19. februar 2011, 06:00

Den folkelige modstand mod moderne, megastore vindmøller i det danske landskab er på rekordtid blevet så massiv, at de første kommuner har fået kolde fødder. Store kommuner med blæsevejr nok til rentable megamølleprojekter har fortrudt, at de har udpeget områder til dem. Ifølge en professor i planlægning har kommunerne indledt et spil sorteper om at undgå møllerne.

Ringsted vil ikke have megamøllerne inden for kommunegrænsen, selv om kommunen tidligere har peget på hele 13 områder, hvor møllerne kunne placeres. Den midtsjællandske kommune har helt udsædvanligt indført et egentligt vindmøllestop, selv om regeringen har sagt, at kommunerne skal hjælpe med at finde pladser til møllerne. I Svendborg Kommune har byrådet taget konsekvensen af massive protester mod 126 meter høje møller på Tåsinge og andre mulige mølleområder i kommunen.

Et flertal vil nu kun se møller på under 80 meter. Samme maksimumhøjde har Nyborg Kommune besluttet sig for, selv om Miljøministeriet venter, at de nye kommercielle vindmøller på land vil være 100 til 150 meter høje. De tre kommuners kovending er senest suppleret af et rungende nej fra Varde Byråd til tre kæmpevindmøller, som energiselskabet Vattenfall ville opføre i et af de syv områder, kommunen ellers havde udpeget til formålet.

Billigere på land

Professor i offentlig planlægning Esben Munk Sørensen, Aalborg Universitet, mener, at kommunerne er ved at indlede et sorteperspil om ikke at lægge arealer til de store møller.

»Samfundet har en interesse i, at vindmøller bliver rejst på land, fordi det er meget dyrere at drive og vedligeholde dem på havet. Og kommunerne har pligt til at følge statens udmeldinger om, at de skal forholde sig til planlægning af vindkraft. De kan godt prøve at undgå møllerne, hvis de ikke vil have dem, men miljøministeren kan så gøre indsigelse, og i sidste ende kan hun diktere, hvor møllerne skal stå,« siger Esben Munk Sørensen.

Jan Hylleberg, der er direktør i brancheforeningen Vindmølleindustrien, siger, at han er stærkt bekymret over tendensen til, at kommunerne indfører deres egne planlægningsregler for vindmøller.

»Det vil klart svække interessen for udbygningen med vindkraft, hvis investorerne lades i tvivl om, hvilke regler der gælder i hvilke kommuner og hvornår i forløbet,« siger Jan Hylleberg.

Sejr til modstandsbevægelsen

Mens tendensen til at undgå megamøller og nabobøvl truer statens energiplan, ligner den en sejr for en modstandsbevægelse, der har fået en sand storm i sejlene, siden den blev etableret for blot halvandet år siden. Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller har på den korte tid fået tilslutning fra ikke færre end 87 lokale modstandsgrupper.

»Vi får rædselsberetninger om usælgelige huse fra de områder, hvor de store vindmøller er blevet rejst. De gældende regler om afstand, støj og erstatning for værditab er langtfra tilstrækkelige til at gøre os trygge. Men modstanden er stærkt stigende, og nu går det den rigtige vej. Jeg tror på, at vi får lukket ned for de store møller,« siger formanden for foreningen Boye Jensen.

Politikerne i Ringsted og Svendborg medgiver, at det er den massive protest fra den lokale befolkning, der har fået dem til at ændre kurs.

»Vi havde utrolig megen debat og støj om de tre 126 meter høje møller på Tåsinge og siden i forhold til andre mulige placeringer. Derfor har vi besluttet, at møllerne højst må være 80 meter høje. Du kan sige, at vi har bøjet os for naboernes særinteresse, men havde vi stået fast på at give lov til 125 meter, havde vi bøjet os for vindmølleindustriens særinteresse i at drive den bedst mulige forretning. De kan stadig sætte 80 meter høje møller op i vores kommune, og det er måske billigere end at opføre dem på havet,« siger formanden for Miljø- og Teknikudvalget i Svendborg, Flemming Madsen (S).

Miljøminister Karen Ellemann (V) siger, at hun har fuld tiltro til, at danske kommuner lever op til deres ansvar for at udlægge arealer til vindmøller, der kan forsyne dem med grøn energi.

»Det er helt afgørende, at kommunerne lever op til deres ansvar, men det synes jeg også, at langt de fleste gør.« siger Karen Ellemann.