Kvinders levetid falder for første gang i flere end 20 år

Danske kvinders middellevetid er faldet med 0,2 år, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. Professoren bag har en forklaring, men spår dog, at udviklingen hurtigt vender igen.

For første gang i tyve år faldt kvinders forventede levealder i 2015. Samtidig vokser andre faktorer end køn i betydning. (Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix 2016)
For første gang i tyve år faldt kvinders forventede levealder i 2015. Samtidig vokser andre faktorer end køn i betydning. (Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix 2016)

Nyfødte piger i Danmark kan ifølge en ny prognose se frem til i gennemsnit at leve i 82,5 år. Det er cirka et halvt år længere, end danske kvinders levetid anno 2015, hvilket naturligvis er godt nyt. Prognosen rummer dog også en mindre glædelig nyhed:

Gennem 21 år har danske kvinder øget middellevetiden, men fra 2013/2014 til 2014/2015 er den faldet med 0,2 år, viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik. Udviklingen bør dog umiddelbart ikke vække voldsom bekymring, vurderer professor Knud Juel fra Statens Institut for Folkesundhed.

»Så man fem år i træk en negativ tendens, var der grund til bekymring, men et enkelt år med nedgang skal man ikke hæfte sig ved. Over de seneste 20 år har der været en generel stigning, og jeg er sikker på, at den igen vil vise sig meget snart,« siger Knud Juel.

Ved forrige måling tog danske kvinders middellevetid et spring på 0,8 år i opadgående retning, før kurven altså knækkede i denne ombæring.

Ifølge Knud Juel skal man være påpasselig med at analysere på udsvingene for så korte perioder. Han har dog et bud på, hvad der kan være årsag til middellevetidens jævnlige op- og nedture.

»Influenzaepidemier kan give målbare udsving på middellevetiden, fordi der i nogle år kan være ganske få influenzadødsfald, mens der under en epidemi kan være et større antal,« forklarer professoren.

Mændene haler ind på kvinderne

Mens danske kvinder i gennemsnit korter to en halv måned af middellevetiden, så viser prognosen, at danske mænd stadig vil blive ældre år for år. I 2014/2015 var den forventede middellevetid for nyfødte danske drenge 78,6 år, hvilket er en stigning på 0,1 år i forhold til året før.

Siden 1990 er forskellen i mænd og kvinders middellevetid blevet indsnævret med næsten to år, og det skyldes ifølge Knud Juel, at stadig færre mænd – til forskel fra kvinder – dør som følge af rygning.

»De rygerelaterede dødsfald aftager hos mændene, men man ser ikke den samme tendens blandt kvinderne,« siger professoren.

Netop tobakkens dalende popularitet blandt danskere er den overvejende forklaring på, hvorfor vi stort set bare bliver ældre og ældre, påpeger Knud Juel.

»Færre og færre dør af hjertesygdomme. Ganske enkelt fordi vi lever sundere, og her har et faldende antal rygere sammen med en forbedret behandling pyntet gevaldigt,« siger Knud Juel og tilføjer:

»Der er ingen grund til at tro, at vi ikke vil se en stigning fremover. Der er jo stadig plads til forbedringer på livsstilsområdet, og behandlingen bliver næppe heller ringere.«

Hos Kræftens Bekæmpelse tror man ligeledes på en samlet stigning i middellevetiden i de kommende år.

»Der vil blive færre dødsfald på grund af rygning, og man kan redde flere og flere patienter,« siger lægefaglig vicedirektør i Kræftens Bekæmpelse, Hans Henrik Storm.

Han vurderer desuden på baggrund af rygningens udvikling, at mænd og kvinder inden for to årtier vil have udsigt til at leve lige længe.

»Allerede i 1960erne registrerede man et fald i antallet af rygere blandt mændene. Det fald ser man fortsat i dag, hvorimod kvinderne, som tog rygningen til sig noget senere end mændene, ligger mere stabilt. Så hvis man alene ser på middellevetidens fremtid ud fra fordelingen af rygere, vil jeg tro, at der kun går 15-20 år, før mændene har udlignet afstanden til kvinderne,« siger han.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.