Krisen får danskerne til at udskyde familieudvidelsen

Det danske fødselstal fortsætter med at falde. Ekspert mener, at den økonomiske krise bærer hovedansvaret for den udvikling.

Danske kvinder føder færre børn end kvinderne i de andre nordiske lande. Nye tal fra Nordisk Statistisk Årbog viser, at den danske fertilitet i 2011 var 1,76. Det betyder, at en kvinde i gennemsnit føder 1,76 barn i løbet af sit liv, og det er laveste niveau siden 2002. I 2010 var tallet 1,88.

Den væsentligste årsag til udviklingen er finanskrisen, mener seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

- De unge er særligt følsomme over for konjunktursvingninger. Det er ofte dem, der bliver fyret i en krisetid, men de er til gengæld også de første, der kommer ind på arbejdsmarkedet, når konjunkturerne vender igen. En del unge står tilmed i den situation, at de skal ud på boligmarkedet, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Mogens Nygaard Christoffersen har skrevet en række forskningsrapporter om børn, familie og samfundsforhold. Når han kigger på danmarkshistorien, har han set tendensen med færre fødsler i krisetider før.

- Vi så både i 1970erne og 80erne, at fødselstallet faldt. Tilbage i 1930erne, hvor der også var krise, faldt det ganske betydeligt, siger han.

Mogens Nygaard Christoffersen forklarer Danmarks bundplacering på fertilitetslisten med, at krisen har ramt danskerne hårdt:

- Det er ikke mit indtryk, at et land som Norge er blevet ramt på samme måde, siger han.

Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at fødselstallet fortsat falder i Danmark. I tredje kvartal var tallet tre procent lavere end i samme periode året før.

Mogens Nygaard Christoffersen vurderer, at tallet meget vel kan fortsætte med at falde, så længe krisen dominerer.

- De unge vil prøve at gardere sig ved at uddanne sig og få en mere sikker beskæftigelse bagefter. Jeg vil antage, at de vil udsætte at få børn, men der er jo grænser for, hvor længe de kan udsætte det, siger han og uddyber:

- Det største problem er, at nogle afskæres fra at blive forældre på grund af de økonomiske forhold, siger Mogens Nygaard Christoffersen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.