Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Lars Hedegaard frikendt i racismesag

Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, er netop blevet frikendt i racismesagen i mod ham - på trods af at retten mener, at hans udtalelser var "forhånende og nedværdigende". Klik her for at læse dommen.

Lars Hedegaard er blevet frikendt i racismesagen i mod ham. Det fremgår af dommen, som retten på Frederiksberg netop har offentliggjort.

Dokumentation: Se dommen

Selvom dommeren fastslår, at Lars Hedegaards udtalelser var forhånende og nedværdigende, så afviser retten altså at dømme ham, da han ikke var vidende om, at udtalelserne ville blive offentliggjort.

Det er helt centralt ift. racismeparagraffen, da man først kan straffes, hvis man ”offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds” fremsætter de truende, forhånende eller nedværdigende udtalelser.

Minut for minut: Sådan forløb retssagen

Det er præcis en uge siden, at Lars Hedegaard sad på anklagebænken i retten på Frederiksberg i den sag, der nu er faldet dom i, og hele sagen startede tilbage i december 2009, da hjemmesiden snaphanen.dk offentliggjorde et interview med Lars Hedegaard.

Her lød blandt andet følgende passage, som Lars Hedegaard er tiltalt efter racismeparagraffen for at have sagt:

- Når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det. Når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtægt etc. etc., er der intet galt i det, set fra et islamistisk perspektiv. Dette er din ret. De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. Kvinder har ingen værdi, de er ikke mennesker. Deres funktioner er som livmoder – de bærer krigerens afkom og skaber nye krigere, men ellers … nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi. 

Hør selv, hvordan ordene faldt: Eksternt link til lydfil – spol frem til 19:20 for at høre citatet

Interviewet skabte stor virak, politiske leder lagde afstand til Lars Hedegaards udtalelser, og Søren Pind (V), Naser Khader (K) og præsten Katrine Lilleør meldte sig ud af Trykkefrihedsselskabet.

Blandt Lars Hedegaards støtter fandt man bl.a. Jesper Langballe, der i et indlæg i Berlingske bakkede op om formanden for Trykkefrihedsselskabet: 

- Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.  

Det kostede DF-politikeren en dom efter racismeparagraffen og 10 dagbøder af 500 kroner.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar til dommen fra Lars Hedegaard selv.

Kommentar: Før dommen af Lars Hedegaard