»Københavnerne må aldrig frygte at feste«

I aftes samledes hundredvis af københavnere for at mindes den 21-årige Jonas Thomsen Sekyere, der blev stukket ned på et propfyldt dansegulv i weekenden. Et moralsk manifest mod vold i nattelivet, lød budskabet fra arrangørerne.

Venner, familie og helt almindelige københavnere mødte op i hundredtal i Københavns kødby i aftes for at mindes den 21-årige Jonas Thomsen Sekyere og sige fra over for vold i nattelivet.
Venner, familie og helt almindelige københavnere mødte op i hundredtal i Københavns kødby i aftes for at mindes den 21-årige Jonas Thomsen Sekyere og sige fra over for vold i nattelivet.

»Hvorfor er her helt stille, far?«

En femårig pige, der sidder på sin fars skuldre, drister sig til at bryde tavsheden. Ellers er der ingen af de hundredvis af fremmødte i Københavns festcentrum – Vesterbros gamle kødby – der andet end hvisker her til aften. For det er ikke en fest, ikke engang en demonstration, der finder sted på pladsen, hvor en 21-årig ung mand i weekenden blev stukket ned og dræbt på et propfyldt dansegulv. Det er et ikke-event. En tavs manifestation.

»Jeg kendte ikke Jonas,« siger Pelle Peter Jensen, DJ og en af folkene bag aftenens arrangement.

»Men jeg kender helt utrolig mange intelligente 21-årige unge drenge og piger, der bruger Københavns natteliv som deres legeplads. Overgrebet mod Jonas er et overgreb mod dem alle.«

Flokken trækker sig sammen i kulden, tættere på hinanden.

Det er da heller ikke den gennemsnitlige natklubsslagsbror, de fremmødte med fakler og tunge åndedræt er kommet for at mindes. Jonas Thomsen Sekyeres liv startede på den psykiatriske afdeling på Hillerød Hospital. Hans danske mor var syg, og hans ghanesiske far havde ikke ressourcerne til at tage sig af et nyfødt barn. Det havde til gengæld personalet, der gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at sikre Jonas den tryggeste start på livet: De ryddede lokalet ved siden af moderen og satte tre sygeplejersker til at passe ham døgnet rundt, mens de hjalp den nye familie til langsomt at knytte forsigtige bånd.

Senere fulgte sygeplejersker, lærere, frivillige fodboldtrænere og pædagoger, der hver på deres måde gjorde lidt ekstra for at puffe Jonas i den rigtige retning. Da moderen efter ti års kamp måtte kapitulere til sygdommen, tog en kærlig og støttende plejefamilie over. Resultatet? En livsglad ung mand med en stor vennekreds og topkarakterer i skolen.

Tak til velfærdssamfundet

Alt det ved vi, fordi Jonas sidste år skrev en kronik, hvor han takkede det danske velfærdssamfund for sit liv, sine chancer og sin opvækst.

»Selv om det kunne være nok så romantisk at titulere historien med »mønsterbryder« eller »mælkebøttebarn« eller fokusere på, hvordan jeg selv har ydet en indsats for min egen lykke, ville det være misvisende,« skrev han blandt andet.

»Hver gang, jeg har trådt ved siden af, er jeg med blid og nærmest usynlig hånd blevet ledt på vej af et fællesskab med overskud til den, der af forskellige grunde har brug for et lille skub. Det er i mine øjne den unikke danske model, den er jeg stolt af, og den skal vi passe på.«

Tilbagebetaling

Efter skoleårene gjorde Jonas Thomsen Sekyere sit for at betale velfærdssamfundet tilbage: Som jurastuderende blev han udvalgt af Københavns Universitet til en landsdækkende kampagne om livet som studerende. Og i sin fritid arbejdede han på at motivere flere danske studerende til at udnytte deres talenter og muligheder og søge ind på udenlandske eliteuniversiteter.

Til at forfølge det, der også var hans egen fremtidsdrøm.

Alt det er nu ikke noget, der fylder i flokken af mennesker i aften. Her er tavst, længe efter det ene minuts stilhed er overstået. Lange omfavnelser, sagte gråd. En ældre kvinde er kommet for at støtte sin søn. Han er dørmand på det diskotek, hvor drabet fandt sted. Et vennepar kendte Jonas fra folkeskolen. En anden gruppe kalder sig familie. Ja, måske ikke i teknisk forstand, siger manden.

»Men alle, der kendte Jonas, følte, de var i familie med ham.«

Og så er der alle repræsentanterne fra byens spillesteder. Fra restauranterne, klubberne, diskotekerne, nattelivet. Det er først og fremmest dem, der er mødt op for at sende et budskab.

»Jeg tror ikke, jeg har hørt om noget mere meningsløst mord i København i mange, mange år,« siger Mija Byung, der er medstifter af spillestedet Stengade.

»Som kulturarrangør er det ens værste frygt, at folk skal være bange for at tage i byen. Sådan må det ikke være. Vi vil gerne vise, at et samlet kulturkøbenhavn siger nej til vold i vores by. Vi vil kæmpe for tryghed og mangfoldighed.«

Flokken opløses, og folk siver væk.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.