Kommuner fyrer pædagoger i forbindelse med skolereform

Pædagogernes fagforening, BUPL, forventer at omkring 25 kommuner vil skære ned i antallet af pædagoger i forbindelse med skolereformen. Og det er en misforståelse af hele intentionen med reformen, mener pædagogernes formand.

I omkring 25 ud af 76 danske kommuner skal en fyret SFO-pædagog ikke forvente at blive flyttet over på den lokale folkeskole, når folkeskolereformen træder i kraft til august.

Faktisk forventes det, at der vil være færre pædagogstillinger i de pågældende kommuner efter sommerferien og reformens indtræden, viser indberetninger fra lokalafdelingerne i pædagogernes fagforening, BUPL.

Og det vækker harme hos pædagogernes formand, Henning Pedersen, som mener, at målet for skolereformen kommer til at lide i de kommuner, der skærer ned på antallet af pædagoger.

»Jeg mener simpelthen ikke, at de pågældende kommuner har forstået intentionen med folkeskolereformen. Formålet er jo netop at sikre, at der i højere grad bliver et samarbejde mellem pædagoger og lærerne, så man kan skabe en anderledes skole, hvor børnene trives og samtidig bliver fagligt dygtigere,« siger han.

Et af problemerne i forbindelse med kommunernes håndtering af den kommende skolereform er ifølge Henning Pedersen, at kommunerne griber det meget forskelligt an, hvorvidt pædagogerne i SFOer kan forvente at have et job, når skoledagen bliver længere, og børnene i SFOer bliver færre.

I Helsingør Kommune meldte man blandt andet ud tirsdag, at de skal spare 70,9 årsværk væk i SFOerne, men at de kun vil bruge 31 pædagogiske årsværk i forbindelse med undervisningen på skolerne efter sommerferien. Til sammenligning vil der slet ikke blive fyret pædagoger i Aalborg Kommune, fordi kommunen har stramme rammer for skolereformen.

»På den her måde får vi kæmpestor forskel på kommunerne. Det kan ikke være meningen, at der så mange steder skal være forskel på, om man har et fantastisk samarbejde mellem lærere og pædagoger, eller om man slet ikke har et samarbejde, fordi pædagogerne ikke er der,« siger Henning Pedersen.

Et andet kritikpunkt fra pædagogerne går på, at kommunerne ikke tager ordentligt ansvar for skolereformen. Ifølge BUPL er det nemlig kommunerne, der fyrer pædagogerne fra SFOerne, mens det på en fjerdel af de danske skoler suverænt er skolelederne, der beslutter, om pædagogerne skal genansættes på skolerne.

Pædagogernes formand vil nu sende et brev til undervisningsminister Christine Antorini (S) og indkalde hende til møde om skolereformen.

»Ministeren er nødt til at råbe kommunerne op. Intentionen med skolereformen er at skabe en ny og varieret skoledag, hvor lærere og pædagoger sammen skal løfte opgaven. Pædagogerne står klar, men bliver flere steder mødt med en fyreseddel. Det kan vi ikke leve med,« understreger han i en pressemeddelelse.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.