Læserne analyserer: Derfor skal alle flagstænger tælles

Læsernes egne bud på, hvorfor Finansministeriet har bedt samtlige statslige institutioner tælle deres flagstænger er væltet ind.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Berlingskes læsere er engagerede og skarptseende. Deres analyser og motivtolkning af Finansministeriets gådefulde krav til statslige institutioner om at tælle deres flagstænger er væltet ind i løbet af onsdagen.

Beskæftigelsespolitik, mener en. Et led i regeringens 2 pct. besparelser, mener en anden. En kortlægning af den ekstra arbejdstid statsansatte bruger på at stryge Dannebrog efter, at de er gået hjem kl. 16? Flaget skal som bekendt stryges ved solnedgang.

Finansministeriet selv er lukket som en østers om baggrunden for initiativet. Kommunikationschefen i Finansministeriet, Heidi Birgitte Nielsen, har blot følgende sms-forklaring på, hvad embedsmændene skal bruge antallet af statslige flagstænger til:

»Det er et tal, vi skal bruge i forbindelse med en undersøgelse af praksis for statens flagning. Det er den eneste kommentar vi har.«

En anonym medarbejder i Finansministeriet siger til Berlingske, som var det oraklet i Delfi:

»Det kan være, det er noget, der skal bruges til at finde ud af, om noget andet er realistisk.«

Sådan en forklaring er ikke nok for læser Niels Bauer:

»Efter mine egne erfaringer kan »finansens« interesse (for flagstænger red.) skyldes flere årsager. Den mest sandsynlige er et ønske om at finde omprioriteringsbidrag, som ikke berører kernevelfærden og her kan jo øjensynligt spares adskillige årsværk til flaghejsning (at de flaghejsende medarbejdere også er beskæftiget med andet, plejer ikke at genere regnedrengene).«

En anden læser, Carl Nørgaard, mener også flagstang-gate har bund i regeringens forsøg på at få statens finanser til at balancere.

»Når nu det er Finansministeriet der står for den hemmelige tælling, må det rimeligvis skyldes, at det skal indgå i regeringens økonomiske politik. Et iøjnefaldende gæt er, at det er et led i den almene, substansløse 2 pct-besparelse overalt. Det letteste vil være at fjerne 2 pct. af alle statslige flagstænger. Men det vil risikere at blive opfattet som ren symbolpolitik. Det gir mere politisk mening hvis planen er, at alle de statslige flagstænger skal afkortes med 2 pct.«

Flere læsere mener, statslige institutioner skal tælle deres flagstænger, fordi det skal opgøres, hvor meget staten bruger på overarbejde til dem, der skal tilse tidligere døgnbemandede installationer og bygninger.

»Mystikken er da nem at opklare. Flaget skal til tops kl 08:00 - og skal ned inden solnedgang. Da de fleste offentlige medarbejdere har fri kl. 16:00, er der en ekstra lønudgift hver gang, flaget skal hejsen/nedtages.«

Eller som en anden siger: »Follow the money.«

En læser tror, flagstangsmysteriet i virkeligheden er opstået, fordi regeringen vil skjule deres skumle planer om at indføre nye flag:

»Jeg tror, de gør klar til et nyt flag. Ikke det danske flag, men et  EU- eller FN-flag og derfor skal bruge antal af flagsstænger. Det er den eneste grund, jeg kan se.«

Niels Bauer har øjensynligt brugt det meste af onsdagen på at granske baggrunden for Finansministeriets stangtællingskrav. Han har flere analyser:

»En anden mulighed er, at det er et anticiperet forslag fra DF om tvungen flaghejsning på alle offentlige institutioner, og her vil det jo være vigtigt at kende udgangspunktet inden merudgifterne til mandskab og anskaffelser kan beregnes. Endelig er der selvfølgelig den mulighed, at Finansministeriet har taget fejl af datoerne i forhold til 1. april. Men den slags fejltagelser vil jo nok koste ministeren jobbet - efter diverse samråd og offentlige høringer - så hellere alle mulige andre forklaringer.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.