Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kristne asylsøgere opfordres til at skjule deres tro

Det er at overtræde reglerne, når det danske asylvæsen vil have, at afviste kristne asylansøgere skal fornægte deres tro.

Det danske asylvæsen bryder menneskerettighederne ved at opfordre afviste kristne asylsøgere til at skjule deres tro. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Sådan lyder anklagen i en kronik i tirsdagens avis fra Mogens S. Mogensen, konsulent med speciale i konversion, og Niels Nymann Eriksen, indvandrerpræst i København. Ifølge kronikørerne, som dagligt arbejder med konvertitter fra Afghanistan og Iran, antager asylmyndighederne, at en afvist konvertit kan rejse hjem og praktisere sin tro i det skjulte. Men det er et brud på Menneskerettighedserklæringens artikel om retten til både at skifte tro og til at give udtryk for den offentligt.

- Tanken om at leve med en skjult tro er måske ikke så graverende for en sekulær dansk tankegang, som anser religion for at være et privat anliggende. Men sådan er det ikke de fleste andre steder i verden og slet ikke i Mellemøsten, hvor religionen i høj grad er noget offentligt, skriver kronikørerne.

Derfor må myndighederne ændre asylpraksis, mener Mogens S. Mogensen.

- Der er konvertitter, som kommer i klemme med den nuværende praksis. Det kan medføre de allerværste konsekvenser i hjemlandet lige fra chikanerier til at blive slået ihjel. Det er, som om myndighederne har udviklet en forståelse af, at hjemsendte konvertitter bare kan holde lav profil. Men religion er ikke kun en privatsag, og derfor er det urimeligt at bede konvertitter om ikke at tale om deres konversion, siger han til Kristeligt Dagblad.