO trækker også fællesskabskortet. Men LO og tænketanken Cepos savner nogle konkrete forslag.

- Statsministeren remser mange af de udfordringer op, som vi står overfor, og prøver at give noget tro på fremtiden. Jeg håber, det kan blive starten på en drøftelse omkring, hvad vi i fællesskab kan gøre for at komme i gennem krisen, siger LOs næstformand Lizette Risgaard.

Men hun savner konkrete eksempler på, hvordan statsministeren vil få mere ud af den offentligt sektor.

- Vi har fra LOs side tidligere sagt, at vi gerne vil være med til at se, hvordan vi kan gøre den offentlige sektor endnu bedre, siger hun.

Hun peger blandt andet på, at regeringen med statsministeren i spidsen er nødt til at lempe den finanspolitik, der bliver ført lige nu.

- Vi skal have gang i byggeriet, anlægsprojekter i kommunerne, hvor vi energi-renoverer vores skoler og institutioner. Det giver arbejdspladser - også mange andre steder. Vi kan ikke spare os ud af krisen, siger Lizette Risgaard.

Nytænkning af arbejdsmarkedspolitik

Derudover ser hun gerne en nytænkning af den danske arbejdsmarkedspolitik. Ikke mindst i forhold til de personer, der står til at miste deres dagpenge.

- Det gælder blandt andet genoptjeningskravet, der gør, at man skal være i arbejde i mindst et år, før man kan få dagpenge igen. Det er jo helt håbløst, når man knap nok kan få arbejde i to måneder, siger hun.

Til gengæld er man i LO glade for, at statsministeren direkte opfodrer de unge til at tage en uddannelse.

- Det er vigtigt, vi får de unge klædt godt på. Men det kræver bare, at regeringen så også får oprettet de praktikpladser, der mangler til de unge, så de unge rent faktisk har muligheden for at gøre det, vi beder dem om, siger Lizette Risgaard.

Konkurrenceevnen skal forbedres

Tænketanken Cepos er enige i, at nytårstalen alvorlige mangelvare er konkrete forslag til, hvordan Danmark øger væksten og konkurrenceevnen inden for en overskuelig årrække.

- Statsministeren burde have angivet en række tiltag. Blandt andet ville det være oplagt at meddele, at vi i de kommende år må sænke vores skattetryk, der i dag er verdens suverænt højeste. En skattebyrde, der er en betydelig hæmsko i virksomhedernes bestræbelser på at afsætte varer på verdensmarkedet. Og den høje skattebyrde holder også forbrug og investeringer tilbage, siger cheføkonom hos Cepos Mads Lundby Hansen i en pressemeddelelse.

Dansk Industri mærker, hvordan de danske virksomheder skal kæmpe hårdere for de få ordrer, der rent faktisk er tilbage, efter at krisen har spredt usikkerhed i Europa og fået borgerne til at holde pengene tæt til kroppen.

- Vi kan kun vinde, hvis virksomheder, medarbejdere og politikere tager et fælles ansvar for, at Danmark skal være det bedste sted at drive virksomhed i. I dag er det for dyrt. Derfor skal vi alle have konstant fokus på, hvordan vi kan gøre det billigere at drive virksomhed i Danmark. For de eneste, der kan trække vækst og job tilbage til Danmark, er de private virksomheder, siger Dansk Industris adm. direktør, Karsten Dybvad i en pressemeddelelse.

Ingen snuptagsløsning

Helle Thorning-Schmidt erkender i sin nytårstale, at hun ikke har en snuptagsløsning, der kan genoprette Danmarks konkurrencevene.

- Der findes kun et langt og slidsomt træk. Et langt træk, hvor vi skal have mere ud af det samme i den offentlige sektor. Hvor vi tænker os om, før vi bruger flere penge. Et langt træk, hvor vi har viljen til at udfordre os selv og modet til at tænke nyt. Og et langt træk, hvor vi skal passe på Danmark. Tiden er ikke til store lønstigninger. Tiden er til, at vi alle sammen bliver dygtigere, sagde Helle Thorning-Schmidt i sin tale.

Dansk Industri er enige i, at lønningerne skal holdes i ro, hvis Danmark skal gøres mere konkurrencedygtigt. Men det er ikke nok.

- Vi skal også blive langt skarpere på, hvordan vi skaber endnu mere værdi for hver time, vi er på arbejde. Vi skal have løftet produktiviteten markant i hele samfundet. Danskerne skal op i gear og finde på flere smarte løsninger, så længe danskernes timeløn ligger langt over den timeløn, som eksempelvis svenskerne og tyskerne får, siger Karsten Dybvad.

Dansk Industri har derfor nedsat et produktivitetspanel med 25 topchefer, som igennem hele året vil dele ud af deres egne erfaringer. Tanken er, at alle gode, konkrete forslag i spil skal bringes i spil - både i andre virksomheder og i hele den offentlige sektor.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.