Liberal Alliance møder torsdag aften op til budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus med en kort og kontant liste af skatteønsker.
1. september 2011, 18:14
For knap to uger siden afleverede overborgmester Frank Jensens Business Task Force sine anbefalinger til, hvordan København bliver Nordeuropas bedste erhvervsmetropol. Ud af 11 overordnede budskaber med dertil 80 tilknyttede konkrete forslag er ét forslag lavere grundskyld og lavere dækningsafgifter for erhvervslivet i København, så selskabsbeskatningen bliver blandt top ti laveste i Danmark. I aften starter de årlige budgetforhandlinger på rådhuset i Københavns Kommune og Liberal Alliance står klar til at huske Socialdemokraterne på task forcets anbefaling:
- Vi vil under de kommende ugers budgetforhandlinger holde Overborgmesteren fast på, at de gode forslag, som hans Business Task Force er kommet med, føres ud i livet. Det gælder ikke mindst sænkning af virksomhedernes udgifter til grundskyld og dækningsafgifter,” siger gruppeformand for LA på Københavns Rådhus, Lars Berg Dueholm.
”Vi kigger på alle forslag”
Gruppeformanden for Socialdemokraterne på Rådhuset, Jesper Christensen (S), er ikke totalt afvisende over for ideen, men vil ikke love noget endnu.
- Vi har selvfølgelig nedsat det her task force for at blive inspireret af deres konklusioner. Vi er jo også interesseret i at høre, hvordan vi bedst hjælper erhvervslivet, så København skaber mere vækst. Og vi har tænkt os at kigge på, hvad samtlige partier forelægger af forslag til forhandlingerne, siger han.
Men har i ikke selv valgt at prioritere nogle af de anbefalinger task forcet er kommet med?
- Vi vil gerne gennemføre nogle af de lavt hængende frugter først, men det er svært at være helt konkret endnu, da mange af forslagene også kræver statens indblanding, siger han, og nævner f.eks. forslaget om at etablere en slags Borgerservice for virksomheder.
Danmarks billigste personskatter
Liberal Alliance ser også dette års budgetforhandlinger som en mulighed for at sænke københavnernes personskat med 1.1 procentpoint over fem år. Dermed får københavnerne Danmarks billigste personskat. Skattesænkningen skal finansieres ved at sænke omkostningerne for administration og driftsomkostninger for daginstitutioner til gennemsnittet af, hvad sammenlignelige kommuner betaler.
- Vi er den dyreste millionby på beskatning i verden. Skattelettelsen med 1.1 procentpoint ændrer ikke på den position, men det vil få os i den rigtige retning, siger Lars Berg Dueholm (LA)
Jesper Christensen (S) kan ikke se det store behov for skattelettelser.
- København Kommune har allerede Danmarks niende laveste skat, og skattelettelser er jo penge ud af budgettet hvert eneste år, siger han.
Budgettet er forhandlet endeligt på plads inden for de næste par uger.

































