Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kritik af uerfarne læger på skadestuerne

Yngre Læger og Danske Patienter finder ikke akutmodtagelsernes bemanding betryggende.

Yngre læger under uddannelse eller med få måneders erfaring står alene, når de behandler hovedparten af de flere hundredtusinde danskere, som hvert år søger hjælp på en skadestue. Det viser et rundspørge fra Yngre Læger, som finder situationen uholdbar:

»Det går ud over kvaliteten, ventetiden og patientsikkerheden, når de yngste læger står alene uden mulighed for at få supervision fra en erfaren læge, som rent fysisk er til stede på skadestuen. Det er rigtig skidt, for den bedste måde at lære at håndtere mange forskellige patienter på, er ved at have en erfaren kollega ved sin side,« siger Yngre Lægers formand, Lisbeth Lintz, som mener, at de erfarne læger skal tvinges i vagt.

Skadestuearbejdet er per tradition lavstatus blandt erfarne læger, og derfor overlades det hovedsagelig til unge læger. Kommer de i tvivl på en vagt, må de ringe efter en erfaren kollega fra andre dele af hospitalet. Eller en kollega, som ligger og sover derhjemme. Det resulterer i lange ventetider på skadestuen, erkender Torben Mogensen, lægelig direktør på Hvidovre Hospital:

»Tingene tager længere tid for de unge læger, for hurtigheden i behandling kommer med rutinen. Hvis de står alene i skadestuen, hvad de nogle gange gør hos os, er det en medvirkende årsag til, at der kan opstå lange ventetider. Men det lægefaglige arbejde håndteres forsvarligt nok af de yngre læger,« siger han.

Men systemet er ikke betryggende, mener Danske Patienter:

»Det duer ikke, at patienterne kun mødes af de yngste læger. De risikerer at bliver overbehandlet eller at opleve lang ventetid, fordi man skal vente på, at en erfaren læge bliver tilkaldt. I værste fald risikerer man, at de unge læger træffer forkerte beslutninger, og det ender med, at patienten fejlbehandles,« siger formand Lars Engberg.

Overlægeforeningen vil gerne have flere erfarne specialister på skadestuerne, men advarer også om, at det kan give længere ventetider andre steder i systemet. Danske Regioner siger, at der arbejdes hårdt på at få overlægerne i front, men erkender også, at det tager tid at ændre en indgroet kultur i sundhedsvæsnet.