Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Langt færre får fedmeoperationer

Antallet af fedme- og rygoperationer er raslet nedad, efter regeringen har begrænset adgangen til dem.

Den behandlingsgaranti, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har gjort til kronjuvelen i sit sundhedssystem, er begyndt at smuldre, skriver Politiken tirsdag.

Siden regeringen og Danske Regioner ved årsskiftet besluttede sig for at mindske adgangen til fedme- og rygoperationer, er antallet af danskere, der har fået glæde af behandlingsgarantien på disse områder, nemlig raslet nedad.

Det viser tal fra landets fem regioner, som Politiken har indhentet.

Antallet af fedmeoperationer er mere end halveret fra 1034 i andet kvartal af 2010 til 432 i andet kvartal af 2011. Antallet af rygoperationer er faldet fra 2110 til 1880.

Fedme- og rygoperationer er kun de første af en lang række sygdomme, som regeringen har besluttet at begrænse adgangen til, skriver Politiken. De kommende år skal de 10-20 behandlinger med størst vækst gennemgås på samme måde.

I juni kom nye regler for knæoperationer, og til oktober følger skuldrene. Målet er at på samme tid at spare penge og at undgå misbrug af garantien i form af overflødige behandlinger.

Men ifølge landets største patientforening, Danske Patienter, har regeringen for meget fokus på bundlinjen.

- Det kan være godt med klare retningslinjer for, hvornår der skal opereres. Men problemet er, at de nye krav for fedme og rygoperationer blev lavet uden fagligt belæg.

- Så reelt er der ikke en djævel, der ved, om det her er godt eller skidt for patienterne. Men man har da sparet nogle penge, siger formand Lars Engberg.

Behandlingsgarantien er blevet en del af valgkampen, fordi oppositionen vil lade nogle patienter vente længere til fordel for dem, der har behov for hurtigere behandling.

Så sent som i går kritiserede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i hårde vendinger oppositionens politik.

/ritzau/