Kvindelig studerende får erstatning for manglende censorhåndtryk

Det vakte voldsom debat, da en muslimsk censor sidste år ikke ville give hånd til kvindelige studerende ved eksamen. Nu har Ligebehandlingsnævnet tilkendt den klagende studerende erstatning.

En HF-studerende får 2.500 kroner i erstatning, fordi en muslimsk censor nægtede at give hende og andre kvinder hånd i forbindelse med en eksamen sidste år. Det har Ligebehandlingsnævnet netop besluttet.

Michala Mosegaard fortalte sidste sommer, at hun blev chokeret, da hun tjekkede intranettet på Herning HF og VUC.

»Vores censor har meddelt, at han ikke ønsker at give hånd til kvinder. Så det vil nok være en god idé ikke at forsøge at give ham hånden. I hvert fald er I nu advarede, så I ikke i eksamenssituationen bliver forvirrede over det. Held og lykke med eksamen,« lød opfordringen fra Michala Mosegaards matematiklærer.

»Jeg blev faktisk ret chokeret. Det var virkelig mærkeligt. Jeg synes ikke, sådan noget burde finde sted i dagens Danmark,« sagde Michala Mosegaard dengang til Information.

Den pågældende censor, Youssef Minawi, forklarede, at han på grund af sin tro på islam kun kan give hånd til kvinder, hvis de er en del af hans nærmeste familie. Men ikke til kvinder, der teoretisk kunne blive hans ægtefælle.

Da han tog sit pædagogikum, blev han rådet af sin kursusleder til altid i forvejen at forklare sig over for eleverne, inden de skal til eksamen.

»Jeg skriver altid til læreren for de klasser, jeg skal eksaminere. Jeg vil ikke have, at de skal blive forskrækkede over, at jeg ikke giver hånd af religiøse grunde. Jeg giver heller ikke hånd til den pågældende lærer, hvis hun er en kvinde. Sådan har jeg gjort i otte år, og det har aldrig været et problem,« sagde han til Information.

Michala Mosegaard tog kontakt til skolens administration i håbet om at få tildelt en anden censor. Det samme gjorde flere af hendes klassekammerater, der også var utilfredse med censorens melding.

Henvendelserne var dog forgæves. Med henvisning til det korte varsel afviste administrationen på Herning HF og VUC at finde en anden censor.

Ligebehandlingsnævnet mener, at beskeden fra censor, som læreren videregav til eleverne på censors anmodning, var omfattet af ligebehandlingslovens forbud mod chikane på grund af køn, idet beskeden kunne krænke de kvindelige elevers værdighed og skabe et nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

De 2.500 kroner, som Michala Mosegaard nu kan se frem til, betales i fællesskab af Herning HF og VUC og den skole, hvor censor var ansat.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.