Konvertitten i Kundby

En 15-årig pige fra Holbæk er varetægtsfængslet i isolation. I landsbyen var hun enspænder – på de sociale medier tilsyneladende islamist.

Den varetægtsfængslede pigen og hendes mor, der flyttede til Kundby i sommer, har ifølge naboerne holdt sig meget for sig selv.
Den varetægtsfængslede pigen og hendes mor, der flyttede til Kundby i sommer, har ifølge naboerne holdt sig meget for sig selv.

Blikket var slået ned, da en 15-årig pige fra en lille vestsjællandsk by torsdag sad til grundlovsforhør i Retten i Holbæk. Hun lignede en ganske almindelig dansk teenagepige med lyse jeans, der gemte sig bag langt, sort hår.

En normal teenager med en unormal skæbne, efter at hun nu er varetægtsfængslet frem til 9. februar – de næste 12 dage i isolation. Pigen blev onsdag anholdt på sin bopæl i Kundby nær Holbæk. Ifølge TV 2 er hun sigtet for besiddelse af sprængstoffer, prøvesprængning af sprængstoffer og for at billige terrorhandlinger. Men offentligheden har ikke indsigt i sigtelsen, da retsmødet foregik bag dobbeltlukkede døre.

Anklager Peter Ahleson begrundede behovet for de dobbeltlukkede døre med pigens unge alder, samt at der skal tages hensyn til sagens efterforskning, hvor man »ikke kan vide, om der er andre involverede,« som anklageren udtrykte det i retten.

Pressen var mødt talstærkt op, men måtte efter få minutter forlade lokalet. Kun en repræsentant fra de sociale myndigheder fik lov til at blive i retssalen. Ingen pårørende til pigen var til stede i forbindelse med grundlovsforhøret. Heller ikke efter retsmødet ville anklageren ifølge Ritzau komme nærmere ind på, hvad pigen sigtes for, eller hvorfor hun skal sidde i isolation de følgende 12 dage.

Holdt sig for sig selv

Selv om den 15-åriges navn ikke er offentliggjort, ved alle i landsbyen Kundby, hvem der er tale om.

»Alle kender hinanden i den her by,« fortæller 17-årige Tobias, der er nabo til den nu varetægtsfængslede.

Tobias var hjemme, da forsvarets bomberyddere onsdag rykkede ind i huset, som den 15-årige pige bor i, og ifølge den jævnaldrende Tobias – der så til fra et vindue – blev der fjernet »noget« fra kælderen.

»Jeg havde aldrig troet, det skulle ske i sådan en lille by som Kundby, hvor der kun bor 700,« siger han.

Pigen og hendes mor, der flyttede til byen i sommer, holder sig ifølge naboerne meget for sig selv. Tobias mener især, at den 15-årige har virket meget indelukket.

»Hun er typen, der har hætte på og kigger ned,« forklarer han.

Tobias prøvede at blive venner med pigen på Facebook for at byde hende velkommen til byen, men uden held. Hun accepterede aldrig hans venneanmodning.

Til gengæld studsede Tobias over nogle af de Facebook-grupper, som den 15-årige tilsyneladende er medlem af. Ved siden af facebookgrupper for katteelskere og dyrebeskyttere, står hun ifølge Tobias også opført som medlem af grupper for konvertitter i Danmark og nye medlemmer af Hizb ut-Tahrir.

Ifølge BT angiver pigen selv, at hun konverterede til islam i oktober i fjor, og siden da har hun tilkendegivet, at hun går ind for jihad og har på et socialt medie blandt andet citeret et engelsksproget opslag, der på dansk lyder:

»Jihad er en del af min religion. Du må forstå, at enhver som kæmper på vegne af Allah vil blive tilgivet alle sine synder, når han dør, og den første bloddråbe kommer frem.«

Pigen har ifølge BT også lagt billeder på siden, hvor hun poserer med slør og med pistoler, der angiveligt er fremstillet af plastik.

Tvivl om terrorsigtelse

Bomberydderne og pigens interesse for hellig krig indikerer, at pigen kunne være sigtet for terrorrelaterede forhold. Dette vides dog endnu ikke med sikkerhed, idet sigtelsen ikke er offentliggjort.

Tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen ville dog være forundret, hvis der rent faktisk er tale om terror, idet PET tilsyneladende ikke har været inde over sagen.

»Ser man på historikken i forhold til potentielle terrorsager, er det helt usædvanligt, at man ikke går ud med brask og bram og profilerer, at man nu igen har været i stand til at afdække en potentiel terrorist. Så jeg vil i første omgang være meget, meget skeptisk og kritisk i forhold til, hvad der reelt er foregået,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.