Københavns Politi aflyttede COP15-delegeret

Optaget. Et medlem af Brasiliens delegation blev ulovligt aflyttet i 13 timer under klimatopmødet i 2009. Blandt ofrene kan være den brasilianske regeringstop. En tidligere miljøminister forlanger en forklaring fra Danmark.

Paulo Adario. Foto: Mauricio Lima/AFP
Paulo Adario. Foto: Mauricio Lima/AFP

KØBENHAVN/BRASILIA: Københavns Politi aflyttede under klimatopmødet i 2009 ulovligt et medlem af Brasiliens officielle forhandlingsdelegation.

Det drejer sig om en af verdens mest kendte regnskovsforkæmpere, den FN-hædrede Paulo Adario.

Til daglig er han leder af Greenpeace-kontoret i Amazonas, men i København var han akkrediteret medlem af Brasiliens officielle forhandlingsdelegation anført af den daværende præsident Lula da Silva.

Den uretmæssige aflytning stod ifølge Københavns Politi på i 13 timer i topmødets finale.

Adario førte under sit besøg i København hyppige telefonsamtaler med brasilianske topforhandlere, og det bekræftes af landets daværende miljøminister Carlos Minc.

»Det er meget alvorligt. Jeg mener, at den brasilianske regering har krav på en forklaring, og det vil jeg faktisk bede om,« siger han.

Men ikke kun Carlos Minc kan være blandt ofrene for aflytningen. Under sit besøg i København mener Adario også at have talt i samme telefon med Brasiliens nuværende udenrigsminister Louiz Alberto Figueiredo og med Marina Silva. Sidstnævnte står i disse dage stærkt i opgøret om næste weekends præsidentvalg i Sydamerikas største land.

Københavns Politi beklager sagen.

»Det har selvfølgelig ikke været hensigten,« siger Thorkild Fogde, Københavns politidirektør.

Aflytningen af Paulo Adario blev sat i gang af Københavns Politi på en mistanke om, at han planlagde at forstyrre metroen og USAs præsident Obamas ankomst til København. Men den mistanke afvises som absurd af Paulo Adario.

Ingen grundlag for aflytning

Ifølge en kendelse fra Københavns Byret, som Berlingske har fået aktindsigt i, var der ikke grundlag for at aflytte Adario.

»Det godkendes ikke, at Københavns Politi har iværksat aflytning af samtaler til eller fra telefon nr. 52697911. Københavns Politi må ikke fortsat aflytte omhandlede telefon,« står der i kendelsen.

Telefonnummeret var fra et taletidskort, som ikke eksisterer længere, men Berlingske har sporet nummeret til Adario via en COP15-telefonliste fra Greenpeace.

Overvågningsekspert Peter Lauritsen, lektor ved Aarhus Universitet, vurderer, at Københavns Politi er gået »langt over stregen«.

»Der kan naturligvis være tale om banale fejl, men som det fremstår her, virker sagen ude i hampen. Umiddelbart virker det vildt, at man etablerer denne aflytning,« siger han.

I en skriftlig kommentar fra Justitsministeriet til Berlingske fremgår det, at »Københavns Politi har oplyst over for Justitsministeriet, at der ikke har været foretaget aflytninger rettet mod den brasilianske delegation«.

Venstre, de Radikale, SF og Enhedslisten opfordrer justitsminister Karen Hækkerup (S) til at undersøge sagen nærmere.

»Det her er godt nok pinligt for Københavns Politi. Problemet er jo, at fordi der var tale om en mand, der var medlem af Brasiliens delegation, kan aflytningen jo fremstå som spionage,« siger Pernille Skipper, retsordfører for Enhedslisten, der lige som SF vil stille spørgsmål til justitsministeren om sagen.

Sagens ufrivillige hovedperson er rystet:

»Tænk dig. Mødet var en FN-begivenhed, et globalt FN-møde, hvor klodens fremtid er på dagsordenen, og så viser det sig, at der spioneres, og at min telefon er blevet aflyttet,« siger Paulo Adario.

Berlingske har samarbejdet med Brasiliens største avis, Folha de S. Paulo, om denne historie.

Læs mere i Magasin Søndag side 8-11

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.