Klinikker betaler kvinder overpris for donoræg

Private fertilitetsklinikker giver unge kvinder penge for at afgive æg til barnløse par, men i Danmark må kvinder ikke sælge deres æg. Sundhedsministeren vil undersøge sagen.

Det begyndte med et ønske om at gøre noget godt for et barnløst par. Men da der senere dukkede 3.500 kroner op på 29-årige »Nannas« konto fra Dansk Fertiltetsklinik, hvor hun havde doneret sine kønsceller, blev det hele »rodet«.

»Jeg blev sat i en situation, hvor det pludselig kom til at handle om penge i stedet for om at hjælpe andre. Det, synes jeg, var rigtig ubehageligt,« siger »Nanna«, der optræder anonymt.

I Danmark må man ikke sælge sine æg- eller sædceller, siger loven. Derfor må klinikker kompensere ægdonorer med et symbolsk beløb på op til 500 kroner, der svarer til det beløb, en sæddoner modtager pr. donation. Derudover må man give kvinderne dokumenteret refusion for transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste ved donationen.

Ud over »Nanna« fortæller to andre kvinder til Berlingske, at de har modtaget op til 5.000 kroner i kuverter på klinikken Copenhagen Fertility Center. Her blev beløbene aftalt på forhånd, siger kvinderne. Ingen af de tre ægdonorer har efter eget udsagn dokumenteret nogen former for udgifter i forbindelse med donation.

Dansk Fertilitetsklinik tolker loven sådan, at man må give 500 kroner, hver gang en kvinde møder op på klinikken i et donationsforløb, siger klinikchef Ursula Bentin-Ley.

Hos Copenhagen Fertility Center skal ægdonorer skrive under på, at de har haft dokumenterede udgifter ved donation, inden de får penge, siger Svend Lindenberg.

Men Berlingskes kilder kalder ordningen »et figenblad«, for Svend Lindenberg beder aldrig om at se dokumenterede udgifter, og beløbet aftales på forhånd, siger de.

Formanden for Dansk Fertilitetsselskab, Karin Erb, kan ikke se, at loven lægger op til fortolkning.

»Vi bliver nødt til at overholde loven, og sådan som det er i dag, så hedder det samme kompensation for æg og sæd pr. donation,« siger hun.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) sætter nu Sundhedsstyrelsen til at undersøge klinikkernes praksis.

»Det er fuldstændig uacceptabelt, hvis det finder sted. Kønsceller er ikke en handelsvare på linje med havregryn eller sportssko. Hvis der eksisterer et marked, hvor der handles med donoræg, skal der selvfølgelig skrides ind.«

Tip os:

Har du været i fertilitetsbehandling på en offentlig eller privat klinik, vil Berlingske gerne høre om dine erfaringer. Send en mail til Ulla Gunge Hansen eller Mette Dahlgaard

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.