- Det er dybt alvorligt, lyder det fra ledende politikere i Region Hovedstaden efter kraftig stigning i antallet af patientklager og sager med krav om erstatning.
31. januar 2012, 14:22
Stadig flere patienter vælger at klage eller kræve erstatning efter at behandlingsforløb på hospitaler i Region Hovedstaden. Samtidig stiger også antallet af indberetninger om såkaldte utilsigtede hændelser fra patienter, pårørende og personale på hospitalerne.
Dét fremgår af en orientering til politikere i Region Hovedstadens forretningsudvalg, som er stærkt bekymrede over udviklingen.
- Det er dybt alvorligt, at tallene bliver ved med at stige, og at der ser ud til at ske flere skader på patienterne. Vi har et klart ønske om, at tallene skal nedbringes, siger gruppeformand Laila Lindén (S).
Ifølge opgørelsen steg antallet af patientklager over den sundhedsfaglige behandling med 13 pct. til 934 fra 2009 til 2010. Der var en mindre stigning i serviceklager - f.eks. over ventetider og personalets opførsel - fra 873 til 901.
Antallet af anmeldelser fra patienter, der mener at være kommet til skade og kræver erstatning efter behandling på regionens hospitaler, er steget med hele 17 pct. til 1.891, mens antallet af rapporter om utilsigtede hændelser er vokset fra godt 15.000 til knap 17.000.
En del af stigningen kædes sammen med, at aktiviteten på hospitalerne er vokset, og at der behandles stadigt flere patienter. En anden årsag kan være, at hospitalerne - og systemet i det hele taget - er blevet bedre til at opfordre patienterne til at klage, hvis noget er gået skævt. Det er bl.a. tilfældet i den aktuelle sag, hvor den øverste ledelse i Region Hovedstaden har rådet tidl. departementschef Mogens Bundgaard-Nielsen til at klage, efter at han måtte omkring fem hospitaler for at få en ordentlig behandling af sin skulder, der var gået af led.
- Hele vores hospitalsplan lægger faktisk op til, at der skulle opstå færre skader, fordi vi samler specialerne på de store hospitaler, så man ikke på de mindre sygehuse udfører behandlinger, man ikke er særligt gode til. Alligevel stiger antallet af sager, og det er alvorligt. Derfor sætter vi nu gang i dybtgående analyser for at trænge længere ned i årsagerne, så vi kan få tallene ned, siger Laila Lindén.
Indberetnings-systemerne har forskelligt formål. Klagerne kan føre til reaktioner over for den enkelte læge og sundhedsansatte, de utilsigtede hændelser er et lærings-system, som skal identificere systemfejl, mens patientforsikrings-ordningen kan resultere i økonomisk erstatning til de skadelidte eller deres pårørende.
Det ventes, at erstatningerne til patienter i Region Hovedstaden vil nærme sig 270 mio. kr. i 2011.

































